Helt på toppen på Monte Baldo

ITALIEN I BØRNEHØJDE – 1.760 meter. Så højt er Anemone på syv år og Marguerite på tre år kommet op ved at tage svævebanen, Funivia Malcesine Monte Baldo, ved Gardasøens østbred. De er enige om, at det bare er helt på toppen at bruge svævebanen til at bestige et bjerg – en anbefaling de gerne vil give videre til andre børn. Kig med i stedkenders første video:

FAKTA MONTE BALDO
Monte Baldo er en del af de italienske prealper. Bjergkæden går fra nord til syd på Gardasøens østside. Den ligger i regionen, Veneto, der har Venedig som regionshovedstad.
Det er muligt både at vandre og cykle op til toppen, hvor der også findes en række fine vandre- og cykelruter.
Vi valgte at tage svævebanen, Funivia Malcesine Monte Baldo. Turen foregår i to etaper, og der er omstigning ved San Michele. Vi har et godt råd til den tur: Når I stiger ind i kabine nummer to ved San Michele, så stil jer trygt ved vinduet ind mod bjerget, mens alle andre slås om pladsen ud mod Gardasøen. Denne kabine drejer nemlig rundt, så I nok skal opleve den fantastiske udsigt over Malcesines tage, Scaligero-borgen og Gardasøen.
Det er ikke nødvendigt at medbringe mad og drikkevarer, hvis I kun vil op og nyde udsigten, der er nemlig både bar og et par restauranter på toppen.
Vores andet gode råd er at besøge Monte Baldo efter en regnvejrsdag, så er luften nemlig klar – og ikke fuld af dis.

Udsigt fra Monte Baldo, Veneto, Italien til Limone.
Fra toppen af Monte Baldo er der en flot udsigt til den lille by, Limone, på vestsiden af Gardasøen.

FAKTA GARDASØEN
Gardasøen – Lago di Garda – er Italiens største sø. Den er lidt mere end 50 kilometer lang og bredden spænder fra to kilometer i den nordlige ende til 17 kilometer i den sydlige. Mod nord er den omkranset af bjerge, mens de flader helt ud mod sydenden, der ligger på Posletten. Tre regioner deles om søen. Den vestlige side hører til Lombardiet, den nordlige til Trentino, mens den østlige, som nævnt, hører til i Veneto. Den største by ved søen er Desenzano (cirka 30.000 indbyggere), der ligger i det sydvestlige hjørne.

Udsigt over Gardasøen fra Monte Baldo, Macesine, Italien.
Udsigt mod syd og vest fra toppen af Monte Baldo-bjergkæden. Gardasøens sydende forsvinder i disen.

FAKTA MALCESINE
Malcesine, der ligger, hvor Monte Baldo dypper sine fødder i Gardasøen, er en idyllisk lille by med kun 4.000 indbyggere. Her er et besøg på den mere end 1.000 år gamle Castello Scaligero – Scaligero-borgen – også spændende. Især hvis snakken går om de drabelige slag, der blev udkæmpet herfra om herredømmet over den vigtige Gardasø. Billetten giver også adgang til et lille museum, der blandt andet fortæller om de planter og dyr, som findes på Monte Baldo.
Det er muligt at købe en dobbeltbillet, der både indeholder svævebane og borg, så man sparer lidt penge.

Tårnet på Castello Scaligero, Malcesine, Veneto, Italien.
Castello Scaligeros tårn er Malcesines ældste vartegn.

LINKS
Funivia Malcesine Monte Baldo
Udsigt med indtryk – et indlæg på stedkender om Gardasøen
VisitMalcesine
VisitGarda
Venetos Museumsportal
Den Italienske Stats Turistbureau

© Bitten Holmsgaard 2017

Livet og døden på museum

TYSKLAND I BØRNEHØJDE – Det er rigtige, døde mennesker, bliver min hjerne ved med at gentage, mens jeg kigger på skeletter, indvolde og menneskekroppe med huden skrællet af. Jeg ved, at alle kroppene er blevet doneret, så de efter døden kan træde i videnskabens tjeneste, men jeg kan alligevel ikke overbevise mig selv om, at alt, hvad jeg ser her på Menschen Museum på Alexander Platz i Berlin, virkelig har været en del af et levende menneske. Det ligner jo bare plastik eller andre materialer.

Alligevel har jeg sådan en mærkelig snurrende fornemmelse i tæerne og fingerspidserne, mens jeg går rundt i museet. Sådan en fornemmelse, jeg får, når kroppen føler noget er farligt, mens hjernen ved, at det er noget pjat.

