Livø - en bilfri oase i Limfjoden

Livø – en bilfri oase i Limfjorden

Senest opdateret den

DANMARK I BØRNEHØJDE – Den smalle jordsti snor sig gennem en grøn og frodig urskov. Mine to døtre løber nysgerrigt i forvejen, spændte på at se, hvad der gemmer sig bag det næste sving. Gamle egetræer, halvvilde frugttræer, blomstrende brombærkrat samt en mangfoldighed af andre vækster strutter af liv langs stien. Spredte, magentarøde fingerbøl-blomster lyser op og tiltrækker bier mellem alle de mange nuancer af grøn. Her får væltede træer og nedfaldne grene lov til at ligge i skovbunden og langsomt blive opløst. Af og til afslører den dårende duft, at skoven også gemmer på blomstrende hyld.  

I en stor lysning åbenbarer en flok smukke, sorte Angus-køer sig mellem træerne.

“Muuuuh” brøler en af dem. 

“Muuuuh” svarer en anden lidt borte, skjult mellem træerne og buskenes løv.

“Se en kalv,” råber mine to døtre næsten i kor.

Den og dens mange venner bliver behørigt beundret.

Vi åbner forsigtigt det elektriske hegn og passerer gennem køernes indhegning. Imens  holder vi godt øje med nylavede kokasser, så vi ikke får en klistret souvenir med under sandalerne.

Køernes hegn fortsætter langs højre side af stien. De er her blandt andet for at holde ahorn-træerne i ave. Ahorn sætter nemlig de her sjove frø, der kan flyve afsted som en helikopter. Frøene er meget villige til at gro og kan udkonkurrere andre planter og mindske biodiversiteten på denne fredede ø. Heldigvis er køerne ellevilde med ahornblade. De stimler sammen, da vi plukker nogle unge træer ved kanten af stien og smider ind over hegnet til dem.

Vi har selv ahorn hjemme i haven og bliver enige om, at vi gerne vil låne en enkelt ko en dag til at komme og spise alle de nye træer, der popper op, hvor vi mindst ønsker dem, så vi selv kan blive fri for at gå og rykke dem op.

Udsigt fra skovbrynet i urskoven, der egentlig hedder Ege-Hasselskoven.

Louisehøj, myrer og høns

Nu lægger vi urskoven bag os og træder ud i det åbne landskab med udsigt over bølgende marker og Limfjorden mod syd. Vi er på vej mod Louisehøj – Livøs højeste punkt – på 43 meter. Her bænker vi os og nyder den fine udsigt til Limfjorden mod både syd og nordvest. Jeg får en kop termokaffe, børnene får vand, Mariekiks og æblebåde fra rygsækken. De er lidt trætte i benene, men pausen gør godt.

Snart efter slår vi et sving til højre og er igen inde i skovens grønne sal. Myrer myldrer flittigt rundt på hele stien og kravler op på vores sandalklædte fødder. Min yngste datter, fem-årige Marguerite, skriger. Hun lærer dog snart, at hun ikke kan skrige myrerne væk, men at de er ganske lette at vifte af med en hånd.

Efter cirka 1,5 times urskovstur bebuder de tamme, velplejede og smukke høns, der pikker efter mad i skovbrynet, at vi igen nærmer os Livø by. Da vi når helt hen til Livø Avlsgaard, er det svært at vurdere, om det er os, der er mest interesserede i at kigge på hønsene eller omvendt. De kommer trippende med let abrupte bevægelser og klukker, mens de betragter os indgående.

Vi fortsætter forbi kampestensstalden, mens vi lytter til usynlige biers summen iblandet enkelte græshoppers sang. Jeg stikker næsen ned i en ranke brombærblomster og suger deres vidunderlige duft ind. Hyldeblomsternes noter blander sig, så luften bliver berusende aromatisk.

Fra Rønbjerg til Livø

Vores Livø-tur begynder på havnen i Rønbjerg. Varmen er fugtig og trykkende. Vi tanker op med fiskefrikadeller hos fiskehandleren, mens vi venter på afgang.

“Hvornår er klokken ét?” Skiftes mine to døtre til at spørge.

Vi slentrer rundt på molen og kigger på de to små færger “Svanen” og “Bertha-K,” mens vi snakker om hvilken af dem, vi mon skal med.

Vi spejder også over plankeværket mod Livø. Vi kan skimte enkelte huse samt den gråhvide strand, lysegrønne marker og mørk skov.

Ti minutter i ét løfter en færgemand kæden væk fra indgangen, så vi kan gå ombord på “Bertha-K” den største af færgerne. Vi skynder os op på det åbne dæk på 1. sal, hvor vi sætter os bagest. Mens kaptajnen styrer sikkert ud af den lille havn, nyder vi synet af sejlbådene, den smukke klint ved Næsby Dale mod nord samt Rønbjerg, der efterhånden bliver mindre og mindre.

