Minder om en mur

TYSKLAND – To hvide roser er sirligt stillet over kors ved billedet af Doris Schmiel. Hun blev dræbt af skud i forsøget på at flygte fra Øst- til Vestberlin den 19. februar 1962. Det er 55 år siden, men hun er ikke glemt.

Foto af Doris Schmiel i Fenster des Gedenkens, Gendenkstätte Berliner Mauer, Berlin.
Doris Schmiels foto i Fenster des Gedenkens.

Hendes foto er et af 131, som her i Fenster des Gedenkens – Erindringsvinduet – husker os på de mennesker, som blev dræbt eller omkom under flugtforsøg eller i forbindelse med det tidligere DDR-regime. Erindringsvinduet er en del af Gedenkstätte Berliner Mauer – Mindesmærket for Berlinmuren – der ligger langs Bernauer Strasse. Et af de steder, hvor den 43,1 kilometer lange Berlinmur fra 1961 til 1989 delte by og borgere, og forhindrede østberlinerne i at rejse til vesten.

Fenster des Gedenkens, Gedenkstätte Berliner Mauer, Berlin.
Fenster des Gedenkens.

Inde i Dokumentationszentrum – mindesmærkets museum – skildrer et kæmpefoto, hvordan to babyer på armen af hver sin mor rækker ud efter hinanden over pigtrådshegnet i de første dage efter muren blev opført, hvor kontakt stadig var mulig.

I samme udstilling kan jeg ikke løsrive mig fra et mindre foto af en glædestrålende lille dreng, som løber sin bedstemor i møde. Han har ikke set hende i to år, fordi hun bor i Østberlin og han i Vestberlin. Billedet er taget i 1964, hvor de to lande har lavet en aftale, så vestberlinere kan søge om at besøge familie i øst en enkelt dag.

Gedenkstätte Berliner Mauer, Dokumentationszentrum, Hilde ullstein bild.
Foto i Dokumentationszentrum af Hilde, ullstein bild.

Jeg besøgte Berlin første gang i 1986 på studietur med efterskolen og husker svagt forskellen mellem de to bydele. I Østberlin ville nogle unge fyre købe vores cowboybukser og veksle penge. Med vestlig valuta åbnede det sorte marked nemlig for dem. Her var gader og huse i gråtoner. Mens der i Vestberlin var knald på lys og farver, og Springer Verlags lysavis med dagens nyheder trodsede DDRs lukkethed og også lod sig læse øst for muren.

Den eneste erindring, jeg har om selve muren, er ved Brandenburger Tor, hvor vi i Østberlin kunne køre tæt forbi den berømte byport, mens Berlinmuren blokerede adgangen fra Vestberlin.

Brandenburger Tor, Berlin.
I dag er der fri passage gennem Brandenburger Tor.

Det må have krævet disciplin at tro på, at ens land og styre er bedre end nabolandets, når man er nødt til at sætte en mur og bevæbnede vagter op for at forhindre indbyggerne i at flytte. Og det må have været mærkeligt – og indimellem  skræmmende – at bo i Vestberlin, løsrevet fra resten af sit land, omgivet af en anden magt, der fuldstændigt har spærret en inde bag en mur.

Da jeg forlader Gedenkstätte Berliner Mauer og drejer ned ad Strelitzer Strasse har jeg vand i øjnene – måske er det bare på grund af den kolde vind. Jeg er ikke helt sikker.

Gedenkstätte Berliner Mauer, Bernauerstrasse, Berlin.
Kig til en del af Gedenkstätte Berliner Mauer fra udsigtsplatformen ved Dokumentationszentrum.

FAKTA
Gedenkstätte Berliner Mauer er det centrale mindesmærke for Tysklands deling. Det består af mange forskellige elementer og strækker sig over 1,4 kilometer langs den tidligere grænsestribe. Her findes også det sidste stykke Berlinmur, der er inklusiv originalt DDR-grænseanlæg.
Der er gratis adgang til det hele.
Afsæt god tid.

Husene på østsiden af Bernauerstrasse bliver brugt til at skildre forskellige episoder fra murens tid.

