Neglebidende skovtur

ITALIEN I BØRNEHØJDE – Pinjetræer, buksbom, hortensiaer, palmer og en mangfoldighed af andre buske, slyngplanter og træer, jeg ikke kender, danner en vild frodighed af grønt, grønt, grønt!

Vi spadserer ad smalle stier med vægge af grønne hække og de høje træers kroner som loft – det er som at gå rundt i et netværk af levende grønne tunneller.

Pistoia Zoo, Toscana, Italien

Mange af burene og indhegningerne er næsten gemt væk i alt det grønne. Men ad en bredere vej når vi frem til et åbent område. Og der i vandbassinet bader to flodheste. Bag dem tårner girafferne sig op. Selvom det hele minder om en skov eller en meget træfyldt botanisk have, så nyder vi skyggen i Giardino Zoologico di Pistoia – Pistoias Zoologiske Have.

Giardino Zoologico di Pistoia, Toscana, Italien.

Og her er det tilladt at fodre både giraffer og elefanter. Foderet kan trækkes for 20 cent i små automater. Giraffen er helt pjattet med de små piller, som en lille pige rækker til den på sin flade hånd. Da den har spist op, og pigen trækker hånden til sig, søger den efter flere lækkerier med sin lange, blå tunge. Ja, blå!

Længere inde i haven bor tre jaguarer. Her sidst på eftermiddagen er de vågnet fra middagsluren. En af dem ligger og kigger lidt adspredt på os bare en meter borte. Mon den spekulerer på, hvordan menneskekød smager? Ser vi lækre ud? Lugter vi delikat? Vi er kun adskilt fra dens livsfarlige tænder og kløer af en tynd glasplade. Den tester – heldigvis – ikke rudens holdbarhed!

Pludselig vender den sig en halv omgang, lægger sig ned og begynder at bide negle – eller rettere kløer. Det er nogle ordentlige søm, den har, så da vi går videre efter 10 minutters tid, er den stadig dybt koncentreret i gang med venstre pote.

Giardino Zoologico di Pistoia, Toscana, Italien.

Selvom lugten er skarp, og jeg får lettere hjertebanken og gåsehud, træder jeg alligevel over tærsklen til reptilhuset. Som et andet Pantheon er det cirkelformet med et rundt ovenlysvindue som kronen på værket.

Her kan de dumdristige stikke fingrene ned til krokodillerne, og hvis de er heldige, nøjes med at få bidt negle! Zoo advarer dog med et skilt, hvor der står “Gli animali mordono” – dyrene bider.

Giardino Zoologico di Pistoia, Toscana, Italien

Jeg er overbevist om, at det aldrig var gået i Danmark. Men synes samtidig, at det øger spændingen – og viser en stor tillid til folks fornuft. Også til de teenagedrenge, som netop er på vej ind.Vi zigzagger videre i havens labyrint – godt hjulpet af det kort, vi fik udleveret ved indgangen.

Nedenfor bjørneindhegningen ligger en sø med pelikaner, der brummer og gæs, der vasker sig – på bredden kurrer duerne. De må være tenorerne til pelikanernes bas – og som alter og sopraner i fuglekoret lyder utallige sangfugle. Vi kan også ane bruset fra et lille vandfald endnu inden, vi når frem til det. Luften er friskere og køligere her i vandets nærhed.

En chihuahua tripper forbi med sin ejer. Jeg når lige at tænke, om den mon er en delikatesse for bjørne, inden en distræt dyrepasser slæber to hvide spande frem til hegnet. “Orso femmina” – hunbjørn –  står der på den ene. Og jeg bemærker – lidt skuffet – at den er fyldt med frugt og hvidt brød. Hunbjørnen er absolut ikke skuffet. Hun skynder sig frem til godbidderne, efterhånden som dyrepasseren smider dem ind over hegnet.

Giardino Zoologico di Pistoia, Toscana, Italien

Alligevel synes jeg, det er lidt tandløst – med tanke på gruopvækkende historier om campister og natlige bjørnebesøg.

Vores besøg i Giardino Zoologico di Pistoia er som helhed absolut med bid i. For jaguaren er det ligefrem en neglebidende skovtur – for os er den lærerig, overraskende og med den rette fantasi næsten uhyggelig.

Zoo Pistoia, Toscana, Italien.

FAKTA
Pistoia ligger mellem Firenze og Lucca i Toscana, Italien.
Giardino Zoologico di Pistoia ligger to kilometer vest for Pistoia.
Man skal selv køre eller tage taxa dertil.
Det er en stor Zoo, hvor der blandt andet også er tigre, løver, aber, fugle, kænguruer, kælezoo, legepladser, cafe og restaurant.
Der er ikke et koldt område med dyr fra Arktis.
Nogle bure er små og gammeldags – men de er i gang med at modernisere og forbedre dyrenes forhold.

