Livet og døden på museum

TYSKLAND I BØRNEHØJDE – Det er rigtige, døde mennesker, bliver min hjerne ved med at gentage, mens jeg kigger på skeletter, indvolde og menneskekroppe med huden skrællet af. Jeg ved, at alle kroppene er blevet doneret, så de efter døden kan træde i videnskabens tjeneste, men jeg kan alligevel ikke overbevise mig selv om, at alt, hvad jeg ser her på Menschen Museum på Alexander Platz i Berlin, virkelig har været en del af et levende menneske. Det ligner jo bare plastik eller andre materialer.

Alligevel har jeg sådan en mærkelig snurrende fornemmelse i tæerne og fingerspidserne, mens jeg går rundt i museet. Sådan en fornemmelse, jeg får, når kroppen føler noget er farligt, mens hjernen ved, at det er noget pjat.

Halvtotal af "Hækkeløberen" på Menschen Museum, Berlin, Tyskland.
“Hækkeløberen” viser samspillet mellem ydre og indre muskler. Muskler konverterer energi til bevægelse. De fungere ved, at deres fibre trækker sig sammen og bliver kortere.

”Hvad er det?” Spørger den seks-årige, hver gang vi kommer til en ny montre. Her er det levere – en sund, en fedtlever og en skrumpelever. Hun ville hellere være blevet på legepladsen og var irriteret over at skulle herind. Nu suger hun begærligt viden om menneskekroppen til sig.

Noget, der ligner et skelet viklet ind i rødt garn, viser sig at være alle menneskets blodårer. Vi kigger på den store pulsåre i låret og snakker om, at hvis der går hul på den, gælder det om at stoppe blodstrømmen straks med en finger eller en sten, ellers dør man meget hurtigt.

Plastinat med blodårer, Menschen Museum, Berlin, Tyskland.
Der er fem liter blod i kroppen, der skal nå hele kroppen rundt hvert minut. For at komme ud i de fjerneste afkroge løber blodet i et fint forgrenet netværk af blodbaner. Blodbanerne fungerer som transportbånd for ilt og næring.
Nærbillede af hovedets blodårer på plastinat i Menschen Museum, Berlin, Tyskland.
Vækst, bevægelse og vedligeholdelse er alt sammen noget, der kræver energi. Det tilfører blodet. Samtidig leder blodbanerne affaldsstoffer væk. Derfor er alle organer i kroppen afhængige af blod.

”Det må være en dame, for hun har bryster,” konkluderer den seksårige, mens vi kigger på ”Englen.” En menneskekrop, der er udstillet sådan, at rygmusklerne stikker ud som vinger, og der er indkik til lunger, aorta – hovedpulsåren –  og nyrer bagfra, mens musklerne på forsiden sidder, som sådan nogle plejer at gøre.

Plastinatet "Englen" i Menschen Museum, Berlin, Tyskland.
“Englen.”

Vi får nye indsigter på udstillingen, der også forsøger at sætte menneskelivet i perspektiv i såvel tekst som installationer. Et hit for både den seksårige, teenageren og mig er området for afstressning, hvor vi skiftes til at synke ned i en af de rødpolstrede cirkelrunde hulestole, mens vi kigger på væggen, hvor en bølgende mælkebøttemark i frø bliver vist i slow motion.

Plastinat af det menneskelige fordøjelsessystem, Menschen Museum, Berlin, Tyskland.
Fra mund til ende. Vores fordøjelsessystemet er cirka 8 meter langt.

Vi lever alle i kroppens hylster, og Menschen Museum gør igen og igen opmærksom på, at kroppen skal skattes og behandles med omsorg. Den skal bruges på alle leder og kanter men ikke misbruges. Den er et mirakel, som vi skal være taknemmelige for og som til sidst dør.

Måske er det denne sidste erkendelse, der vækker min krops midaldrende forsvarssystem. Her er livet og døden i den grad kommet på museum. Børnene labber bare nysgerrigt al den nye lærdom i sig og synes ganske upåvirkede af alle de døde. At besøge verdens første menneskemuseum er absolut ikke kedeligere end at være på  legeplads!

Plastinat i Menschen Museum, Berlin, Tyskland.
“Tådanseren” i Menschen Museum.

FAKTA

Menschen Museum, MEMU, er skabt af Dr. Gunther von Hagens og åbnede på Alexander Platz i Berlin i 2015.

Inden da havde hans udstilling Körperwelten/Body Worlds turneret verden rundt i 20 år og haft besøg af mere end 40 millioner mennesker.

Dr. Gunther von Hagens har selv udviklet den teknik, plastinering, der gør det muligt at konservere og udstille menneskekroppe og -organer. Plastinering er en længere proces. Først pumpes formalin ind i arterierne i den døde krop. Det dræber bakterier og stopper forrådnelse.

Derefter uddrives kropsvæsker og -fedt i et acetonebad. Det centrale punkt i plastineringen sker, når kroppen eller kropsdelen derefter bliver lagt i en kunststofopløsning, der via undertryk erstatter acetonen med kunststoffet helt ud i hver enkelt celle. Kunststoffet kan for eksempel være silikone. Nu bliver kroppen sat i den rigtige position ved hjælp af tråde, nåle, hæfteklammer og skumblokke.

Til sidst skal den hærdes. Afhængigt af materiale sker det ved hjælp af gas, lys eller varme. Plastificeringsteknikken bevarer kroppen intakt og uforgængelig men ganske hård og helt lugtfri. En hel krop kræver cirka 1.500 arbejdstimer og tager cirka et år at færdiggøre.

Kroppene er doneret gennem et specielt donorprogram, som Dr. Gunther von Hagens og Institut for Plastination skabte i 1983.

LINKS

Menschen Museum
VisitBerlin
Rejselandet Tyskland
En artikel om Berlinmuren på stedkender
Meget mere om Berlin på den danske rejseblog berlinblog.dk

© Bitten Holmsgaard 2017

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.