Limonaia - citrondrivhus - Limone sul Garda, Italien.

Millioner af citroner

ITALIEN – Som organiske lyskæder gløder citronerne eksklusivt på en baggrund af frodigtgrønne blade. Hvert træ er sirligt placeret, så det har optimale forhold for vækst og udbytte, og jorden er helt ren uden den mindste ukrudtsspire. Her er vindstille, behageligt lunt og kun en håndfuld mennesker. Selvom jeg fornemmer byens lyde, synes de at tilhøre en anden verden. Jeg kan ikke dy mig og stikker næsen helt hen til en af de gule sydfrugter og snuser ind.

”Ahh,” det er en af de skønneste dufte, jeg kender. Frisk, frugtig og en anelse skarp pirrer den mine næsebor.

Her i citrondrivhuset ”Limonaia del Castel” er citrusdyrkning sat i et helt ekstraordinært system.

Citrontræ i Limonaia del Castel, Limone sul Garda, Italien.
En glødende citron i Limonaia del Castel.

Sådan var det overalt på disse kanter igennem 400 år. Idag troner de syddrejede stenterrasser med rækker af symmetrisk placerede søjler som forladte og ejendommelige arkitektoniske monumenter langs Gardasøens vestlige bred. De tomme terrasser vidner om et utroligt iværksætteri og møjsommeligt arbejde, der bragte udvikling og penge til denne egn.

Ifølge visse kilder havde romerne ellers århundreder tidligere måtte opgive selv samme drøm, fordi vintrene her er for kolde. Men under republikken Venedigs dygtige herredømme blev dyrkning af citroner et vigtigt erhverv ved Gardasøen. Også i den lille, isolerede fiskerby, Limone. Navnet betyder citron på italiensk, og byen har været centrum for den nordligste citronproduktion i Europa. Det er her i Limone, man kan besøge Limonaia del Castel, der ligger midt i den gamle bydel og læner sine syv terrasser op ad Mughèra-bjergets beskyttende skråning.

Limonaia del Castel, Limone sul Garda, Italien.
Udsigt fra en af de øverste terrasser i Limonaia del Castel.

Netop terrasserne er nøglen til dyrkning af citroner på dette sted. De høje, massive sidemure og bagvægggen beskytter mod den kolde nord-østenvind. Og i løbet af dagen, når solen skinner, bliver stenvæggene opvarmet og kan langsomt afgive varmen i løbet af kølige nætter. Her så langt mod nord er det dog nødvendigt med yderligere beskyttelse af de sarte citrustræer om vinteren. Hvert år senest den 15. november på Santa Catarinas dag blev terrasserne forvandlet til drivhuse. Bjælker af kastanjetræ blev lagt oven på søjlerne, så man kunne montere et tag af glasplader i lærketræsrammer. På forsiden mod Gardasøen blev der opsat store glasdøre. Og hvis der var udsigt til lave temperaturer, tændte man bål i ”le limonaie” – citrondrivhusene – for at beskytte træerne, der ikke kan tåle, når graderne nærmer sig 0.

Alle limonaie er opført i nærheden af et vandløb, hvorfra vandet bliver opsamlet i et reservoir, der leverer vand til det sindrige vandingssystem. Vandet løber fra reservoiret i små, hældende sandstenskanaler på terrassernes bagvægge. Ud for hvert træ er der et afløb, som bliver aktiveret ved at placere en sandsæk i kanalen lige neden under afløbet. Med dette system er det kun muligt at vande et træ ad gangen. Det klares på 10 til 30 minutter hver 10. dag, hvor 150-300 liter vand langsomt strømmer ned til foden af træet.

Vandingskanal i Limonaia del Castel, Limone sul Garda, Italien.
Det sindrige vandingssystem fungerer stadig i Limonaia del Castel.

Som om opførelsen af terrasserne og vandingssytemet ikke i sig selv var nok, fik citrusdyrkerne i Limone fragtet bedre jord fra sydenden af Gardasøen hertil, for at sikre sig et godt udbytte.

Man mener citroner stammer fra foden af Himalayabjergene i det nordlige Indien, hvor man formodentlig begyndte at dyrke dem i 3-400-tallet. I 900-tallet var de blevet udbredt til Sicilien. Netop Italien var sammen med Spanien de første lande i Europa til at dyrke citroner.

I 1200-tallet bragte franciskanermunke fra Gargnano frugterne til Gardasøen fra Ligurien.

Under Venedigs herredømme fra første halvdel af 1400-tallet blev der ikke kun dyrket citroner men også appelsiner og cedrater, som vi her i Danmark nok kender bedst, når de er lavet om til sukat.