LINKS
Giardino Zoologico di Pistoia
Pistoias turistkontor

© Bitten Holmsgaard 2013

Lucca fra 1. sal

ITALIEN – I en hotelhave er en mand i gang med at banke tæpper. I botanisk have slendrer et ungt par omkring hånd i hånd. Og udenfor cykeludlejningen er adskillige turister ved at sadle op. Det er blot nogle få af de situationer, jeg kan betragte med et usædvanligt overblik. Mens jeg skridter afsted i en ringformet bypark, over fire kilometer i omkreds – på toppen af en mur. Dette er Lucca i 1. sals højde.
Udsigt fra Luccas bymur til Baluardo San Salvatore
– San Salvatore-bastionen

Luccas bymur er hele 30 meter bred og beplantet med kæmpestore træer, som giver behagelig skygge på brændende sommerdage. Og på visse strækninger er her ligeså meget leben af klapvogne, hundeluftere, cykler og endda en enkelt skraldebil som i byen under mig. Andre steder føler jeg mig pludselig ganske alene med flere hundrede meter til de nærmeste murgængere. Fuglene høres nu ganske tydeligt, selvom de skjuler sig bag træernes grønne blade.

Der er mange steder, man kan komme op – og ned ad Luccas bymur

I dag har Lucca bredt sig på begge sider af muren, der i renæssancen blev bygget som et forsvarsværk. Dengang har byen virket uindtagelig – i hvert fald angreb ingen fjender byen i århundreder efter muren blev rejst – Lucca var lukket om sig selv.

Nu føler jeg mig både tæt på byen og på afstand af den på samme tid. Jeg har en suveræn udsigt over tage, tårne og trafik heroppefra – men lydene er alligevel en smule dæmpede, idet de når mit øre. Her er jeg tilskuer – ikke deltager i bylivet.
Via del Fosso set fra bymuren

På muren er det muligt at tage en pause fra byen – fra shopping og sightseeing, sætte sig på en bænk og prøve at vende udsigten til en indsigt. Om hvor brutalt byerne sloges med hinanden for at vinde magt og rigdom. Dengang kunne en 12 meter høj mur med 11 bastioner afskrække fjenderne – og luccheserne føle sig trygge. Det tog så også mere end 100 år at skabe sådan en sikkerhed. Hvad kan vi bygge i dag, der kan sikre en hel by på samme måde? Demokrati? Diplomati? I hvert fald ikke mure!

I dag føles det nærmest som at gå på en bro mellem den gamle bydel indenfor og den nye moderne udenfor. Som at rejse frem og tilbage i historien. Til venstre tung hektisk nutidstrafik. Til højre Palazzo Pfanners 300 år gamle elegance. Seks byporte sørger for, at den rullende trafik kan passere mellem fortid og nutid. Og for fodgængere er der hemmelige, smalle og snoede tunneller med indbygget ekko. Forunderligt.Det er bestemt ikke sidste gang jeg ser på Lucca fra 1. sal.
Passaggio “Cammino di San Josemaria Escrivà de Balaguer”
En af de “hemmelige” fodgænger-tunneller under muren

 

FAKTA
Lucca ligger i regionen Toscana, cirka 80 km. vest for Firenze.
Der er cirka 90.000 indbyggere i Lucca.
© Bitten Holmsgaard 2013

Lykkens vej

ITALIEN – Jeg er lykkelig, når jeg går op – eller ned – ad en ganske bestemt lille vej “via della Rave” nær Pozzarello i Toscana. Normalt jagter jeg et mål – men på lige netop dette sted er selve vejen hovedsagen. Den måde, den snor sig gennem landskabet på, hvor hvert sving gemmer på nye hemmeligheder. 

Snart er den omgivet af høje vejsider med bevoksning, snart er der videre udsyn fremad eller opad.

Luften er fuld af fuglenes sang – og en usynlig hane blander sig med korte intervaller i koret. Længe før en bæk strømmer afsted under en bro, kan jeg høre vandets rislen. 
Jeg sakker altid bagud – så jeg kan indånde vejens særlige atmosfære uden at blive distraheret. Med alle sanser skærpet beundre de dybrøde valmuer, der lyser op midt i alle de grønne nuancer. Glædes over oliventræernes smukke sølvgrønne blade eller himmelen, der lige her er højere end nogen andre steder, jeg kender.
På særligt magiske sene aftener har jeg været heldig at se i hundredevis af ildfluer – lucciole – der dansede som bittesmå lygter eller stjerner under oliventræerne. Som at træde ind i et eventyr.
Lige nu blomstrer hylden, vinstokkene har sat små klaser af druer og brombærrankerne vælter deres lange skud ud over hegnene. Frodigheden er overvældende.

Lidt efter lidt bliver der mere åbent omkring vejen. En udsugnings brummen på et værksted lyder højere og højere. Og med et er jeg tilbage i byen. Virkeligheden – med praktiske opgaver og bekymringer – banker på igen.
Heldigvis vender jeg tilbage. Til lykkens vej.