Manchester Northern Quarter de mange små glæders kvarter

Manchester – de mange små glæders kvarter

ENGLAND – Jeg har på få skridt overskredet en usynlig grænse. Verden bliver mere mangfoldig, farvestrålende og spændende i samme øjeblik, jeg drejer fra Piccadilly ned ad Oldham Street til Manchesters Northern Quarter. Her skridter en nydelig dame med laksko og forretningslook målrettet forbi nogle piger med bevidste huller i tøjet, piercinger og sjove hårfarver. Enkelte punkere med hanekam og nitter sender tankerne tilbage til 1980’erne. En forretning reklamerer med ”1 kilo for 15 £” underforstået et kilo brugt tøj. ”Vintage” står der på skiltet, en smart måde at få genbrug til at lyde eksklusivt på.

Vintage eller genbrug?

Lidt længere henne ad gaden suger Afflecks mig ind i sit vilde univers af tøj, sko, ting og sager med farvestrålende mønstre, vovede snit og personligt design. Jeg tripper tøvende op ad den dunkle trappe og drejer til venstre ind i en butik, hvor jeg straks forelsker mig i nogle 1950’er inspirerede kjoler med figursnit foroven og masser af vidde forneden, lige til at snurre rundt i. Butikken glider umærkeligt over i en ny butik med mere nutidige caps, T-shirts og solbriller. Jeg virvler hurtigt videre til højre gennem en døråbning og befinder mig foran en forretning, hvor korsager og kavalergange kæmper om min opmærksomhed, men det er kjolernes og nederdelenes kunstneriske vandfalds-læg, jeg standser op og beundrer. Overstimuleret drejer jeg til venstre, hvor en en ny trappe leder til endnu uopdagede eventyrligheder. Herinde blander fortid og nutid, kitsch og kult sig med utallige fantasifulde udtryk til følge.

Manchester Northern Quarter de mange små glæders kvarter
Afflecks – et sansebombardement af en markedsplads.

Nede på gaden igen har jeg fuldstændig mistet min ellers upåklagelige retningssans. Afflecks er en lokkende labyrint i fem etager, hvor selv Lady Gaga kan bruge to timer på original shopping.

Jeg har god tid og fortsætter gennem kvarteret, mens jeg ustandseligt glæder mig over de mange smukke og finurlige detaljer, som Northern Quarter er fuld af. Mange huse sprudler af beboernes kreative overskud. De slidte og beskidte facader har fået nyt liv med nye formål.

Skobutik, Northern Quarter, Manchester, England.
Flot murmaleri og reklame på samme tid.

Solen har slået et enkelt hul i skydækket og valgt at drapere sit bløde skin over en elegant bygning, der selv byder velkommen med en duft af karry, kål og linser, idet jeg trækker døren op. Manchester Craft and Design Centre er endnu et eksempel på genbrug – eller her er der vist tale om vintage, da indholdet er ganske eksklusivt. I den mere end 100 år gamle markedshal, der oprindeligt blev opført til fiske- og fjerkræmarkedet, faldbydes i dag unikadesign i en række bittesmå butikker. Bygningens ovenlysvinduer og lette linjer giver en illusion af evigt solskin.

Manchester Craft and Design Centre, Northern Quarter, England.
Smukke victorianske Manchester Craft and Design Centre.

”Det her er min gode side,” smiler en ældre mand, som er kommet i skudlinien af mit kamera. Jeg falder let i snak med ham og hans kone. Hun fortæller, at hun netop har genfundet et foto af sin mor fra 1940’erne. Billedet har aktiveret hukommelsen, og hun husker levende, hvor nøjsomt familien levede her i dette kvarter. Der er sket meget godt siden dengang.

I udstillingsskabet foran en af Craft and Design Centrets butikker, bemærker jeg et broderet skilt ”enjoy the little things” – glæd dig over de små ting – flankeret af de sødeste hæklede babyfutsko.

Northern Quarter viser, hvordan mange små tiltag tilsammen kan give et sted en helt skarp identitet, selvom de har hvert sit udtryk. Den gensidige inspiration gennemsyrer gaderne og virker opløftende.

Selvom Manchesters centrum er forholdsvis lille sammenlignet med København eller London, består byen af nogle meget distinkte kvarterer, der alle har hver sin stemning. I byens Medieval Quarter ligger den imponerende gotiske katedral side om side med charmerende bindingsværks-pubs. Spinningfiels excellerer i eksklusive modeforretninger og trendy restauranter, Civic Quarter er magtens centrum med majestætisk rådhus og rundt bibliotek. Chinatown dufter ligefrem af forårsruller, soya og stegte nudler. I Central Retail District finder man alle kædeforretningerne fra Lush til Primark og Debenhams. Og The Gay Village hylder homoseksualitet og alverdens andre minoriteter med regnbueflag og kulørte lamper.

