Konger, Kattegat og store kanoner - Dronningestien i Frederikshavn

Konger, Kattegat og store kanoner – Dronningestien i Frederikshavn

DANMARK ANBEFALING – Kanonerne peger stadig alvorstungt og truende ud mod Kattegat fra deres betonbunkere 76 år efter, de blev installeret her oppe på Pikkerbakken 80 meter over havet og Frederikshavn.

“Den er godt nok stor,” siger min 10-årige datter, Anemone. 

Selvom jeg har lovet, at vi skal se en stor kanon, er kanonen i skytsbunker 32 med sit flere meter lange rør og 15 centimeter i indvendig diameter alligevel meget større, end hun har forventet.

Hun stiller sig på tå for at kigge ind i mundingen. Men den er lige lidt for højt oppe til hendes 150 centimeter, så jeg tager godt fat om livet på hende og løfter hende op.

Jeg har selv netop forsigtigt kigget derind. Med lidt sommerfugle flaksende i maven, selvom jeg jo godt ved, at den ikke er ladt. Men min fantasi viser alligevel et filmklip af, hvad nu hvis… 

“Pyha,” siger jeg lydløst til mig selv, da jeg kan konstatere, at der kun er lidt skidt i røret og er glad for, at mit hoved stadig sidder fast på oven på halsen.

Lige her fornemmer jeg klart den dødelige alvor og det nervepirrende drama, der ligger til grund for kanonernes og bunkernes placering  på dette smukke sted.

Kanonen i skytsbunker 32 stammer fra artilleriskibet Niels Juel, der blev sænket i 1943. I 1944 blev fire skytsbunkere på Pikkerbakken armeret med de fire 15-centimeter kanoner fra det danske krigsskib. Kanonerne vejer hver især 18 tons og havde en rækkevidde på 18 kilometer og en skudhastighed på 7 skud i minuttet.

Inden vi gik ned ad trappen til skytsbunkeren, spurgte Anemone bekymret:

“Tror du, der er edderkopper?”

Jeg opdager ingen edderkopper. Kun kanon og udsigt over Kattegat. Enkelte tank- og containerskibe glider som silhuetter roligt forbi langt borte. I horisonten aner jeg Læsø som en flad, mørk forhøjning, der hvor hav og himmel mødes.

Nuttede får på Dronningestien

“Mæh,” lyder det igen og igen fra fårene, der balancerer sikkert, på den stejle, grønne skråning med havet i baggrunden. Sceneriet minder om Færøerne. Bortset fra de mange kantede betonklumper, der rundt omkring bryder op gennem græstæppet.

Lige så lidt Anemone synes om ottebenede spindlere, lige så vild er hun med fårene og især de mange små forårslam, som hun synes er “sygt nuttede.”

Nuttede får og lam ved Dronningestien på Pikkerbakken.

Vi følger dog de regler, der er slået op på leddene, og lader være med at røre de bedårende uldtotter. Vi kan også sagtens beundre dem på afstand.

Vi er på gåtur på Dronningestien. Her på den sidste og højeste del af den kuperede rute fører den gennem fårenes folde, forbi bunker efter bunker. Grå beton halvskjult i grønt græs.

Fra Møllehuset til udsigtspunktet

Vores tur og stien begynder betydeligt længere nede til lyden af en lystigt brusende Bangsbo Å, der fosser nedad fisketrapperne og stryget til venstre for den hvide træbro ved Restaurant Møllehuset i Frederikshavns sydlige udkant.

“Enten på øen” er en skulptur, der våger over Bangsbo Å lige uden for Restaurant Møllehuset, hvor Dronningestien begynder.
Enter er fantasifigurer fra forfatteren Tolkiens “Ringenes Herre.” Det er den lokale kunstnergruppe, Quirky Art, der har kreeret denne fine skulptur.

Mine to døtre fører an. Stien snor sig opad mellem nyudsprungne bøgetræer og buske. De synes begge stigningen er lidt hård men bliver begejstrede, da vi når udsigtsplatformen, der strækker sig ud over kanten af Pikkerbakken. Den har samme form som Skagens Gren. Og selvom skyerne forsøger at skjule både sol og blå himmel, kan vi se hele Aalbæk Bugts store bue og skimte Skagen i det fjerne. Adskillige fragtskibe passerer forbi Grenen og langs bugten.

Men det er havnen her i Frederikshavn, der suger mit fokus til sig. Jeg følger Læsøfærgen med øjnene, mens den sejler afsted. Jeg kan også se lige ned til to af søværnets fartøjer, der ligger ved kaj på flådestationen. Mens en borerig i et fantasifuldt øjeblik ligner et moderne kunstværk, som den står der og stritter med sine skulpturelle tårne af stålrør lidt længere borte. 

Kaffepause og kongesten

Vi begynder at blive mætte af den flotte udsigt, så vi pakker kaffe, kager og saftevand ud på den fine bænk ved udsigtspunktet. Måske Frederikshavns bedste sted at holde kaffepause.

Pigerne løber rundt og hopper og leger. Min ældste datter, Anemone, og jeg nærstuderer også Kongestenen, der kan fremvise hele tre royale underskrifter. Den ældste er kong Frederik den ottendes. I 1908 besøgte han Frederikshavn, og her skrev han med kridt på stenen, mens det var billedhuggeren, Charles F. Bovin, som huggede kongens signatur ud som et minde til tid og evighed.