Gamle limonaie - citrondrivhuse - ved Gardasøen, Italien.
Gammelt foto, der giver en fornemmelse af, hvor mange limonaie – citrondrivhuse, der tidligere var i og omkring Limone.

Citrontræerne blomstrer gavmildt med små, hvide, stærkt duftende blomster fra maj til oktober og sætter frugter løbende. Et enkelt træ kan velsigne ejeren med op til 600 citroner i sommermånederne. Ved Gardasøen anser man citronerne fra juni og juli for at være de bedste.

De fleste limonaie i og omkring Limone er opført i første halvdel af 1700-tallet. Det gælder også Limonaia del Castel. Men allerede i 1600-tallet begyndte citroneventyret i Limone.

I 1840 forenede hundredevis af små producenter ved søen sig i ”Società Lago di Garda,” der tilsammen producerede 6 millioner frugter om året, som blev eksporteret til mange lande i Europa.

Limonaia del Castel, Limone sul Garda, Italien.
En af terrasserne i Limonaia del Castel.

Men katastrofen lurede. Først med plantesygdommen ”Rio Grande Gummosis” der hærgede citrustræerne ved søen i 1855. Dernæst førte Italiens samling og deraf følgende forbedrede transportmuligheder til øget konkurrence fra Sicilien, hvor det både var nemmere og billigere at dyrke citrusfrugter.

Alligevel viser opgørelser, at der fra Limone i 1879 blev leveret 550.000 citroner, 8.000 appelsiner og 300 kilo cedrater, der alle blev håndplukkede, hvorefter hver enkelt omhyggeligt blev lagt i en lædersæk. Og det er noteret, at årgang 1879 blot udgjorde 50% af en gennemsnits-høst fra et år uden syge planter.

De afgørende stød, der satte en stopper for den blomstrende citrusproduktion ved Gardasøen, blev dels 1. Verdenskrig, hvor militæret inddrog de materialer, der blev brugt til overdækning om vinteren, dels den isnende kolde ”sorte vinter” i 1928-29.

Le limonaie – citrondrivhusene – blev forladt og forfaldt.

Nu står kun søjler og stenmure tilbage som et arkitektonisk vidne om århundreders omhyggeligt og anstrengende arbejde og deraf følgende velstand. Kun enkelte limonaie, som Limonaia del Castel, giver mulighed for at fornemme, hvordan frodigheden engang herskede her. De tomme bygningsværker er dog stadig et elsket symbol for vestsiden af Gardasøen, som også kalder sig ”Riviera dei Limoni” – Citronkysten.

Limone sul Garda, Italien.
Mughèra-bjerget der tårner sig op over lillebitte Limone ved vestbredden af Gardasøen.

FAKTA OM LIMONAIA DEL CASTEL

Dette limonaia – citrondrivhus – blev opført i begyndelsen af 1700-tallet. I 1995 blev det overtaget af Limone Kommune. I dag rummer Limonaia del Castel 70 citrustræer og en lille udstilling, der fortæller om citrusdyrkning ved Gardasøen. Seks ud af de syv terrasser bliver dyrket. Der har været åbent for besøgende siden 2004.

Der er åbent alle dage fra 1. april til 31. oktober fra 10-18. Fra juni til september er åbningstiden forlænget til kl. 22. Man betaler en forholdsvis beskeden entré for at komme ind.

Limonaia del Castel,Limone sul Garda, Italien.
På nogle af terrasserne i Limonaia del Castel er bjælkerne og lægterne, der skal bære de beskyttende glasplader monteret, så besøgende kan lære systemet at kende.

FAKTA OM BYNAVNET LIMONE

Bynavnet stammer i følge Limone Kommune enten fra romertiden eller kelterne (af romerne kaldet gallerne), der begge har regeret over området for mere end 2.000 år siden. På romernes sprog, latin, betyder ”limen” grænse, og Limone har gennem århundreder ligget på grænsen mellem forskellige territorier.

I begyndelsen af middelalderen for cirka 900 år siden hørte Limone for eksempel under den fri bykommune Brescia, der ligger længere mod øst. Brescia kæmpede mod fyrstebiskopperne af Trento, som herskede over Gardasøen lige nord for Limone. Lige omkring år 1800 hørte denne del af søen under Napoleon, mens Riva 12 kilometer mod nord var en del af det Østrig-Ungarnske rige. Mens byen efter Italiens samling i 1861 lå på grænsen mellem Østrig-Ungarn og kongeriget Italien.

I dag er Limone den sidste by i regionen Lombardiet, inden regionen Trentino Alto Adige overtager territoriet.