Northern Quarter, Manchester, England.
Solsikkerne lyser op på en efterårsdag i Northern Quarter.

Jeg føler mig ubetinget mest hjemme i Northern Quarter. Her bliver jeg ansporet til selv at gøre noget. Lade kreativiteten og iværksætterånden flyde. Påvirke mit eget nabolag, så det også bliver mere inciterende og levende at bo i og besøge. Northern Quarter er Manchesters gode side – det er ikke uden ar og mærker fra tidens tand men viser at genbrug i de rette hænder kan forvandles til vintage.

 

Afflecks, Northern Quarter, Manchester, England.
En del af Afflecks facade prydes af et galvaniseret ståltræ udført af grovsmeden, David Hyde. Roden symboliserer, at Afflecks Palace blev grundlagt i 1981, og træets vækst viser, hvordan stedet har udviklet sig gennem årene.

FAKTA AFFLECKS

Oprindeligt “Affleck and Brown” – en gardinforretning, der opstod i 1860’erne og voksede til at dække en hel blok langs Oldham Street, Church Street og Tib Street. Senere husede bygningen flere stormagasiner, inden det fra 1981 til 2008 blev til det ikoniske og trendy ”Affleck’s Palace.”

I begyndelsen af 1990’erne blev det favoritsindkøbssted for medlemmerne af alle de Manchester-bands, der var en del af ”Madchester – summer of love.” Blandt andet Happy Mondays, The Stone Roses og Inspiral Carpets.

I 2008 genåbnede stedet som Afflecks, og i dag er der mere end 60 uafhængige butikker og caféer i denne alternative markedsplads, der kalder sig ”Emporium of Eclecticism.”

Manchester Northern Quarter de mange små glæders kvarter
Butikken “Strawberri Peach” giver den gas med feminitet i Afflecks.

FAKTA MANCHESTER CRAFT AND DESIGN CENTRE

Bygningen er fra 1873 og blev opført til byens fiske- og fjerkræmarked. Det lukkede i 1973.

I 1982 flyttede kooperativet Manchester Craft Village ind i bygningen.

I dag rummer stedet en række uafhængige kreative iværksættere. Ideen er, at de gennem samarbejde og fælles passion, gensidigt profiterer af hinanden.

Manchester Craft and Design Centres opgave er at fremme og promovere borgernes adgang til og forståelse af moderne billedkunst, kunsthåndværk og design.

Manchester Craft and Design Centre, Northern Quarter, England.
En af de oprindelige fiske- og fjerkræboder byder i dag på smykkedesign i Manchester Craft and Design Centre.

FAKTA MANCHESTER

Manchester er centrum i Greater Manchester – det største by-område i Nordengland og det næststørste i hele Storbritannien. Der bor cirka 2,55 millioner i Greater Manchester, mens selve Manchester har cirka 530.000 indbyggere.

Byen blev grundlagt af romerne i år 79, mens indvandrede flamske vævere grundlagde byens tekstilindustri allerede i 1300-tallet. Manchester er kendt som verdens første industriby. Tekstilindustrien boomede i 1800-tallet, hvor byen blev centrum for især bomuldsspinderier.

I slutningen af 1800-tallet blev den 58 km. lange Manchester Ship Canal etableret til dels ved at kanalisere de to floder Irwell og Mersey. Nu kunne de store oceandampere sejle helt ind til den nye Port of Manchester.

En del af byen blev ødelagt af tyske bomber under 2. Verdenskrig. Industriæraen sluttede i sidste halvdel af 1900-tallet, mens havnen lukkede i 1982.

Siden 2000 har Manchester været igennem en kolossal byudvikling, hvor hele bydele er blevet revet ned eller byfornyet. En  skov af kraner sætter stadig deres præg på såvel centrum som forstæder.

Manchester ligger på østbredden af floden Irwell cirka 260 km. nordvest for London, 56 km. nordøst for Liverpool og 56 km. nordvest for Sheffield.

Manchester Northern Quarter de mange små glæders kvarter
Det er ikke tilfældigt, at udsmykningen på denne butik i Tib Street er fine frøer. I gamle dage var Tib Street nemlig kendt som dyrehandlergaden, hvor børnene kunne lære naturhistorie ved at se på levende dyr som fugle, hunde og kaniner, der var udstillet både udenfor og inde i butikkerne.

LINKS

VisitManchester
Afflecks
Manchester Craft and Design Centre
VisitBritain
En artikel på stedkender med tips til gode hænge-ud-steder i Manchester
En artikel på stedkender om mosaik-gadekunst i Manchester
En artikel på stedkender om en tur på Old Trafford i Manchester
En artikel på stedkender om et andet kreativt kvarter i England

© Bitten Holmsgaard 2017

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.