Udsigt fra færgen mod Rønbjerg Havn.

Selvom der er fart i Bertha-K, er det alligevel for varmt at sidde her i solen, derfor går vi nedenunder og frem til stævnen allerforrest, hvor Bertha-K bryder det blanke, blå vand til hvidt skum. Her kan vi følge med i overfarten i selskab med en dejlig, forfriskende brise til at køle os lidt ned. Efter 20 minutters sejlads når vi Livøs lillebitte havn.

Asfaltvejen fra havnen til Livø by er lang og lige. På begge sider vokser grønne træer og tæt krat, hvorfra hybenroserne indhyller os i deres fine duft. En symfoni af fugle, der synger og mennesker, der snakker lidt borte, fylder vores ører. Det er skønt, at vi kan gå midt på vejen uden at skulle passe på biler men bare kan trave afsted og kigge på alt, hvad der foregår langs vejen.

På lejrpladsen, der ligger på venstre side inden selve byen, er der slået et par telte op. 

Livø by

Nu når vi frem til selve Livø by. Det er egentlig bare en lillebitte landsby med huse på begge sider af vejen. På højre side er der brede grønne plæner og store træer, der skygger behageligt. Mens husene på venstre side ligger tæt op ad vejen.

Alle husene ser nymalede og velholdte ud. De fleste er hvide. Jeg synes dog, der er sådan et offentligt, institutionspræg over flere af dem. Men de er jo også opført i begyndelsen af 1900-tallet til Den Kellerske Åndssvageanstalt og blev i 50 år brugt som internat for udviklingshæmmede og kriminelle mænd. Gennem vinduerne kan jeg ane en køjeseng hist og en stigereol her. 

Første gang jeg besøgte Livø for mere end 10 år siden, fik jeg en mærkelig, tung og sorgfuld følelse, mens jeg gik rundt her mellem husene. Som om traumerne fra forgangne tiders beboere fortsat hang over bygningerne. Men i dag opfanger jeg udelukkende en afslappet og åben sommerstemning. Måske er det de mellemliggende års tusindvis af lykkelige ferieoplevelser, der nu er blevet en del af bygningernes sjæl.

Pigerne har fået øje på den skyggefulde legeplads, der ligger skråt over for købmanden, og suser derhen. Den er bare god, er de enige om, mens de gynger, rutsjer og klatrer.

Frokosten indtager vi uden for købmanden, der også er café. Frikadeller med kartoffelsalat og tarteletter med høns i asparges er dejlige, danske klassikere, der bliver skyllet ned med Liv-Øl og sodavand. Så er vi godt rustede til vores urskovstur.

Is, babyfrøer og tordenskyer

Efter 1,5 times gåtur, synes vi selv, vi har fortjent en af de hjemmelavede is fra købmandens fryser. Selvom jeg er vild med chokoladeis, er jeg også eventyrlysten, så jeg vælger hyben-isen. Den smager mest af flødet vanilleis og kun hybenstykkerne smager af, ja, hyben. Jeg tiltusker mig en smagsprøve på choko-karamel-isen, og et øjeblik fortryder jeg mit valg, for den er virkelig lækker.

Fra vores bænk uden for købmanden bliver jeg helt nostalgisk af at se svalerne sidde som noder på telefontrådene. Jeg har, siden jeg var barn, holdt meget af telefonpæle og -tråde, som efterhånden er en sjældenhed her i Danmark.

Livø - en bilfri oase i Limfjorden
Det bliver en lillebitte melodi, hvis disse to svaler på telefontrådene udgør noderne.

“Kan vi ikke tage på ferie her,” spørger mine døtre nærmest i munden på hinanden.

Det aftaler vi på stedet, at vi vil gøre på et senere tidspunkt.

Min mand vil gerne finde den sø, han svingede henover i et tov, da han var på lejrskole her i 4. klasse. Vi kigger på vores Livø-kort og bliver enige om, at det må være den, der ligger umiddelbart syd for byen, tæt på teltpladsen og den bygning, der hedder “Skolen,” hvor hans klasse overnattede.

Søen er mere en lille dam og næsten helt skjult af siv og andre grønne planter. Pludselig opdager vi, at græsset nær vandet er levende. De kæreste, små babyfrøer eller -tudser hopper omkring. Især vi tre tøser er helt pjattede med dem. Vi sidder længe på hug for rigtigt at beundre de nuttede padder.