Halvtotal af "Hækkeløberen" på Menschen Museum, Berlin, Tyskland.
“Hækkeløberen” viser samspillet mellem ydre og indre muskler. Muskler konverterer energi til bevægelse. De fungere ved, at deres fibre trækker sig sammen og bliver kortere.

”Hvad er det?” Spørger den seks-årige, hver gang vi kommer til en ny montre. Her er det levere – en sund, en fedtlever og en skrumpelever. Hun ville hellere være blevet på legepladsen og var irriteret over at skulle herind. Nu suger hun begærligt viden om menneskekroppen til sig.

Noget, der ligner et skelet viklet ind i rødt garn, viser sig at være alle menneskets blodårer. Vi kigger på den store pulsåre i låret og snakker om, at hvis der går hul på den, gælder det om at stoppe blodstrømmen straks med en finger eller en sten, ellers dør man meget hurtigt.

Plastinat med blodårer, Menschen Museum, Berlin, Tyskland.
Der er fem liter blod i kroppen, der skal nå hele kroppen rundt hvert minut. For at komme ud i de fjerneste afkroge løber blodet i et fint forgrenet netværk af blodbaner. Blodbanerne fungerer som transportbånd for ilt og næring.
Nærbillede af hovedets blodårer på plastinat i Menschen Museum, Berlin, Tyskland.
Vækst, bevægelse og vedligeholdelse er alt sammen noget, der kræver energi. Det tilfører blodet. Samtidig leder blodbanerne affaldsstoffer væk. Derfor er alle organer i kroppen afhængige af blod.

”Det må være en dame, for hun har bryster,” konkluderer den seksårige, mens vi kigger på ”Englen.” En menneskekrop, der er udstillet sådan, at rygmusklerne stikker ud som vinger, og der er indkik til lunger, aorta – hovedpulsåren –  og nyrer bagfra, mens musklerne på forsiden sidder, som sådan nogle plejer at gøre.

Plastinatet "Englen" i Menschen Museum, Berlin, Tyskland.
“Englen.”

Vi får nye indsigter på udstillingen, der også forsøger at sætte menneskelivet i perspektiv i såvel tekst som installationer. Et hit for både den seksårige, teenageren og mig er området for afstressning, hvor vi skiftes til at synke ned i en af de rødpolstrede cirkelrunde hulestole, mens vi kigger på væggen, hvor en bølgende mælkebøttemark i frø bliver vist i slow motion.

Plastinat af det menneskelige fordøjelsessystem, Menschen Museum, Berlin, Tyskland.
Fra mund til ende. Vores fordøjelsessystemet er cirka 8 meter langt.

Vi lever alle i kroppens hylster, og Menschen Museum gør igen og igen opmærksom på, at kroppen skal skattes og behandles med omsorg. Den skal bruges på alle leder og kanter men ikke misbruges. Den er et mirakel, som vi skal være taknemmelige for og som til sidst dør.

Måske er det denne sidste erkendelse, der vækker min krops midaldrende forsvarssystem. Her er livet og døden i den grad kommet på museum. Børnene labber bare nysgerrigt al den nye lærdom i sig og synes ganske upåvirkede af alle de døde. At besøge verdens første menneskemuseum er absolut ikke kedeligere end at være på  legeplads!

Plastinat i Menschen Museum, Berlin, Tyskland.
“Tådanseren” i Menschen Museum.

FAKTA
Menschen Museum, MEMU, er skabt af Dr. Gunther von Hagens og åbnede på Alexander Platz i Berlin i 2015.
Inden da havde hans udstilling Körperwelten/Body Worlds turneret verden rundt i 20 år og haft besøg af mere end 40 millioner mennesker.
Dr. Gunther von Hagens har selv udviklet den teknik, plastinering, der gør det muligt at konservere og udstille menneskekroppe og -organer. Plastinering er en længere proces. Først pumpes formalin ind i arterierne i den døde krop. Det dræber bakterier og stopper forrådnelse. Derefter uddrives kropsvæsker og -fedt i et acetonebad. Det centrale punkt i plastineringen sker, når kroppen eller kropsdelen derefter bliver lagt i en kunststofopløsning, der via undertryk erstatter acetonen med kunststoffet helt ud i hver enkelt celle. Kunststoffet kan for eksempel være silikone. Nu bliver kroppen sat i den rigtige position ved hjælp af tråde, nåle, hæfteklammer og skumblokke. Til sidst skal den hærdes. Afhængigt af materiale sker det ved hjælp af gas, lys eller varme. Plastificeringsteknikken bevarer kroppen intakt og uforgængelig men ganske hård og helt lugtfri. En hel krop kræver cirka 1.500 arbejdstimer og tager cirka et år at færdiggøre.
Kroppene er doneret gennem et specielt donorprogram, som Dr. Gunther von Hagens og Institut for Plastination skabte i 1983.

