En middelhavsdrøm

ITALIEN, PÅ PLADSEN – De smalle huse rundt om Piazza Marconi står klinet op ad hinanden, gavl mod gavl. Facadernes røde og gule farver danner malerisk baggrund for de små fiskerbåde i lysende hvid og klare blå nuancer. I vestlig retning åbner pladsen sig mod den lille havn og Middelhavet. Mod øst skærer hovedgaden, via Visconti, sig ned imellem husene i bunden af slugten.

Del af Piazza Marconi i Vernazza, Cinque Terre, Italien.
Piazza Marconi i Vernazza. Byens hjerte lige ved haven, med den smalle hovedgade, via Visconti, der skærer sig ud mellem husene i pladsens ene hjørne.

Piazza Marconi er kranset med fiskerestauranter – der alle byder på et menukort fyldt med friskfangede lækkerier – samt den yndigste lille kirke Santa Margherita di Antiochia.

Piazza Marconi, Vernazza, Cinque Terre, Italien.
Kirken Santa Margherita di Antiochia er en markant bygning på Piazza Marconi. De stejle skrænter med vinstokke kan anes oven over kirken.

Pladsen er Vernazzas bankende hjerte, hvor færgepassagererne passerer forbi på vej op i byen, og togpassagerer og vandrere er på vej i modsat retning mod havnen.

Kig fra reataurant på Piazza Marconi, Vernazza, Cinque Terre, Italien.
Udsigt fra Piazza Marconi mod den lille havn og det store Middelhav bagved.

Her i denne middelhavsdrøm sidder jeg under en gul parasol og nyder et glas af den lokale hvidvin og har svært ved at løsrive mig. Piazza Marconi alene er hele turen værd. Heldigvis har jeg god tid.

Piazza Marconi, Vernazza, Cinque Terre, Italien.
Piazza Marconi.

FAKTA
Vernazza er en af de fem små byer, der tilsammen udgør Cinque Terre i regionen Ligurien, Italien.
Området er optaget på UNESCOs verdensarvsliste.
Byerne var oprindeligt fiskerbyer, men det er også dokumenteret, at man har dyrket vin her på de stejle skrænter i hvert fald i 1.000 år.
Der bliver stadig produceret flere forskellige typer af vin her.
Den smukkeste måde at komme til Vernazza og de andre fire byer er at sejle med rutebåd fra for eksempel Portovenere eller Levanto.
Det er hurtigst og billigst at tage toget fra for eksempel La Spezia eller Genova.
Det er også muligt at vandre til – og mellem – de fem byer. En del at ruten er den berømte Via dell’Amore – Kærlighedsvejen.

Udsigt fra Castello Doria over Piazza Marconi og sognekirken Santa Margherita di Antiochia, Vernazza, Cinque Terre, Ligurien.
Udsigt fra Castello Doria over Piazza Marconi og sognekirken Santa Margherita di Antiochia.

LINKS
Cinque Terre Nationalpark
Vernazza Kommunes side
Rutebåd: Navigazione Golfo dei Poeti
Find togbillet til Vernazza på trenitalia.com

© Bitten Holmsgaard 2017

Neglebidende skovtur

ITALIEN I BØRNEHØJDE – Pinjetræer, buksbom, hortensiaer, palmer og en mangfoldighed af andre buske, slyngplanter og træer, jeg ikke kender, danner en vild frodighed af grønt, grønt, grønt!

Vi spadserer ad smalle stier med vægge af grønne hække og de høje træers kroner som loft – det er som at gå rundt i et netværk af levende grønne tunneller.

Pistoia Zoo, Toscana, Italien

Mange af burene og indhegningerne er næsten gemt væk i alt det grønne. Men ad en bredere vej når vi frem til et åbent område. Og der i vandbassinet bader to flodheste. Bag dem tårner girafferne sig op. Selvom det hele minder om en skov eller en meget træfyldt botanisk have, så nyder vi skyggen i Giardino Zoologico di Pistoia – Pistoias Zoologiske Have.

Giardino Zoologico di Pistoia, Toscana, Italien.

Og her er det tilladt at fodre både giraffer og elefanter. Foderet kan trækkes for 20 cent i små automater. Giraffen er helt pjattet med de små piller, som en lille pige rækker til den på sin flade hånd. Da den har spist op, og pigen trækker hånden til sig, søger den efter flere lækkerier med sin lange, blå tunge. Ja, blå!

