Udsigt over Piazza Marconi, Vernazza, Cinque Terre, Italien

En middelhavsdrøm

ITALIEN, PÅ PLADSEN – De smalle huse rundt om Piazza Marconi står klinet op ad hinanden, gavl mod gavl. Facadernes røde og gule farver danner malerisk baggrund for de små fiskerbåde i lysende hvid og klare blå nuancer. I vestlig retning åbner pladsen sig mod den lille havn og Middelhavet. Mod øst skærer hovedgaden, via Visconti, sig ned imellem husene i bunden af slugten.

Del af Piazza Marconi i Vernazza, Cinque Terre, Italien.
Piazza Marconi i Vernazza. Byens hjerte lige ved haven, med den smalle hovedgade, via Visconti, der skærer sig ud mellem husene i pladsens ene hjørne.

Piazza Marconi er kranset med fiskerestauranter – der alle byder på et menukort fyldt med friskfangede lækkerier – samt den yndigste lille kirke Santa Margherita di Antiochia.

Piazza Marconi, Vernazza, Cinque Terre, Italien.
Kirken Santa Margherita di Antiochia er en markant bygning på Piazza Marconi. De stejle skrænter med vinstokke kan anes oven over kirken.

Pladsen er Vernazzas bankende hjerte, hvor færgepassagererne passerer forbi på vej op i byen, og togpassagerer og vandrere er på vej i modsat retning mod havnen.

Kig fra reataurant på Piazza Marconi, Vernazza, Cinque Terre, Italien.
Udsigt fra Piazza Marconi mod den lille havn og det store Middelhav bagved.

Her i denne middelhavsdrøm sidder jeg under en gul parasol og nyder et glas af den lokale hvidvin og har svært ved at løsrive mig. Piazza Marconi alene er hele turen værd. Heldigvis har jeg god tid.

Piazza Marconi, Vernazza, Cinque Terre, Italien.
Piazza Marconi.

FAKTA

Vernazza er en af de fem små byer, der tilsammen udgør Cinque Terre i regionen Ligurien, Italien.

Området er optaget på UNESCOs verdensarvsliste.

Byerne var oprindeligt fiskerbyer, men det er også dokumenteret, at man har dyrket vin her på de stejle skrænter i hvert fald i 1.000 år.

Der bliver stadig produceret flere forskellige typer af vin her.

Den smukkeste måde at komme til Vernazza og de andre fire byer er at sejle med rutebåd fra for eksempel Portovenere eller Levanto.

Det er hurtigst og billigst at tage toget fra for eksempel La Spezia eller Genova.

Det er også muligt at vandre til – og mellem – de fem byer. En del at ruten er den berømte Via dell’Amore – Kærlighedsvejen.

Udsigt fra Castello Doria over Piazza Marconi og sognekirken Santa Margherita di Antiochia, Vernazza, Cinque Terre, Ligurien.
Udsigt fra Castello Doria over Piazza Marconi og sognekirken Santa Margherita di Antiochia.

LINKS

Cinque Terre Nationalpark
Vernazza Kommunes side
Rutebåd: Navigazione Golfo dei Poeti
Find togbillet til Vernazza på trenitalia.com

© Bitten Holmsgaard 2017

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.