FAKTA OM TYSKLAND OG BERLINS DELING
Efter 2. Verdenskrig ophørte Tyskland med at eksistere som stat, og de allierede (USA, Storbritannien, Frankrig og Sovjetunionen) overtog 5. juni 1945 alle regeringsbeføjelser. Landet blev opdelt i fire zoner, som de fire besættelsesmagter administrerede hver især.
Berlin, der lå i Sovjetunionens zone, blev inddelt i fire sektorer. USA, Storbritannien og Frankrig overtog de tre vestlige sektorer og Sovjetunionen den østlige. I 1948 brød samarbejdet mellem de tre vestmagter og Sovjetunionen sammen og Berlin blev delt i to.
De tre vestmagter kunne ikke blive enige med Sovjetunionen om, hvilken side Tyskland skulle tilhøre. Det førte til, at vestmagterne lod vesttyske politikere oprette Vesttyskland (BRD) i 1949 – senere samme år tog Sovjetunionen initiativ til, at en selvstændig stat, Østtyskland (DDR), blev oprettet i øst. Vesttysklands hovedstad blev Bonn, mens Østtyskland havde Østberlin som hovedstad. Forholdet mellem de to stater var vanskeligt. Mange indbyggere i Østtyskland flygtede i løbet af de første år til Vesttyskland, hvor væksten i samfundet skabte mange arbejdspladser. Det førte til, at grænsen mellem de to lande blev lukket den 13. august 1961. På østsiden gik man i gang med at sætte pigtråd op, og i 1963 stod Berlinmuren færdig.
I 1989 er Østtyskland ved at gå i opløsning, og natten mellem den 9. og 10. november blev grænsen mellem Øst- og Vestberlin åbnet. Året efter blev de to lande genforenet og Berlin hovedstad.

Hus ved Rosenthaler Platz i Berlin.
Mange steder i Berlin mindes man, hvordan muren delte byen i to. Som på denne facade, hvor der står “Dette hus lå tidligere i et andet land.”

LINKS
Gedenkstätte Berliner Mauer
Visitberlins side om Berlinmuren
Mauer Museum Haus am Checkpoint Charlie
DDR Museum
East Side Gallery
Stasi-Museum Berlin
Tränenpalast
Museum The Kennedys

© Bitten Holmsgaard 2017

Livet og døden på museum

TYSKLAND I BØRNEHØJDE – Det er rigtige, døde mennesker, bliver min hjerne ved med at gentage, mens jeg kigger på skeletter, indvolde og menneskekroppe med huden skrællet af. Jeg ved, at alle kroppene er blevet doneret, så de efter døden kan træde i videnskabens tjeneste, men jeg kan alligevel ikke overbevise mig selv om, at alt, hvad jeg ser her på Menschen Museum på Alexander Platz i Berlin, virkelig har været en del af et levende menneske. Det ligner jo bare plastik eller andre materialer.

Alligevel har jeg sådan en mærkelig snurrende fornemmelse i tæerne og fingerspidserne, mens jeg går rundt i museet. Sådan en fornemmelse, jeg får, når kroppen føler noget er farligt, mens hjernen ved, at det er noget pjat.

Halvtotal af "Hækkeløberen" på Menschen Museum, Berlin, Tyskland.
“Hækkeløberen” viser samspillet mellem ydre og indre muskler. Muskler konverterer energi til bevægelse. De fungere ved, at deres fibre trækker sig sammen og bliver kortere.

”Hvad er det?” Spørger den seks-årige, hver gang vi kommer til en ny montre. Her er det levere – en sund, en fedtlever og en skrumpelever. Hun ville hellere være blevet på legepladsen og var irriteret over at skulle herind. Nu suger hun begærligt viden om menneskekroppen til sig.

Noget, der ligner et skelet viklet ind i rødt garn, viser sig at være alle menneskets blodårer. Vi kigger på den store pulsåre i låret og snakker om, at hvis der går hul på den, gælder det om at stoppe blodstrømmen straks med en finger eller en sten, ellers dør man meget hurtigt.