LINKS
Menschen Museum

© Bitten Holmsgaard 2017

Besøg i en bog

SVERIGE I BØRNEHØJDE – Jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste, som engang imellem drømmer om at hoppe ind i en bog og blive en person i dens univers. Jeg ville måske ikke lige have valgt at blive en del af Alfons Åbergs verden, men det er her jeg er havnet –  mere præcist i Alfons Åbergs Kulturhus i Göteborg.

Alfons Åbergs Kulturhus i Göteborg
Alfons Åbergs Kulturhus er indrettet i Trädgårdsföreningens fine gamle frøhandel.

”Alfonse, Alfonse, Alfonseee.” To-årige Marguerite har dækket op til Alfons Åberg og tre andre dukker i Alfons Åbergs køkken, og nu er det spisetid.

Alfons Åbergs Kulturhus er et rigtigt eventyrhus, der straks suger børnene ind i sin fantasiverden og inviterer dem i gang med legen. Det er virkeligt som at være på besøg i Alfons verden, som vi kender den fra bøger og tegnefilm. Her er gedigen hygge med en rolig atmosfære.

Køkkenet i Alfons Åbergs Kulturhus i Göteborg.
Alfons Åbergs køkken inviterer til hygge og leg.

Oppe ad trappen finder vi blandt andet Alfons’ fars værksted, hvor vi må hamre lige så meget, som vi har lyst til. Mens børnene er optagede af leg, slapper jeg af under et tæppe i den lilla plyssofa.

Herinde i det fine gamle træhus er der også blevet plads til den store by, vi kender fra Alfons’ univers, med købmand, telefonboks og biograf, der selvfølgelig viser Alfons-film. I højhusene er der klatretårn med rutsjebane.

Klaretårn udformet som en storby i Alfons Åbergs Kulturhus i Göteborg.
Klatretårnet er populært.

Seksårige Anemone vender igen og igen tilbage til klatretræet, hvor hun afprøver nye tricks. Sådan flyver fire timer afsted.

Snip, snap, snude. Nu er den historie ude, og vi trækker overtøj og sko på og hopper ud i Göteborgs virkelighed igen.

 

FAKTA
Alfons Åbergs Kulturhus ligger centralt i Göteborg, på Slussgatan 1, skråt over for Centralstationen.
Der er åben er åbent hver dag 10-16. Der kan dog være lukket i forbindelse med jul og andre helligdage.
Hver dag er der forestillinger/underholdning i husets lille teater
Det er et hit for børn mellem 1 og 7 år. Vi har haft vores 10-årige niece med som hyggede sig men syntes, hun var lidt for stor.
Der er også toiletter i børnestørrelse og selvfølgelig puslepladser.
Det er muligt at leje lås til klap/barnevogn.
Vi sejlede med Stena Line fra Frederikshavn til Göteborg og retur med hhv. Stena Danica og Stena Jutlandica, der begge har legerum. Med det – i kombination med et par bøger og lidt tegnegrej – var den to- og seksårige rigtigt godt underholdt på den 3,5 timer lange overfart.

Palmehuset i Göteborg.
Der er frodigt og lunt i det smukke Palmehus i Trädgårdsföreningens park.

TIPS
Kombiner gerne Alfons Åbergs Kulturhus med et besøg i Palmehuset og på den fine legeplads i Trädgårdsföreningens park lige ved siden af – begge dele er gratis.
Den seks-årige havde løbehjul med, hvilket var et hit på gåturene rundt i Göteborg.

Legepladsen i Trädgårdsföreningen i Göteborg.
Legepladsen i Trädgårdsföreningens park er moderne og veludstyret.

LINKS
Alfons Åbergs Kulturhus
Göteborg
Legepladser i Göteborg
Stena Line

© Bitten Holmsgaard 2017

Neglebidende skovtur

ITALIEN I BØRNEHØJDE – Pinjetræer, buksbom, hortensiaer, palmer og en mangfoldighed af andre buske, slyngplanter og træer, jeg ikke kender, danner en vild frodighed af grønt, grønt, grønt!

Vi spadserer ad smalle stier med vægge af grønne hække og de høje træers kroner som loft – det er som at gå rundt i et netværk af levende grønne tunneller.

