Kirsten Kjærs Museum Tre store personligheder og ét eventyrligt museum

Tre store personligheder og ét eventyrligt museum

DANMARK ANBEFALING – Det burde slet ikke kunne lade sig gøre. Et privat museum dedikeret til en ikke særlig kendt kunstmaler. Beliggende stort set så langt ude på landet, du kan komme i Danmark.

 

Men det eksisterer stadig 37 år efter, to mænd på egen hånd gjorde deres fælles drøm til virkelighed.

 

På en svedende varm sommerdag åbenbarer Kirsten Kjærs Museum sig som et eventyrligt, forvokset havehus midt i et landskab af grøn frodighed.

 

Indenfor sprudler Kirsten Kjærs (1893-1985) portrætmalerier også af varme og eventyr. Jeg synes, der er en vildskab i dem, der afslører modellernes personlighed, så jeg får følelsen af at intimidere de portrætterede ved at betragte malerierne.

 

Kirsten Kjærs Museum tre store personligheder og ét eventyrligt museum
Selvportræt malet af Kirsten Kjær

 

Kirsten Kjær blev født og voksede op tæt, hvor museet ligger i dag. Men selvom hun kom fra beskedne kår, var hun lidt af en rebel, som ville ud og opleve noget mere.

 

I løbet af sit voksenliv boede hun både i København og Aarhus og rejste i hele verden. Før hun begyndte at male som 32-årig, prøvede hun kræfter med skuespillet. Men da hun først fik gang i pensler og staffeli, var der ingen tvivl om, hvor hun skulle lægge sin energi.

 

Hun tilbragte blandt andet nogle år i Amerika med sin mand, Frode Nielsen, som var uddannet kunstmaler. Her fik hun succes med sine malerier men returnerede til Danmark uden ægtemanden. Forfatteren Karin Michaelis skrev efterfølgende nøgleromanen “Hjetets Vagabond” om Kirsten Kjærs ret vilde liv i Amerika. Den faldt ikke i malerindens smag, da hun følte sig udleveret.

 

I 1930’erne blev hun en del af Københavns kunstneriske elite. Hun var farverig og ønskede ikke at tilpasse sig tidens kvinderolle. I den periode malede hun mange berømte personligheder som for eksempel Thorvald Stauning.

 

På hendes 50 års fødselsdag i 1943 stiftede hendes venner foreningen Kirsten Kjærs Venner, hvis formål var at betalte hendes husleje i København, så hun altid havde et sted at vende tilbage til, når hun kom hjem fra sine utallige rejser.

 

Kirsten Kjærs “papnevø” Harald Fuglsang voksede også op i dette smukke og vindblæste område. Han mødte dog sin livsledsager – nu afdøde – John Anderson i London i 1966. De var begge læger og rejste sammen til blandt andet Afrika, hvor de boede og arbejdede i 15 år.

 

Portræt af Harald Fuglsang, Kirsten Kjærs Museum, Langvad, Thy, Danmark.
Portræt af Harald Fuglsang malet af Kirsten Kjær i 1969

 

Efterfølgende rykkede de nordpå til Harald Fuglsangs og Kirsten Kjærs fødeegn, hvor de bosatte de sig i Langvad, få kilometer syd for Frøstrup, der hvor Thy glider over i Han Herred og vadefugle flokkes ved Limfjordens Vejler. Her kom Kirsten Kjær på besøg hos de to kunst- og musikinteresserede slægtninge og tilbragte sine sidste somre.

 

Da hun ikke vidste, hvor hun skulle gøre ad sine malerier, stiftede de i 1980 en fond, som Kirsten Kjær skænkede sine værker – 180 malerier og 100 tegninger.

 

Året efter grundlagde Harald Fuglsang og John Anderson sammen Kirsten Kjærs Museum i naboejendommen til deres eget hus for at have et sted at udstille fondens værker. Siden har museet været omdrejningspunktet i begges liv.

 

Portræt af John Anderson, Kirsten Kjærs Museum, Langvad, Thy, Danmark.
Portræt af John Anderson malet af Kirsten Kjær i Liberia i 1968. Hun skulle kun have været i det afrikanske land i tre måneder men endte med at opholde sig der i et helt år.

 

Museet er udvidet ad flere omgange, så det nu fremstår som lidt af en indbydende labyrint. Samlingen af Kirsten Kjærs værker er også vokset gennem årene. I dag er museet også kunstcenter med kunstnerboliger og skiftende udstillinger samt fin koncertsal med mange klassiske koncerter på programmet.

 

Som besøgende bestemmer du selv, hvad entreen koster. På den måde skulle alle gerne have mulighed for at nyde den sprudlende kunst.

 

Kirsten Kjærs Museum er virkelig et helt særligt sted, præget af store personligheder, som det er værd at køre en omvej for at besøge.

 

Kirsten Kjærs Museum tre store personligheder og ét eventyrligt museum
Den store udstillingssal i Kirsten Kjærs Museum, hvor mange af hendes sprudlende portrætter er udstillet.

 

FAKTA

Kirsten Kjærs Museum er åbent alle dage fra april til november fra kl. 11-17. Fra november til april er der kun åbent efter forudgående aftale.

 

Det er tilladt at spise sin medbragte mad både indenfor i cafeteriet og udenfor i haven.

 

Det er også muligt at købe kaffe, te og kage på museet.

LINKS

Kirsten Kjærs Museum
VisitThy
Radio-program om Kirsten Kjærs Museum fra den2radio
Artikel på stedkender om havbådehuset i Slettestrand
Artikel på stedkender om et enestående overnatningssted i Thy
Artikel på stedkender om et andet enestående museum i Nordvestjylland
Artikel på stedkender om et andet unikt kunstmuseum i Nordjylland

 

© Bitten Holmsgaard 2018

 

2 comments

  1. Jeg vil gerne spørge, om det er muligt at skrive til Harald Fuglsang?
    Venlig hilsen
    Kirsten Stentoft

    1. Kære Kirsten

      Jeg vil tro, at hvis du skriver til Kirsten Kjærs Museum att. Harald Fuglsang, så modtager han det.

      Adressen er:
      Kirsten Kjærs Museum
      Langvadvej 64
      7741 Frøstrup

      Deres mail-adresse: info@kkmuseum.dk

      Held og lykke!

      Venligst
      Bitten

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.