Det keltiske ord ”lemos” betyder elm, og det er også en mulighed, at bynavnet stammer herfra.

Variationer af navnet Limon som Limonum, Limono og Limone er registreret på en række dokumenter allerede i 900-tallet. Fra 1863 hed byen Limone San Giovanni, inden den fik sit nuværende navn, Limone sul Garda, i 1904.

Porto Vecchio, Limone sul Garda, Italien.
Porto Vecchio – den gamle havn – i Limones historiske centrum.

FAKTA OM LIMONE

Der er knap 1.200 fastboende indbyggere i Limone sul Garda.

Før 1931 var det kun muligt at komme til Limone via små bjergstier eller med båd fra søsiden. Men den 18. oktober dette år blev den sidste etape af vejen langs bredden af Gardsøen – Strada Gardesana – indviet . Den forbandt blandt andet Limone med Gargnano længere mod syd og Riva mod nord. Grunden til, at netop dette stykke vej manglede, var, at bjergene stikker deres fødder helt ud i søen her i det nord-vestlige hjørne. Derfor var anlægsarbejdet dyrt og farligt, da utallige tunneller skulle sprænges og broer bygges.

Herefter var det nemt at komme til Limone, så turisterne fik hurtigt øjnene op for denne maleriske, lille by. Siden er der etableret en række mindre hoteller, pensioner og campingpladser, så byen i 2016 kunne tage imod lidt mere end 1,2 millioner besøgende.

Nogle få scener fra James Bond-filmen ”Quantum of Solace” fra 2008 er optaget på Gardesana-vejen og dens tunneller tæt ved Limone.

Limone har også sin egen helgen, som indbyggerne er meget stolte af. Han hed Daniele Comboni og grundlagde en Afrikamission i 1867. Hans missionsarbejde i Afrika endte med at koste ham livet, og i 2003 blev han helgenkåret i Peterskirken i Rom. Hans mission drives stadig, og man kan høre mere om den samt følge i hans fodspor i besøgscentret ”Tesöl” i Limone.

Forskerne har fundet ud af, at indbyggerne i Limone lever længere end gennemsnittet. Det skyldes, at de bærer et helt særligt protein, der fjerner fedt fra blodårerne og fører det til leveren, hvor det bliver nedbrudt, hvilket reducerer risikoen for åreforkalkning og blodpropper helt enormt. Da Limone tidligere var en isoleret landsby, blev indbyggerne nødt til at gifte sig med hinanden. På den måde blev mirakel-proteinet udbredt, så der ved en undersøgelse af indbyggerne i 2004 blev fundet 40 heldige bærere af proteinet i den lille by. På baggrund af opdagelsen af det særlige protein har forskerne udviklet en ny medicin mod hjerte-karsygdomme.

Limone sul Garda, Gardasøen, Italien.
Limone ved vestbredden af Gardasøen set fra toppen af Monte Baldo-bjergkæden på østsiden af søen.

FAKTA OM GARDASØEN

Gardasøen – Lago di Garda – er Italiens største sø. Den er lidt mere end 50 kilometer lang og bredden spænder fra to kilometer i den nordlige ende til 17 kilometer i den sydlige.

Mod nord er den omkranset af bjerge, mens de flader helt ud mod sydenden, der ligger på Posletten.

Tre regioner deles om søen. Den vestlige side inklusiv Limone hører til Lombardiet, den nordlige til Trentino, mens den østlige hører til i Veneto.

Den største by ved søen er Desenzano (cirka 30.000 indbyggere), der ligger i det sydvestlige hjørne.

Søen opstod i istiden, og i oldtiden kaldte kelterne den for ”Benacus.” Man mener det har betydet noget i retning af ”søen med halvøen.” Ganske rigtigt findes der også en fire kilometer lang halvø i sydenden af søen. Da den frankiske konge, Karl den Store, erobrede området og gjorde det til grevskabet Garda i midten af 700-tallet, skiftede søen navn til Gardasøen.

Limonaia og Hotel Splendid Palace, Limone sul Garda, Italien.
Hotel Splendid Palace troner over et forladt limonaia – citrondrivhus – umiddelbart nord for Limone. Læg mærke til, hvordan hotellets linier harmonerer med det historiske bygningsværk.

LINKS
Visit Limone sul Garda
Limone Kommune
Lago di Garda Lombardias hjemmeside
VisitGardas officielle side
Den Italienske Stats Turistbureau
Et indlæg her på stedkender om Gardasøen i børnehøjde

© Bitten Holmsgaard 2019

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.