Mønsted Kalkgruber underjordisk udforskning

Mønsted Kalkgruber – underjordisk udforskning

DANMARK I BØRNEHØJDE – Mere end 60 kilometer gange og huler snor sig labyrintisk dybt under Mønsted i Midtjylland. Anemone på ni år, som ellers var lunken ved udsigten til dette besøg, er begejstret:

“Det er virkelig sjovt, at vi havde bestemt hjemmefra, at vi ville lege udforskere. For det her er ligesom en rigtig udforskning!”

Anemone og Marguerite på næsten fem år udforsker både mange af gangene i gruberne samt det gamle kalkværk, der fungerer som et lille museum. På sådan en juni-regnvejrsdag er de enige om, at Mønsted Kalkgruber er et hit. Se mere om pigernes oplevelser i stedkenders video.

FAKTA

Mønsted Kalkgruber ligger cirka 16 kilometer vest for Viborg og er verdens største sammenhængende kalkgruber.

Det er muligt at besøge de mere end 60 kilometer minegange, det gamle kalkværk samt et lille museum fra 1. april til 31. oktober samt i vinterferien i uge 7. Der er åbent hver dag fra 10-17.

Fra 15. maj til 15. august kan man købe en ekstrabillet, der giver adgang til at køre med det lille, grønne tog fra kalkværket og et stykke ind i gruberne.

Nær togets stoppested inde i gruberne kan man hver halve time opleve et fint og letforståeligt multimedieshow, der fortæller om grubernes historie.

Det gamle kalkværk er sat smukt i stand, og her kan man lære mere om kalkbrænding og -brydning. Man kan også bestige trapperne til udsigtsplatformen, der når hele vejen rundt om skorstenen højt oppe.

Der er også en fin udstilling samt en film om stedets mange flagermus.

I det lille museum nær indgangen er der små udstillinger af situationer fra dengang minen var i drift. For eksempel en hestetrukket vogn med kalksten samt direktøren og en arbejder på hver sin side af skrivebordet i kontoret.

Mønsted Kalkgruber underjordisk udforskning

FAKTA OM KALKBRYDNING

Man begyndte at bryde kalk i Mønsted for mere end 1.000 år siden. Dengang foregik det i åbne brud. Men da man måtte kassere læssevis af frostsprængt kalk hvert forår, begyndte man snart at bryde kalken i gruber – et andet ord for miner.

Kalken blev hugget løs med håndkraft. Den løse kalk blev efterladt på gulvet og hobede sig op, så huggeren kunne bruge den til at stå på. Kun de større sten blev båret ud og bragt til kalkværket. Derfor er nogle af gangene mange meter høje.

Grunden til, at man begyndte at bryde kalk, var, at sammen med kristendommen blev kirke- og klosterbyggerier i stor stil påbegyndt. Som noget nyt i Danmark blev kirkerne bygget i sten, og stenene limet sammen med mørtel. Netop mørtel er lavet af læsket, brændt kalk. I løbet af 200 år blev der bygget mere end 2.000 stenkirker i Danmark.

Mønsted lå strategisk godt placeret i forhold til Viborg “middelalderens jyske hovedstad.” Her blev der både opført 12 kirker, domkirke og klostre samt fine huse til byens borgerskab.

På kalkværket blev kalken brændt i høje, runde skaktovne. I starten fyrede man med træ fra de omkringliggende skove, men da de til sidst var blevet fældet, begyndte man at fyre med lyng fra den store Alhede.

I 1872 solgte bønderne fra Mønsted alle kalkrettigheder til storindustrien “Mønsted Kalkværker.” To år senere stod det nuværende, røde kalkværk færdigt.

Først i 1956 stoppede kalkbrydningen i gruberne, mens kalkværket var i drift indtil 1980.

Kilde: Naturstyrelsens brochure om Mønsted Kalkgruber.

Mønsted Kalkgruber underjordisk udforskning

FAKTA OM OST OG FLAGERMUS I GRUBERNE

De ældste dele af gruberne er mere end 700 år gamle, de nyeste er fra 1900-tallet. Temperaturen i gruberne er otte grader året rundt. Det nyder to meget forskellige ting godt af: Ost og flagermus.

En meget gennemtrængende, stærk lugt afslører, når man nærmer sig Arlas Grubeoste-lager. Først skal man ad skrå stier, så op ad en meget høj vindeltrappe, før man når frem til et gitter, der sørger for at grubens gæster ikke “kommer til” at smage på ostene. Her 35 meter under jorden har ostene optimale forhold til at opnå deres helt særlig smag. I Mønsted Kalkgrubers café kan man selvfølgelig købe en mad med Grubeost.

Mere end 18.000 flagermus overvintrer hvert år i gruberne. Når det bliver forår, fordeler de sig rundt i hele Jylland, hvor de spiser sig fede i insekter. I august kommer flagermusene tilbage til Mønsted for at parre sig, inden de går i dvale igen.

Mønsted Kalkgruber underjordisk udforskning

FAKTA OM ANDRE KALKMINER I JYLLAND

Kun fire kilometer fra Mønsted kan man opleve de noget mindre Daugbjerg Kalkgruber, der både er Skandinaviens ældste kalkgruber og Danmarks største overvintringssted for flagermus.

75 kilometer mod nordøst ved Rold Skov ligger Thingbæk Kalkminer. Her finder du et forunderligt skulpturmuseum i minerne samt et tilhørende museum, Rebildcentret, hvor der både er udstillinger med kunst, om den kolde krig samt heksens værksted, hvor du kan møde den berømte heks, Dannie Druehyld.

Kalkmine
Thingbæk Kalkminer med nogle af den tidligere ejer, Anders Bundgårds, gipsskulpturer.

LINKS

Mønsted Kalkgruber
Tv-program “Alt Forladt” om Mønsted Kalkgruber på DR TV. 
VisitViborg
Daugbjerg Kalkgruber
Thingbæk Kalkminer
En artikel på stedkender om et andet børnevenligt sted i Jylland

© Bitten Holmsgaard 2019

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.