Pistoia Zoo, Toscana, Italien

Mange af burene og indhegningerne er næsten gemt væk i alt det grønne. Men ad en bredere vej når vi frem til et åbent område. Og der i vandbassinet bader to flodheste. Bag dem tårner girafferne sig op. Selvom det hele minder om en skov eller en meget træfyldt botanisk have, så nyder vi skyggen i Giardino Zoologico di Pistoia – Pistoias Zoologiske Have.

Giardino Zoologico di Pistoia, Toscana, Italien.

Og her er det tilladt at fodre både giraffer og elefanter. Foderet kan trækkes for 20 cent i små automater. Giraffen er helt pjattet med de små piller, som en lille pige rækker til den på sin flade hånd. Da den har spist op, og pigen trækker hånden til sig, søger den efter flere lækkerier med sin lange, blå tunge. Ja, blå!

Længere inde i haven bor tre jaguarer. Her sidst på eftermiddagen er de vågnet fra middagsluren. En af dem ligger og kigger lidt adspredt på os bare en meter borte. Mon den spekulerer på, hvordan menneskekød smager? Ser vi lækre ud? Lugter vi delikat? Vi er kun adskilt fra dens livsfarlige tænder og kløer af en tynd glasplade. Den tester – heldigvis – ikke rudens holdbarhed!

Pludselig vender den sig en halv omgang, lægger sig ned og begynder at bide negle – eller rettere kløer. Det er nogle ordentlige søm, den har, så da vi går videre efter 10 minutters tid, er den stadig dybt koncentreret i gang med venstre pote.

Giardino Zoologico di Pistoia, Toscana, Italien.

Selvom lugten er skarp, og jeg får lettere hjertebanken og gåsehud, træder jeg alligevel over tærsklen til reptilhuset. Som et andet Pantheon er det cirkelformet med et rundt ovenlysvindue som kronen på værket.

Her kan de dumdristige stikke fingrene ned til krokodillerne, og hvis de er heldige, nøjes med at få bidt negle! Zoo advarer dog med et skilt, hvor der står “Gli animali mordono” – dyrene bider.

Giardino Zoologico di Pistoia, Toscana, Italien

Jeg er overbevist om, at det aldrig var gået i Danmark. Men synes samtidig, at det øger spændingen – og viser en stor tillid til folks fornuft. Også til de teenagedrenge, som netop er på vej ind.Vi zigzagger videre i havens labyrint – godt hjulpet af det kort, vi fik udleveret ved indgangen.

Nedenfor bjørneindhegningen ligger en sø med pelikaner, der brummer og gæs, der vasker sig – på bredden kurrer duerne. De må være tenorerne til pelikanernes bas – og som alter og sopraner i fuglekoret lyder utallige sangfugle. Vi kan også ane bruset fra et lille vandfald endnu inden, vi når frem til det. Luften er friskere og køligere her i vandets nærhed.

En chihuahua tripper forbi med sin ejer. Jeg når lige at tænke, om den mon er en delikatesse for bjørne, inden en distræt dyrepasser slæber to hvide spande frem til hegnet. “Orso femmina” – hunbjørn –  står der på den ene. Og jeg bemærker – lidt skuffet – at den er fyldt med frugt og hvidt brød. Hunbjørnen er absolut ikke skuffet. Hun skynder sig frem til godbidderne, efterhånden som dyrepasseren smider dem ind over hegnet.

Giardino Zoologico di Pistoia, Toscana, Italien

Alligevel synes jeg, det er lidt tandløst – med tanke på gruopvækkende historier om campister og natlige bjørnebesøg.

Vores besøg i Giardino Zoologico di Pistoia er som helhed absolut med bid i. For jaguaren er det ligefrem en neglebidende skovtur – for os er den lærerig, overraskende og med den rette fantasi næsten uhyggelig.

Zoo Pistoia, Toscana, Italien.

FAKTA
Pistoia ligger mellem Firenze og Lucca i Toscana, Italien.
Giardino Zoologico di Pistoia ligger to kilometer vest for Pistoia.
Man skal selv køre eller tage taxa dertil.
Det er en stor Zoo, hvor der blandt andet også er tigre, løver, aber, fugle, kænguruer, kælezoo, legepladser, cafe og restaurant.
Der er ikke et koldt område med dyr fra Arktis.
Nogle bure er små og gammeldags – men de er i gang med at modernisere og forbedre dyrenes forhold.

LINKS
Giardino Zoologico di Pistoia
Pistoias turistkontor

© Bitten Holmsgaard 2013