Det hemmelige skatkammer

DANMARK ANBEFALING – Den berømte bisp Stygge Krumpen residerede her. Det samme gjorde Ingeborg Skeel. Hun satte sit umiskendelige præg på facaden ved at lade den smukke østfløj i rødsten opføre. Som kronen på hendes værk står den imposante sandstensportal, der er en gave fra kong Frederik II. Midt mellem markerne her i det blide østlige Vendsyssel toner Danmarks smukkeste renæssanceslot, Voergaard, overraskende frem.

Det gyldne lædertapet i Guldsalen, Voergaard Slot, Vendsyssel, Danmark.
Udsnit af det gyldne lædertapet, der har givet navn til guldsalen på Voergaard Slot. Tapetet er fra 1750 og lavet af vildsvineskind, der er nedlagt på slottets jord.

Allerede i guldsalen mærker jeg en kildren i maven og min nysgerrighed bliver vakt, for mellem de andre malerier hænger værker af Rubens, Raphaël og Goya. I den tilstødende musiksalon troner Napoleons ur, og hans private tallerkener hænger i vinduesnichen. Fra loftet i den rosa salon stråler en antik venetiansk lysekrone, der er håndlavet på øen Murano – verdensberømt for glaskunst af ypperste kvalitet.

Udsnit af guldsalen, Voergaard Slot, Vendsyssel, Danmark.
Til venstre for kaminen i guldsalen hænger øverst Goyas “Den Gale.” Nedenunder Rubens “Marie de Medici.” Over glasskabet et dobbeltportræt af Raphaël – kvinden er hans elskerinde La Fonarina.

Den ejer, som har sørget for, at Voergaard Slot den dag i dag er et uvurderligt kunstnerisk skatkammer, er grev Ejnar Oberbech-Clausen. Han voksede op på Fyn som søn af en skovfoged ved Juelsberg gods. Han elskede alt fransk og lærte sproget i skolen, inden han tog til Frankrig, hvor han han blev ansat hos grev Chenu-Lafitte nær Bordeaux.

Portræt af Oberbech-Clausen, Voergaard Slot, Vendsyssel, Danmark.
Portrættet af Ejnar Oberbech-Clausen som 23-årig hænger i den rosa salon på Voergaard Slot.

Da greven døde, giftede Oberbech-Clausen sig med hans rige enke, grevinde Henriette, som han var gift med i 31 år. Da hun døde i 1941, arvede han alle hendes besiddelser og rigdomme. I mellemtiden var det lykkes ham at blive udnævnt til romersk rigsgreve af pave Benedict XV. Han havde altid drømt om at eje et dansk slot, så i 1955 købte han Voergaard Slot ved Sæby og fyldte derefter adskillige togvogne med sin kunstsamling, antikke møbler og porcelæn, der blev kørt hertil fra Frankrig

Malteserkapellet, Voergaard Slot, Vendsyssel, Danmark.
Over altret i malteserkapellet på Voergaard Slot hænger en af de tre gobeliner, som pave Pius IX forærede til general Péan – grevinde Henriettes onkel. Dette kirkerum blev opført i 1957, da grev Oberbech-Clausen blev udnævnt til Malteserridder.

Rundt på slottet finder jeg også tre gobeliner fra Vatikanet, som Oberbech-Clausens hustru, grevinde Henriettes, onkel general Péan fik foræret af pave Pius IX. Og i Ingeborg Skeels gamle kontor ligger under glas den sidste franske konge, Louis XVI, og hans dronning, Marie Antoniettes, afskedsbreve, som de skrev, inden de mistede hovederne i guillotinen.

Antik kinesisk røgelsesovn, Voergaard Slot, Vendsyssel, Danmark.
I spisesalen står denne kinesiske røgelsesovn. Den er mere end 1000 år gammel, og det gør den til en af de ældste kinesiske kunstgenstande i Europa.

Hvor end jeg vender mig på dette slot, er der uvurderlige antikviteter. Jeg undrer mig – og er også en smule flov – over, at jeg slet ikke har vidst, at der bag disse mure gemmer sig et hemmeligt skatkammer, hvor hver eneste ting har sin egen fantastiske historie. Den mest eventyrlige af dem alle er vist alligevel Ejnar Oberbech-Clausens egen.

Sandstensportalen, Voergaard Slot, Vendsyssel, Danmark.
Frederik IIs sandstensportal pryder østfløjen på Voergaard Slot, men den var oprindeligt tiltænkt Frederiksborg Slot.

FAKTA
Ejnar Oberbech-Clausen døde i 1963, 80 år gammel. Han havde ingen børn, så han oprettede ”Den Grevelige Oberbech Clausen Péanske Familiefond,” der skulle sikre bevarelsen af Voergaard Slot og dets store samling af inventar for eftertiden.
Voergaard Slot rummer – i kraft af grev Oberbech-Clausen – Danmarks største private kunstsamling.
Jeg anbefaler at besøge slottet i uge 29, hvor der er Middelalderdage. Her er der ægte middelalderstemning med mange udendørs boder, ridderturnering, gøgl m.m. Blandt andre Stygge Krumpen bliver vakt til live og går rundt og ser til, at alt foregår i god ro og orden.
Voergaard Slot ligger kun to kilometer fra afkørsel 14 på motorvej E45 syd for Sæby.
I forhold til andre nordjyske museer er Voergaard Slot en overset perle med 20.000 gæster i 2016, der var rekordår.
Kilde: Verner Krogh, guide, Voergaard Slot.
Læs mere om slottets historie i bogen ”Voergård gennem 500 år” af Hans Gregersen.