Længere inde i haven bor tre jaguarer. Her sidst på eftermiddagen er de vågnet fra middagsluren. En af dem ligger og kigger lidt adspredt på os bare en meter borte. Mon den spekulerer på, hvordan menneskekød smager? Ser vi lækre ud? Lugter vi delikat? Vi er kun adskilt fra dens livsfarlige tænder og kløer af en tynd glasplade. Den tester – heldigvis – ikke rudens holdbarhed!

Pludselig vender den sig en halv omgang, lægger sig ned og begynder at bide negle – eller rettere kløer. Det er nogle ordentlige søm, den har, så da vi går videre efter 10 minutters tid, er den stadig dybt koncentreret i gang med venstre pote.

Giardino Zoologico di Pistoia, Toscana, Italien.

Selvom lugten er skarp, og jeg får lettere hjertebanken og gåsehud, træder jeg alligevel over tærsklen til reptilhuset. Som et andet Pantheon er det cirkelformet med et rundt ovenlysvindue som kronen på værket.

Her kan de dumdristige stikke fingrene ned til krokodillerne, og hvis de er heldige, nøjes med at få bidt negle! Zoo advarer dog med et skilt, hvor der står “Gli animali mordono” – dyrene bider.

Giardino Zoologico di Pistoia, Toscana, Italien

Jeg er overbevist om, at det aldrig var gået i Danmark. Men synes samtidig, at det øger spændingen – og viser en stor tillid til folks fornuft. Også til de teenagedrenge, som netop er på vej ind.Vi zigzagger videre i havens labyrint – godt hjulpet af det kort, vi fik udleveret ved indgangen.

Nedenfor bjørneindhegningen ligger en sø med pelikaner, der brummer og gæs, der vasker sig – på bredden kurrer duerne. De må være tenorerne til pelikanernes bas – og som alter og sopraner i fuglekoret lyder utallige sangfugle. Vi kan også ane bruset fra et lille vandfald endnu inden, vi når frem til det. Luften er friskere og køligere her i vandets nærhed.

En chihuahua tripper forbi med sin ejer. Jeg når lige at tænke, om den mon er en delikatesse for bjørne, inden en distræt dyrepasser slæber to hvide spande frem til hegnet. “Orso femmina” – hunbjørn –  står der på den ene. Og jeg bemærker – lidt skuffet – at den er fyldt med frugt og hvidt brød. Hunbjørnen er absolut ikke skuffet. Hun skynder sig frem til godbidderne, efterhånden som dyrepasseren smider dem ind over hegnet.

Giardino Zoologico di Pistoia, Toscana, Italien

Alligevel synes jeg, det er lidt tandløst – med tanke på gruopvækkende historier om campister og natlige bjørnebesøg.

Vores besøg i Giardino Zoologico di Pistoia er som helhed absolut med bid i. For jaguaren er det ligefrem en neglebidende skovtur – for os er den lærerig, overraskende og med den rette fantasi næsten uhyggelig.

Zoo Pistoia, Toscana, Italien.

FAKTA
Pistoia ligger mellem Firenze og Lucca i Toscana, Italien.
Giardino Zoologico di Pistoia ligger to kilometer vest for Pistoia.
Man skal selv køre eller tage taxa dertil.
Det er en stor Zoo, hvor der blandt andet også er tigre, løver, aber, fugle, kænguruer, kælezoo, legepladser, cafe og restaurant.
Der er ikke et koldt område med dyr fra Arktis.
Nogle bure er små og gammeldags – men de er i gang med at modernisere og forbedre dyrenes forhold.

LINKS
Giardino Zoologico di Pistoia
Pistoias turistkontor

© Bitten Holmsgaard 2013

Lucca fra 1. sal

ITALIEN – I en hotelhave er en mand i gang med at banke tæpper. I botanisk have slendrer et ungt par omkring hånd i hånd. Og udenfor cykeludlejningen er adskillige turister ved at sadle op. Det er blot nogle få af de situationer, jeg kan betragte med et usædvanligt overblik. Mens jeg skridter afsted i en ringformet bypark, over fire kilometer i omkreds – på toppen af en mur. Dette er Lucca i 1. sals højde.
Udsigt fra Luccas bymur til Baluardo San Salvatore
– San Salvatore-bastionen

Luccas bymur er hele 30 meter bred og beplantet med kæmpestore træer, som giver behagelig skygge på brændende sommerdage. Og på visse strækninger er her ligeså meget leben af klapvogne, hundeluftere, cykler og endda en enkelt skraldebil som i byen under mig. Andre steder føler jeg mig pludselig ganske alene med flere hundrede meter til de nærmeste murgængere. Fuglene høres nu ganske tydeligt, selvom de skjuler sig bag træernes grønne blade.