Senere i 1950 kom kong Frederik den 9.s autograf til. Og senest har kronprins Frederik sat sit navnetræk på Kongestenen, da han besøgte Frederikshavn i 2018 i forbindelse med byens 200-års købstadsjubilæum. Det er sjovt at se, hvor forskellige underskrifterne er, og om der måske er visse ligheder, som løber gennem generationerne. 

Tænk, at to danske konger og en kronprins har stået bøjet over denne sten, præcis som vi nu gør.

Konger, Kattegat og store kanoner - Dronningestien i Frederikshavn
Min ældste datter, Anemone, kigger på Kongestenen.

Vi går videre ad Dronningestien gennem den lysegrønne skov helt op til toppen af Pikkerbakken. Op til fårene og bunkerne med de store kanoner og udsigten over Kattegat.

Stien fik for øvrigt sit navn efter, at dronning Margrethe II og prins Henrik var på besøg her i 2003. Det er en kort, kuperet og overkommelig gåtur med masser af gode historier og flotte udsigter over Kattegat. Jeg kan anbefale at sætte et par timer af til opleve Dronningestien og dens omgivelser, hvis turen går forbi Frederikshavn.

Konger, Kattegat og store kanoner - Dronningestien i Frederikshavn

FAKTA

Der er 2-3 kilometer fra Møllehuset til bunkerne på toppen af Pikkerbakken.

Hvis du kommer i bil, kan du også parkere oppe på toppen ved Bangsbo Fort Bunkermuseum. Desuden er der nogle få parkeringspladser ved udsigtsplatformen.

Udsigtsplatformen på Pikkerbakken blev indviet af kronprins Frederik i 2018.

Skoven mellem udsigtsplatformen og Bangsbo Fort.

FAKTA OM BUNKERNE PÅ PIKKERBAKKEN

Bunkerne på Pikkerbakken er en del af Bangsbo Fort. Fortet blev opført som befæstningsanlæg af den nazistiske besættelsesmagt under 2. Verdenskrig for at beskytte den strategisk vigtige havn i Frederikshavn.

Her blev 70 af de i alt 80 betonanlæg (militær benævnelse for blandt andet bunkere) bygget. I 1950 – under Den Kolde Krig – blev fortet udbygget med yderligere 10 bunkere af det danske søværn. Bunkerne blev anvendt indtil 1961. Det danske søværn ejer stadig hele området.

En del af fortet og mange af bunkerne er åbne for besøgende og er i dag en del af Bangsbo Fort Bunkermuseum, der hører under Nordjyllands Kystmuseum. Mens den del, der ligger længst mod syd, stadig er operativt som Maritimt Overvågnings Center (MOC), der overvåger alle de danske farvande. 

Når museet er lukket, er det stadig muligt at besøge 12 bunkere ganske gratis.

Uden for museumsbygningen kan man tage en brochure, der blandt andet indeholder et kort over området og de besøgsvenlige bunkere.

Kilde blandt andet: Brochure fra Bangsbo Fort Bunkermuseum

Navnet “Bangsbo” stammer fra Bangsbo Hovedgård, der ligger ganske tæt på Pikkerbakken og Møllehuset. Navnet kommer ifølge lex.dk fra 1334 som Bangsboodh “(manden) Bangs bod.” Hovedgården og dens fine park er i dag en del af Nordjyllands Kystmuseum.

FAKTA OM FREDERIKSHAVN

Frederikshavn ligger næsten 65 kilometer nordøst for Aalborg og 40 kilometer syd for Skagen på Vendsyssels østkyst. Byen havde godt 23.000 indbyggere i 2019.

Efter kommunesammenlægningen i 2007 hører de tidligere Sæby og Skagen kommuner nu ind under Frederikshavn Kommune.

Frederikshavns historie begynder for 7.000 år siden, hvor de første mennesker slår sig ned her i området.

Tidligere hed byen Fladstrand og voksede fra et lille fiskerleje til en vigtig havn, hvor kongen lod en skanse opføre og senere et citadel. Det eneste, der er tilbage af det gamle fæstningsanlæg i dag, er Krudttårnet. Det blev i 1974 flyttet i ét stykke de 270 meter fra sin oprindelige placering til den nuværende.

Fladstrand var ifølge den lokale overlevering den berømte søhelt, Tordenskiolds, vigtigste base under den Store Nordiske Krig i begyndelsen af 1700-tallet. Havnebyens største årligt tilbagevendende fest hedder da også Tordenskioldsdagene.

Fiskeri og søfart har alle dage været byens vigtigste erhverv, og den dag i dag spiller havnen stadig en vigtig rolle i byen.

Flådestation Frederikshavn er den ene af Danmarks to flådestationer. Den leverer service, forsyninger og vedligeholdelse til flådens skibe, nationalt og internationalt, som den selv skriver på sin hjemmeside.

Fra Frederikshavn er der færgeforbindelse til Oslo, Göteborg og Læsø. Frederikshavn er også en vigtig fragthavn.

TV2s tv-serie Norskov er optaget i Frederikshavn.

LINKS

Bangsbo Fort
Kystmuseet på Bangsbo
VisitFrederikshavn
VisitNordjylland
Restaurant Møllehuset
Artikel på TV2 NORD om indvielsen af udsigtsplatformen
Artikel om Bangsbo Fort på dr.dk
Den fine brochure “Frederikshavns hemmeligheder” 
Tv-programmet “Hitlers hemmelige danmarksbilleder” på DR2, hvor Bangsbo Fort er med
Se alle stedkenders artikler fra Nordjylland

© Bitten Holmsgaard 2020

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.