Det er dog tid til at bevæge sig mod havnen og dagens sidste færge. Blygrå skyer begynder at trække sammen mod syd. Vejrudsigten melder om torden. Men ikke en eneste dråbe kommer der over hverken Livø, Løgstør Bredning eller Rønbjerg. Inden vi kører hjemad, deler vi to stjerneskud i solen uden for fiskeforretningen på fastlandet. 

Hold da helt op, en skøn dag vi har haft på Limfjordens grønne oase.

Indsejlingen til Rønbjerg Havn med Livø i horisonten.

FAKTA

Livø ligger i Limfjorden 10 kilometer sydvest for Løgstør og nord for Fur. Der er kun 8-10 fastboende på øen.

I sommerhalvåret sejler færgen fra Rønbjerg til Livø flere gange om dagen.

Hele øen undtagen Livø by er fredet og ejet af Naturstyrelsen. Den er en del af det internationale Natura2000-netværk.

Der findes næsten alle danske naturtyper på Livø.

⅓ af øen er økologisk landbrug, ⅓ er skov og ⅓ er hede, strandeng og overdrev. Der er både dåvildt og sæler på Livø. Sandtangen, Liv Tap, er sæl- og fuglereservat.

Livø er bilfri, og det er også forbudt at have hunde med på øen.

Der er en afmærket vandresti på cirka 10 kilometer. Vi gik kun en lille rundtur på 2-3 kilometer i Ege-Hasselskoven.

Det er også muligt at overnatte på Livø, da mange af husene i dag bliver lejet ud som ferieboliger gennem Livø Feriecenter.

Det økologisk landbrug

Livø Avlsgaard fra 1875 er et af Danmarks ældste økologiske landbrug, der blev omlagt til økologi i 1991. Landbruget samarbejder med det økologiske bageri, Aurion, om at teste gamle, historiske kornsorter. Det var blandt andet et af de første til at dyrke økologisk spelt.

Siden stenalderen har der boet mennesker på Livø. Allerede dengang dyrkede de jorden her.

Siden 2012 har Naturstyrelsen arbejdet hen imod en total selvforsyning med vedvarende fossilfri energi på Livø. Det sker blandt andet ved hjælp af solceller, vindmølle og moderne generatorer, der kører på biodiesel.

Livø - en bilfri oase i Limfjorden
Livø Avlsgaards fine kampestensstald.
Den Kellerske Åndssvageanstalt

Livø tilhørte fra 1911 til 1959 Den Kellerske Åndssvageanstalt. Det var en fangeø for “moralsk åndssvage” mænd. På Sprogø var en tilsvarende anstalt for kvinder. 

De fleste blev anbragt her på ubestemt tid uden at være stillet for en dommer og dømt. Fangerne eller “alumnerne,” som de blev kaldt, skulle arbejde i landbruget, skoven, gartneriet, mejeriet, skrædderstuen, væveriet eller køkkenet. De anbragte kaldte Livø for Djævleøen. 

Billeder fra Den Kellerske Åndssvageanstalt på Livø. Fotograferet fra Naturstyrelsens plancher i Livø by.

Der var også mange normaltbegavede men utilpassede mænd anbragt her. Adskillige af dem druknede under forsøg på flugt. Dengang mente videnskaben, at denne moralske åndssvaghed var arvelig, så man ville for alt i verden forhindre de anbragte i at få børn. I 1929 blev der vedtaget en lov om tvangssterilisation, og de fleste der var indsat her fik foretaget sådan et indgreb, inden de blev løsladt.

Den danske stat overtog i 1959 anstalten på Livø. Efter at synet på udviklingshæmmede ændrede sig, blev anstalten lukket i 1961. Der er i dag et lille museum samt plancher ved vejen i Livø by, der fortæller den barske historie om åndssvageanstalten.

Kilder: Blandt andet Naturstyrelsens og Miljø- og Fødevareministeriets brochurer

Livø - en bilfri oase i Limfjorden

TIP

Bare tag badetøj med. Det er fint at bade ved stranden ved siden af Livø Havn.

LINKS

Livøs hjemmeside
Kort med vandreruten på Livø på udinaturen.dk
Information om Livø på Naturstyrelsens hjemmeside
Færgebooking
VisitVesthimmerland
Destination Himmerland
VisitNordjylland
1. afsnit af TV2 Nords dokumentarserie “Liv på Livø”
Tv-program om de udviklingshæmmede på Livø
Anmeldelse i dagbladet Information af bogen “Defekt og deporteret“ om de anbragte på Livø
Artikel i Økologisk Nu om landbruget på Livø
Program på Radio4 om landbruget på Livø
Alle stedkenders artikler om oplevelser ved Limfjorden

© Bitten Holmsgaard 2020

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.