Der er mange steder, man kan komme op – og ned ad Luccas bymur

I dag har Lucca bredt sig på begge sider af muren, der i renæssancen blev bygget som et forsvarsværk. Dengang har byen virket uindtagelig – i hvert fald angreb ingen fjender byen i århundreder efter muren blev rejst – Lucca var lukket om sig selv.

Nu føler jeg mig både tæt på byen og på afstand af den på samme tid. Jeg har en suveræn udsigt over tage, tårne og trafik heroppefra – men lydene er alligevel en smule dæmpede, idet de når mit øre. Her er jeg tilskuer – ikke deltager i bylivet.
Via del Fosso set fra bymuren

På muren er det muligt at tage en pause fra byen – fra shopping og sightseeing, sætte sig på en bænk og prøve at vende udsigten til en indsigt. Om hvor brutalt byerne sloges med hinanden for at vinde magt og rigdom. Dengang kunne en 12 meter høj mur med 11 bastioner afskrække fjenderne – og luccheserne føle sig trygge. Det tog så også mere end 100 år at skabe sådan en sikkerhed. Hvad kan vi bygge i dag, der kan sikre en hel by på samme måde? Demokrati? Diplomati? I hvert fald ikke mure!

I dag føles det nærmest som at gå på en bro mellem den gamle bydel indenfor og den nye moderne udenfor. Som at rejse frem og tilbage i historien. Til venstre tung hektisk nutidstrafik. Til højre Palazzo Pfanners 300 år gamle elegance. Seks byporte sørger for, at den rullende trafik kan passere mellem fortid og nutid. Og for fodgængere er der hemmelige, smalle og snoede tunneller med indbygget ekko. Forunderligt.Det er bestemt ikke sidste gang jeg ser på Lucca fra 1. sal.
Passaggio “Cammino di San Josemaria Escrivà de Balaguer”
En af de “hemmelige” fodgænger-tunneller under muren

 

FAKTA
Lucca ligger i regionen Toscana, cirka 80 km. vest for Firenze.
Der er cirka 90.000 indbyggere i Lucca.
© Bitten Holmsgaard 2013

Lykkens vej

ITALIEN – Jeg er lykkelig, når jeg går op – eller ned – ad en ganske bestemt lille vej “via della Rave” nær Pozzarello i Toscana. Normalt jagter jeg et mål – men på lige netop dette sted er selve vejen hovedsagen. Den måde, den snor sig gennem landskabet på, hvor hvert sving gemmer på nye hemmeligheder. 

Snart er den omgivet af høje vejsider med bevoksning, snart er der videre udsyn fremad eller opad.

Luften er fuld af fuglenes sang – og en usynlig hane blander sig med korte intervaller i koret. Længe før en bæk strømmer afsted under en bro, kan jeg høre vandets rislen. 
Jeg sakker altid bagud – så jeg kan indånde vejens særlige atmosfære uden at blive distraheret. Med alle sanser skærpet beundre de dybrøde valmuer, der lyser op midt i alle de grønne nuancer. Glædes over oliventræernes smukke sølvgrønne blade eller himmelen, der lige her er højere end nogen andre steder, jeg kender.
På særligt magiske sene aftener har jeg været heldig at se i hundredevis af ildfluer – lucciole – der dansede som bittesmå lygter eller stjerner under oliventræerne. Som at træde ind i et eventyr.
Lige nu blomstrer hylden, vinstokkene har sat små klaser af druer og brombærrankerne vælter deres lange skud ud over hegnene. Frodigheden er overvældende.

Lidt efter lidt bliver der mere åbent omkring vejen. En udsugnings brummen på et værksted lyder højere og højere. Og med et er jeg tilbage i byen. Virkeligheden – med praktiske opgaver og bekymringer – banker på igen.
Heldigvis vender jeg tilbage. Til lykkens vej.

Assisi – en farve og en følelse

ITALIEN – Når jeg tænker på Assisi, tænker jeg først og fremmest på byens farve. Assisifarvet. En ganske bestemt nuance af lys gul – eller beige – eller sand – Assisigul?

Farven og byens særlige atmosfære hænger sammen. Der hviler en ro og enhed over Assisi – på trods af de mange mennesker, som valfarter til dette katolske pilgrimsmål.

Selvom jeg er én i mængden, og vi alle går i gåsegang op mod byporten, breder roen sig i sind og krop i takt med, at jeg indånder byen. Vejen snor sig op mod Colle del Paradiso – Paradisbakken. Assisianerne ved det godt: Man er bogstaveligt talt tættere på himmelen her. Det er ikke svært at forstå, at mennesker kan føle et kald på lige netop dette sted.

