DANMARK ANBEFALING – Trækfugle gemmer på utrolige mysterier. Det var jeg slet ikke klar over før mit besøg i Skagen Grå Fyr – Center for trækfugle, der ligger enestående smukt på Grenen.
Trækfuglecentret trækker mig ind i fuglenes forunderlige verden ved hjælp af den nyeste teknologi. Med direkte opdateringer af fugleobservationer fra hele verden og ikke mindst ved hjælp af skærme med fantastiske film.
Det hele er interaktivt, så jeg kan trykke mig dybere ned i fuglenes mysterier. Visse fugle kan trække op til 11.000 kilometer og navigere i solskin, skyer og mørke. Centret afslører alle deres hemmeligheder på fascinerende og overskuelig vis, så selv en fugle-ignorant som mig må overgive sig.
Jeg slutter besøget med at stige de 210 trin rundt og rundt og 46 meter op i Danmarks næsthøjeste fyr til lyden af fuglestemmer. Min belønning er en ubetalelig udsigt over en af de vigtigste rastepladser på trækfuglenes motorvej – Skagens Gren. Efter fuglene er blevet sluset op gennem Europa, ender de her som i en tragt. Derfor kan de observeres her i meget store tal. Og som leder af fuglefyret, Jacob Funder, siger:
”Hvis man ikke er en dygtig fuglekigger, får man oplevelsen af at være det her.”
Jeg er fuldstændig enig med ham.
FAKTA
Skagen Grå Fyr – Center for trækfugle åbnede den 12. maj 2017. Det er åbent året rundt.
Centret bliver drevet af Naturstyrelsen og har tilknyttet en fuglestation, der bliver drevet af Dansk Ornitologisk Forening.
LINKS
Skagen Grå Fyr – Center for trækfugle
Toppen af Danmark
VisitNordjylland
Naturstyrelsen Vendsyssel
Dansk Ornitologisk Forening
Tv-indslag på Tv2 Nord om indvielsen af Det Grå Fyr – Center for trækfugle
© Bitten Holmsgaard 2017
Det lyder som et spændende sted, du har besøgt. Og sikke nogle fine billeder 🙂
Tusind tak. Det er det helt sikkert 🙂