Det hemmelige skatkammer

DANMARK ANBEFALING – Den berømte bisp Stygge Krumpen residerede her. Det samme gjorde Ingeborg Skeel. Hun satte sit umiskendelige præg på facaden ved at lade den smukke østfløj i rødsten opføre. Som kronen på hendes værk står den imposante sandstensportal, der er en gave fra kong Frederik II. Midt mellem markerne her i det blide østlige Vendsyssel toner Danmarks smukkeste renæssanceslot, Voergaard, overraskende frem.

Det gyldne lædertapet i Guldsalen, Voergaard Slot, Vendsyssel, Danmark.
Udsnit af det gyldne lædertapet, der har givet navn til guldsalen på Voergaard Slot. Tapetet er fra 1750 og lavet af vildsvineskind, der er nedlagt på slottets jord.

Allerede i guldsalen mærker jeg en kildren i maven og min nysgerrighed bliver vakt, for mellem de andre malerier hænger værker af Rubens, Raphaël og Goya. I den tilstødende musiksalon troner Napoleons ur, og hans private tallerkener hænger i vinduesnichen. Fra loftet i den rosa salon stråler en antik venetiansk lysekrone, der er håndlavet på øen Murano – verdensberømt for glaskunst af ypperste kvalitet.

Udsnit af guldsalen, Voergaard Slot, Vendsyssel, Danmark.
Til venstre for kaminen i guldsalen hænger øverst Goyas “Den Gale.” Nedenunder Rubens “Marie de Medici.” Over glasskabet et dobbeltportræt af Raphaël – kvinden er hans elskerinde La Fonarina.

Den ejer, som har sørget for, at Voergaard Slot den dag i dag er et uvurderligt kunstnerisk skatkammer, er grev Ejnar Oberbech-Clausen. Han voksede op på Fyn som søn af en skovfoged ved Juelsberg gods. Han elskede alt fransk og lærte sproget i skolen, inden han tog til Frankrig, hvor han han blev ansat hos grev Chenu-Lafitte nær Bordeaux.

Portræt af Oberbech-Clausen, Voergaard Slot, Vendsyssel, Danmark.
Portrættet af Ejnar Oberbech-Clausen som 23-årig hænger i den rosa salon på Voergaard Slot.

Da greven døde, giftede Oberbech-Clausen sig med hans rige enke, grevinde Henriette, som han var gift med i 31 år. Da hun døde i 1941, arvede han alle hendes besiddelser og rigdomme. I mellemtiden var det lykkes ham at blive udnævnt til romersk rigsgreve af pave Benedict XV. Han havde altid drømt om at eje et dansk slot, så i 1955 købte han Voergaard Slot ved Sæby og fyldte derefter adskillige togvogne med sin kunstsamling, antikke møbler og porcelæn, der blev kørt hertil fra Frankrig

Malteserkapellet, Voergaard Slot, Vendsyssel, Danmark.
Over altret i malteserkapellet på Voergaard Slot hænger en af de tre gobeliner, som pave Pius IX forærede til general Péan – grevinde Henriettes onkel. Dette kirkerum blev opført i 1957, da grev Oberbech-Clausen blev udnævnt til Malteserridder.

Rundt på slottet finder jeg også tre gobeliner fra Vatikanet, som Oberbech-Clausens hustru, grevinde Henriettes, onkel general Péan fik foræret af pave Pius IX. Og i Ingeborg Skeels gamle kontor ligger under glas den sidste franske konge, Louis XVI, og hans dronning, Marie Antoniettes, afskedsbreve, som de skrev, inden de mistede hovederne i guillotinen.

Antik kinesisk røgelsesovn, Voergaard Slot, Vendsyssel, Danmark.
I spisesalen står denne kinesiske røgelsesovn. Den er mere end 1000 år gammel, og det gør den til en af de ældste kinesiske kunstgenstande i Europa.

Hvor end jeg vender mig på dette slot, er der uvurderlige antikviteter. Jeg undrer mig – og er også en smule flov – over, at jeg slet ikke har vidst, at der bag disse mure gemmer sig et hemmeligt skatkammer, hvor hver eneste ting har sin egen fantastiske historie. Den mest eventyrlige af dem alle er vist alligevel Ejnar Oberbech-Clausens egen.

Sandstensportalen, Voergaard Slot, Vendsyssel, Danmark.
Frederik IIs sandstensportal pryder østfløjen på Voergaard Slot, men den var oprindeligt tiltænkt Frederiksborg Slot.

FAKTA
Ejnar Oberbech-Clausen døde i 1963, 80 år gammel. Han havde ingen børn, så han oprettede ”Den Grevelige Oberbech Clausen Péanske Familiefond,” der skulle sikre bevarelsen af Voergaard Slot og dets store samling af inventar for eftertiden.
Voergaard Slot rummer – i kraft af grev Oberbech-Clausen – Danmarks største private kunstsamling.
Jeg anbefaler at besøge slottet i uge 29, hvor der er Middelalderdage. Her er der ægte middelalderstemning med mange udendørs boder, ridderturnering, gøgl m.m. Blandt andre Stygge Krumpen bliver vakt til live og går rundt og ser til, at alt foregår i god ro og orden.
Voergaard Slot ligger kun to kilometer fra afkørsel 14 på motorvej E45 syd for Sæby.
I forhold til andre nordjyske museer er Voergaard Slot en overset perle med 20.000 gæster i 2016, der var rekordår.
Kilde: Verner Krogh, guide, Voergaard Slot.
Læs mere om slottets historie i bogen ”Voergård gennem 500 år” af Hans Gregersen.

Middelalderdage, Voergaard Slot, uge 29, Vendsyssel, Danmark.
Til Middelalderdage på Voergaard Slot i uge 29 bliver historien vakt til live.

LINKS
Voergaard Slot
Middelalderdage på Voergaard Slot
Toppen af Danmark om Sæby og omegn
VisitNordjylland

© Bitten Holmsgaard 2017