Broder Theodor, Assisi, Umbrien, Italien
Broder Theodor fortæller.

En af dem, som er blevet ramt af Assisi, er Broder Theodor, franciskanermunk med danske aner. Han viser rundt i Basilica di San Francesco.

Kirken er allermest kendt for at rumme Frans af Assisis jordiske rester samt 28 freskomalerier af Giotto, der skildrer scener fra Frans’ liv.

De store turistbusser ankommer på stribe, og grupper af italienske skoleelever, amerikanske teenagere og tyske turister drages mod det fælles mål: Basilica di San Francesco – Sankt Frans’ Basilika.

Men det, der gør størst indtryk denne dag, er Broder Theodors fortælling om Pietro Lorenzettis fresko ”Nedtagelsen fra Korset.”

Han beder os om at lægge mærke til detaljerne. Om at se, hvordan der er en, som bruger en knibtang til at tage naglerne ud af Jesus ben. Om at se sorgen i hans tilhængeres øjne.

Pludselig bliver jeg overvældet af bevægelse. Tårerne laver højvande i øjnene, og jeg får en smag af salt i munden.

Et kig ind til Piazza Inferiore di San Francesco og Basilica di San Francesco - Sankt Frans' Basilika, Assisi, Umbrien, Italien.
Et kig ind til Piazza Inferiore di San Francesco og Basilica di San Francesco – Sankt Frans’ Basilika.

Broder Theodor fortsætter og husker os på, at sorg og glæde er forbundet – så simpelt og banalt  – men lige her virker det som en af verdens vigtigste sandheder. Og jeg kan føle helt ind i sjælens dyb at uden at kende sorgen, kan jeg ikke for alvor værdsætte glæden.

Sådan er Assisi. Selv den mest jordbundne må kunne mærke det. Her er du tættere på gud eller altet, eller hvad du nu tror på.

Men byen byder selvfølgelig ikke kun på åndelig føde. Et rungende dybt ”Silenzio!” – Stille! – fra højttalerne i kirkerummet bliver en slags afskedssalut på vej ud af Frans’ Basilika. Den er møntet på de besøgende, som et kort øjeblik glemmer, at dette sted er helligt, og taler eller griner for højt.

Sankt Frans-brød i udstillingsvindue i Assisi, Umbrien, Italien.
Ikke franskbrød – men Sankt Frans-brød. Assisi tjener penge på sin helgen.

Stilhed er der ikke i hovedgaden, hvor forretningerne tjener penge på Frans og de millioner, som følger i hans fodspor. Adskillige souvenirbutikker sælger blandt utallige andre ting rosenkranse, franciskanerkors og munkefigurer. Konditorierne lokker med franciskanertærte, Sankt Frans-brød og andre hellige herligheder.

En mærkelig kontrast til Frans selv, som var tiggermunk og levede i fattigdom. Jeg køber alligevel et kageagtigt brød, som har påhæftet et billede af pave Frans I med en bøn på bagsiden.

Så er det også blevet tid til at begive sig nedad igen. Ned til bussen og hverdagens tanker. Vi lægger Assisis lysegule nuancer og følelsen af ro og enhed bag os og kører ned til motorvejens jag på den grønne slette.

Basilica di San Francesco, Assisi, Umbrien, Italien.
Tættere på himmelen – Basilica di San Francesco.
FAKTA ASSISI
Assisi ligger i Umbrien, Italien.
Cirka 175 kilometer nordøst for Rom.
Der bor cirka 28.000 mennesker i Assisi.
Via Giovanni Jorgensen, Assisi, Umbrien, Italien.
Via Giovanni Jorgensen i Assisi. Opkaldt efter den danske journalist og forfatter, Johannes Jørgensen, som boede i byen i næsten 40 år i første halvdel af 1900-tallet. Han konverterede til katolicismen og skrev blandt andet en verdensberømt biografi om Frans af Assisi. Han blev desuden udnævnt til æresborger i Assisi.

FAKTA FRANS AF ASSISI
Frans af Assisi levede fra 1182-1226.
Han grundlagde franciskaner-munkeordenen, der blev anerkendt af den katolske kirke tre år før hans død.
Munkene bærer et bælte med tre knuder, der symboliserer deres løftem om kyskhed, lydighed og fattigdom.
Frans blev helgenkåret to år efter sin død.
Frans er Italiens skytshelgen.

LINK
Basilica di San Francesco
Città di Assisi
Assisi Online
Den Franciskanske Sekularorden i Danmark

© Bitten Holmsgaard 2013