Middelalderdage, Voergaard Slot, uge 29, Vendsyssel, Danmark.
Til Middelalderdage på Voergaard Slot i uge 29 bliver historien vakt til live.

LINKS
Voergaard Slot
Middelalderdage på Voergaard Slot
Toppen af Danmark om Sæby og omegn
VisitNordjylland

© Bitten Holmsgaard 2017

Kunstnerisk opdagelsesrejse

DANMARK ANBEFALING – Vindens susen i trækronerne lyder som Vesterhavets brusen en god kilometer herfra. Blokhus Klitplantage indbyder til en rask gåtur, og siden juni 2016 byder skoven også på en række kunstværker.

Kunstruten er afmærket med hvidmalede pinde, der er stukket ned i skovbunden, men visse steder er de helt væk, så jeg må lede efter flere af de otte værker. Med åbne øjne og sanser begiver jeg mig på en kunstnerisk opdagelsesrejse, der fører mig bort fra stierne og ud i det fjedrende grønne mos til store oplevelser med tankevækkende landskabskunst.

Mogens Otto Nielsens værk "Skibet i Hune Kirke," der hænger imellem trætoppene i Blokhus Klitplantage.
Skibet i Hune Kirke af Mogens Otto Nielsen. Dette værk hænger højt oppe mellem granernes toppe. Det er inspireret af historien bag kirkeskibet “København”, der hænger i den nærliggende Hune Kirke. For cirka 100 år siden gik Skoleskibet København ned – alle ombordværende omkom i Atlanterhavet. En af matroserne var fra Blokhus.

 

Will Beckers værk "Duality" i Blokhus Klitplantage.
Duality af Will Beckers. Det levende opspændte træ til venstre spejler de døde fragmenter af træ til højre. Livet spejler død og kunstighed. Kan også ses som manipuleret natur og en protest mod menneskets manipulation af naturen.

Fragment af Wil Beckers værk "Duality" i Blokhus Klitplantage.

 

Del af Wil Beckers værk "Duality" i Blokhus Klitplantage.

 

Del af Ann Mai Røge og Niels Edvard Nørgaard Sørensens værk "Picnic" i Blokhus Klitplantage.
Picnic af Ann Mai Røge og Niels Edvard Nørgaard Sørensen. De rustne, runde metalplader fremhæver det hav af græs og mos, der ligger som et tæppe i skovbunden. Den skovbund, der holder sandet fra at fyge og gør landskabet beboeligt. Pladerne giver fast grund under fødderne.

Del af Ann Mai Røge og Niels Edvard Nørgaard Sørensens værk "picnic" i Blokhus Klitplantage.

 

Musikalsk Legeplads af Søren Brynjolf. Den fine legeplads, der i forvejen findes i Gateway Blokhus – indgangen til Blokhus Klitplantage – er blevet beriget med kunstneriske musikinstrumenter, som alle må spille på og lege med.

Udsnit af Søren Brynjolfs værk "Musikalsk Legeplads" i Blokhus Klitplantage.

 

Marianne Jørgensens værk "ELSK" i Blokhus Klitplantage.
ELSK af Marianne Jørgensen. Ordet “ELSK” er brugt skulpturelt til at lave en slags graffiti i det offentlige rum.

Det er fantastisk at have muligheden for at opleve moderne kunst på en gåtur i naturen. Jeg må røre ved værkerne, træde på dem eller spille musik på dem. Naturen beriger kunsten og kunsten beriger naturen.

Blokhus Klitplantage.

FAKTA
Blokhus Klitplantage ligger ved den kendte badeby, Blokhus, i Jammerbugten – cirka 35 kilometer nordvest for Aalborg.
I forbindelse med land art-festivalen LAND-SHAPE i juni 2016 skabte danske og internationale kunstnere en række landskabs-kunstværker specielt til Blokhus Klitplantage. Otte af værkerne kan stadig ses på kunstruten i plantagen.
Det specielle ved land art – landskabskunst – er, at værkerne kun findes i en begrænset periode. De bliver, lidt efter lidt, nedbrudt eller opslugt af naturen.
På turistbureauet, VisitJammerbugten, i Blokhus kan man få en brochure med kort over kunstruten.
Kilde: Program fra LAND-SHAPE Festival 2016.

LINKS
Land-Shape kunstruten – der er kun otte værker tilbage
Land-shapes hjemmeside
Will Beckers hjemmeside
Mogens Otto Nielsens hjemmeside
Side med info om Ann Mai Røge
Søren Brynjolfs hjemmeside

© Bitten Holmsgaard 2017