Æ Fywerhus – malerisk miniaturemuseum

Æ Fywerhus – malerisk miniaturemuseum

DANMARK ANBEFALING – Allerede inden vi ankommer, snakker vi om, hvad hulen mon “æ fywerhus” betyder. Måske flyverhuset? Eller førerhuset? Men da huset endelig dukker op umiddelbart nord for Jegindø Havn og er malet i den fineste og mest indbydende lyseblå farve, kan det selvfølgelig ikke betyde andet end ”fjordhuset,” som det ligger her et kraftfuldt stenkast fra Limfjorden.

Jeg skubber fiskenettet, der hænger for døren, til side og træder ind. Her dufter mildt af tjære. Det store træhus er ikke malet indvendigt og virker som en hyggelig, brun hule, fyldt med fremmedartede ting, der venter på at blive udforsket.

Sollyset falder smukt ind gennem vinduerne og tegner lyse kvadrater på gulvet. Motivet står så stærkt, at det minder mig om et Anna Ancher-maleri. Min absolut favorit af Skagensmalerne, netop fordi hun kunne skildre solens lys som ingen anden.

Æ Fywerhus malerisk miniaturemuseum på Jegindø

Nysgerrigt går vi i gang med at opdage den hemmelige verden, der gemmer sig herinde i halvmørket bag husets fire vægge. Vi lærer, at der findes helt utroligt mange forskelige bødenåle til at reparere fiskenet med. Og at fiskerne havde en ”træder,” som de kunne stå på, når de skulle træde pælene solidt ned i fjordens bund. Vi ser også videofilmen, der kører på en skærm bagest i huset og fortæller historien om Jegindø-fiskerne.

Jeg er vildt begejstret og har bare lyst til at dykke dybere ned i dette finurlige og maleriske miniaturemuseum. Derfor donerer jeg med glæde en skilling i den store røde bøsse, der ligner en gammel mine, og er udstyret med disse ord: ”Små bidrag modtages med tak og med begærlighed.” Jeg er taknemmelig for, at der findes mennesker, der gider at arbejde frivilligt for at besøgende som jeg kan få en fantastisk, sanselig oplevelse og et indblik i en anden verden.

Æ Fywerhus malerisk miniaturemuseum, Jegindø

FAKTA Æ FYWERHUS

Huset ligger på Jegindø (udtales ”Jeenø” på den lokale dialekt), der er forbundet til Thyholm i Nordvestjylland med en dæmning. Det blev opført som bøde- og redskabsskur for limfjordsfisker og husmand, Iver Holm, i 1911, da han begyndte at fiske med bundgarn. Dengang var der ingen havn, og derfor er huset placeret ved en af øens mange naturlige landingspladser. Det ligger nær stedet, hvor Iver Holms nu nedrevne ejendom lå.

Tidligere var der cirka 25 af denne slags bøde- og redskabshuse rundt omkring på Jegindø. Det eneste, der er forandret ved huset sinden 1911, er taget, der oprindeligt var træspåner beklædt med tjæret pap men som i 1952 blev udskiftet med eternit. Bortset fra det står huset helt autentisk som et minde om den fjordfiskerkultur, som engang prægede dette sted.

Huset har fungeret som museum siden 1989, efter det blev overtaget af ”Jegindø Fonden til bevarelse af gamle redskabshuse på Jegindø.” Siden har fonden også opført en kopi af et gammelt bødehus ”Æ Bøe’hus” samt købt det nordligste hus ved havnen ”Æ Gåe’hus.” I dag hører det maleriske miniaturemuseum under Struer Museum. Det modtager lidt støtte af Struer Kommune men er ellers drevet af frivillige.

Æ Fywerhus malerisk miniaturemuseum på Jegindø
Gamle vogne og net samt Æ Bøe’Hus og Limfjorden i baggrunden.

FAKTA FISKERI PÅ JEGINDØ

Historien om fiskeriet på Jegindø begynder slet ikke her men længere mod vest. I 1800-tallet åd storme og hav hele landsbyer på den udsatte Harboøre Tange mellem Nordsøen og Limfjorden. Som man kan læse i Hans Kirks berømte roman ”Fiskerne,” søgte vestkystfiskerne i stort tal til Limfjordens mere rolige og sikre vande. Mange af dem flyttede til Jegindø på grund af den gode placering tæt på Limfjordens fiskepladser.

Da Limfjorden brød igennem Agger og Harboøre Tanger i 1862 blev Limfjordens vand mere salt. Det betød, at brakvandsfiskeriet gik ned, mens ålefiskeriet gik op. Samtidig blev det muligt at fiske efter nye fisk somrødspætter, skrubber og torsk fra den nye bådtype, sjægten.

I 1939 blev havnen indviet, og dengang var der næsten 100 fiskere. På et tidspunkt havde Jegindø Danmarks største åleauktion. I 1990’erne forsvandt ålene fra fjorden, og i dag er der mindre end 10 både tilbage. Halvdelen af dem fisker uden for Limfjorden, mens de øvrige hovedsageligt fanger muslinger og østers.

Kilde: Christian Ringskou, cand. mag. i historie og filosofi, HistoriskAtlas.dk

Æ Bøe'hus på Jegindø
Udsigt gennem Æ Bøe’hus’ dør.

LINKS

Æ Fywerhus på Jegindo.dk
Æ Fywerhus på struer-museum.dk
Jegindø Havn
VisitNordvestjylland
Om Jegindø Havn på kulturarv 1001 fortællinger om Danmark
Artikel på stedkender om et andet enestående museum i Nordvestjylland
Artikel på stedkender om et unikt overnatningssted i Nordvestjylland

© Bitten Holmsgaard 2019

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.