Plastinat med blodårer, Menschen Museum, Berlin, Tyskland.
Der er fem liter blod i kroppen, der skal nå hele kroppen rundt hvert minut. For at komme ud i de fjerneste afkroge løber blodet i et fint forgrenet netværk af blodbaner. Blodbanerne fungerer som transportbånd for ilt og næring.
Nærbillede af hovedets blodårer på plastinat i Menschen Museum, Berlin, Tyskland.
Vækst, bevægelse og vedligeholdelse er alt sammen noget, der kræver energi. Det tilfører blodet. Samtidig leder blodbanerne affaldsstoffer væk. Derfor er alle organer i kroppen afhængige af blod.

”Det må være en dame, for hun har bryster,” konkluderer den seksårige, mens vi kigger på ”Englen.” En menneskekrop, der er udstillet sådan, at rygmusklerne stikker ud som vinger, og der er indkik til lunger, aorta – hovedpulsåren –  og nyrer bagfra, mens musklerne på forsiden sidder, som sådan nogle plejer at gøre.

Plastinatet "Englen" i Menschen Museum, Berlin, Tyskland.
“Englen.”

Vi får nye indsigter på udstillingen, der også forsøger at sætte menneskelivet i perspektiv i såvel tekst som installationer. Et hit for både den seksårige, teenageren og mig er området for afstressning, hvor vi skiftes til at synke ned i en af de rødpolstrede cirkelrunde hulestole, mens vi kigger på væggen, hvor en bølgende mælkebøttemark i frø bliver vist i slow motion.

Plastinat af det menneskelige fordøjelsessystem, Menschen Museum, Berlin, Tyskland.
Fra mund til ende. Vores fordøjelsessystemet er cirka 8 meter langt.

Vi lever alle i kroppens hylster, og Menschen Museum gør igen og igen opmærksom på, at kroppen skal skattes og behandles med omsorg. Den skal bruges på alle leder og kanter men ikke misbruges. Den er et mirakel, som vi skal være taknemmelige for og som til sidst dør.

Måske er det denne sidste erkendelse, der vækker min krops midaldrende forsvarssystem. Her er livet og døden i den grad kommet på museum. Børnene labber bare nysgerrigt al den nye lærdom i sig og synes ganske upåvirkede af alle de døde. At besøge verdens første menneskemuseum er absolut ikke kedeligere end at være på  legeplads!

Plastinat i Menschen Museum, Berlin, Tyskland.
“Tådanseren” i Menschen Museum.

FAKTA
Menschen Museum, MEMU, er skabt af Dr. Gunther von Hagens og åbnede på Alexander Platz i Berlin i 2015.
Inden da havde hans udstilling Körperwelten/Body Worlds turneret verden rundt i 20 år og haft besøg af mere end 40 millioner mennesker.
Dr. Gunther von Hagens har selv udviklet den teknik, plastinering, der gør det muligt at konservere og udstille menneskekroppe og -organer. Plastinering er en længere proces. Først pumpes formalin ind i arterierne i den døde krop. Det dræber bakterier og stopper forrådnelse. Derefter uddrives kropsvæsker og -fedt i et acetonebad. Det centrale punkt i plastineringen sker, når kroppen eller kropsdelen derefter bliver lagt i en kunststofopløsning, der via undertryk erstatter acetonen med kunststoffet helt ud i hver enkelt celle. Kunststoffet kan for eksempel være silikone. Nu bliver kroppen sat i den rigtige position ved hjælp af tråde, nåle, hæfteklammer og skumblokke. Til sidst skal den hærdes. Afhængigt af materiale sker det ved hjælp af gas, lys eller varme. Plastificeringsteknikken bevarer kroppen intakt og uforgængelig men ganske hård og helt lugtfri. En hel krop kræver cirka 1.500 arbejdstimer og tager cirka et år at færdiggøre.
Kroppene er doneret gennem et specielt donorprogram, som Dr. Gunther von Hagens og Institut for Plastination skabte i 1983.

LINKS
Menschen Museum

© Bitten Holmsgaard 2017