DANMARK ANBEFALING – Den berømte bisp Stygge Krumpen residerede her. Det samme gjorde Ingeborg Skeel. Hun satte sit umiskendelige præg på facaden ved at lade den smukke østfløj i rødsten opføre. Som kronen på hendes værk står den imposante sandstensportal, der er en gave fra kong Frederik II. Midt mellem markerne her i det blide østlige Vendsyssel toner Danmarks smukkeste renæssanceslot, Voergaard, overraskende frem.
Allerede i guldsalen mærker jeg en kildren i maven og min nysgerrighed bliver vakt, for mellem de andre malerier hænger værker af Rubens, Raphaël og Goya. I den tilstødende musiksalon troner Napoleons ur, og hans private tallerkener hænger i vinduesnichen. Fra loftet i den rosa salon stråler en antik venetiansk lysekrone, der er håndlavet på øen Murano – verdensberømt for glaskunst af ypperste kvalitet.
Den ejer, som har sørget for, at Voergaard Slot den dag i dag er et uvurderligt kunstnerisk skatkammer, er grev Ejnar Oberbech-Clausen. Han voksede op på Fyn som søn af en skovfoged ved Juelsberg gods. Han elskede alt fransk og lærte sproget i skolen, inden han tog til Frankrig, hvor han han blev ansat hos grev Chenu-Lafitte nær Bordeaux.
Da greven døde, giftede Oberbech-Clausen sig med hans rige enke, grevinde Henriette, som han var gift med i 31 år. Da hun døde i 1941, arvede han alle hendes besiddelser og rigdomme. I mellemtiden var det lykkes ham at blive udnævnt til romersk rigsgreve af pave Benedict XV. Han havde altid drømt om at eje et dansk slot, så i 1955 købte han Voergaard Slot ved Sæby og fyldte derefter adskillige togvogne med sin kunstsamling, antikke møbler og porcelæn, der blev kørt hertil fra Frankrig
Rundt på slottet finder jeg også tre gobeliner fra Vatikanet, som Oberbech-Clausens hustru, grevinde Henriettes, onkel general Péan fik foræret af pave Pius IX. Og i Ingeborg Skeels gamle kontor ligger under glas den sidste franske konge, Louis XVI, og hans dronning, Marie Antoniettes, afskedsbreve, som de skrev, inden de mistede hovederne i guillotinen.
Hvor end jeg vender mig på dette slot, er der uvurderlige antikviteter. Jeg undrer mig – og er også en smule flov – over, at jeg slet ikke har vidst, at der bag disse mure gemmer sig et hemmeligt skatkammer, hvor hver eneste ting har sin egen fantastiske historie. Den mest eventyrlige af dem alle er vist alligevel Ejnar Oberbech-Clausens egen.
FAKTA
Ejnar Oberbech-Clausen døde i 1963, 80 år gammel. Han havde ingen børn, så han oprettede ”Den Grevelige Oberbech Clausen Péanske Familiefond,” der skulle sikre bevarelsen af Voergaard Slot og dets store samling af inventar for eftertiden.
Voergaard Slot rummer – i kraft af grev Oberbech-Clausen – Danmarks største private kunstsamling.
Jeg anbefaler at besøge slottet i uge 29, hvor der er Middelalderdage. Her er der ægte middelalderstemning med mange udendørs boder, ridderturnering, gøgl m.m. Blandt andre Stygge Krumpen bliver vakt til live og går rundt og ser til, at alt foregår i god ro og orden.
Hvert år er der også julemarked på Voergaard Slot, hvor alle sale og stuer er smukt pyntede. Det foregår i to weekender i slutningen af november og/eller begyndelsen af december.
Voergaard Slot ligger kun to kilometer fra afkørsel 14 på motorvej E45 syd for Sæby.
I forhold til andre nordjyske museer er Voergaard Slot en overset perle med 20.000 gæster i 2016, der var rekordår.
I 2018 blev Voergaard Slot udnævnt til Danmarks smukkeste herregård.
Kilde: Verner Krogh, guide, Voergaard Slot.
Læs mere om slottets historie i bogen ”Voergård gennem 500 år” af Hans Gregersen.
LINKS
Voergaard Slot
Middelalderdage på Voergaard Slot
Toppen af Danmark om Sæby
VisitNordjylland
Tv-programmet “Guld på godset” på DR TV på Voergaard Slot
Tv-indslag fra Tv2 Nord om kåringen af Voergaard Slot til Danmarks smukkeste herregård
En artikel på stedkender om et andet enestående kunstmuseum i Nordjylland
En artikel på stedkender om julemarkedet på det nærliggende Børglum Kloster
© Bitten Holmsgaard 2017