Lindholm Høje - vikingernes hvilested

Lindholm Høje – vikingernes hvilested

DANMARK ANBEFALING – Sælsomme stene i tusindvis vidner om forne tider. Omhyggeligt er de opstillet i distinkte mønstre: Nogle står placeret i trekanter, andre i bådform eller cirkler.

 

De har stået på præcis dette sted i 1.000 år. Lige her hvor stolte vikinger levede på højen, og Limfjorden slår sig løs i en ordentlig bue. Her hvor udsynet over fjorden er uovertruffent og tilsejlende fjender kan ses i så god tid, at de ikke kan overrumple.   

 

Nu rummer den græsdækkede bakke på Lindholm Høje ikke længere en landsby men vikingernes sidste hvilested. En slags oldtidskirkegård med imponerende 682 vikinge- og jernaldergrave. Som ved et mirakel er de bevaret helt til i dag på grund af sandflugt, som begravede gravene under flere meter sand. 

 

Lindholm Høje - vikingernes hvilested

 

Som altid begynder vores besøg på toppen. Mens jeg står her i forårssolen med vindens susen og lyden af livlige råger i ørerne, har jeg svært ved at forestille mig, at inden de arkæologiske udgravninger begyndte i 1950’erne var alle stenene dækket af så tykt et lag sand, at det nåede ligeså højt op, som vi er nu.

 

Historien om fortid, får og kaffe

Vi griner, da vi sammen genfortæller historien, om dengang vi sad på bænken lige derhenne med lækre kager og kaffe fra Faunøs Bageri. Nogle af de får, som afgræsser højene begyndte at slå ring om os. De virkede lækkersultne, så vi holdt godt fast i vores kageposer men tænkte ikke, at kaffen var i fare. Pludselig tog et stort får hele det ene kaffekrus med det skoldhede indhold i munden og løftede det op fra bænken. Om det var for varmt eller om fåret alligevel ikke kunne lide kaffe, ved jeg ikke. Men det spyttede i hvert fald koppen ud igen, så den dumpede ned på jorden foran os, mens kaffen løb ud i græsset.

 

Nu er det tid til at bevæge sig ned ad højen. Børnene løber ud og ind mellem stenene. Vi går bogstavelig talt rundt midt i historien. Det er en gave at tale sammen om vikingerne, mens vi befinder os lige her. Om hvordan de blev lagt på et ligbål omkranset af sten og sendt afsted til dødsriget Hel eller Valhal, hvis det var en krigerbegravelse. Vi taler om den nordiske mytologi og vikingernes guder Thor, Freja og Odin. Om de tre Norner, som spinder livets tråd til hver enkelt menneske på jorden. 

 

I dag er fårene endnu ikke kommet på græs, så vi slår os ned i læ, med højen i ryggen, drikker varm cacao fra termokanden og spiser småkager til. Vi er stolte af at være efterkommere af vikingerne og føler os ganske tæt på dem lige her, hvor de fik deres evige hvilested.

 

Lindholm Høje

FAKTA

Lindholm Høje er Danmarks største oldtidskirkegård. Den ligger lige uden for Lindholm, der er en forstad til Aalborg på nordsiden af Limfjorden godt 5 kilometer nordvest for centrum. 

 

Området er fredet, og det er gratis at besøge de mange grave. Man skal blot huske at lukke leddene efter sig, så fårene ikke kommer på afveje.

 

Dette sted er blevet benyttet som gravplads i en periode på cirka 600 år. De ældste grave ligger øverst på højen og er fra 400-tallet (yngre jernalder) mens de nyeste grave ligger længere nede og er fra cirka år 1000 (vikingetiden er fra cirka 800 til 1050).

 

De synlige, stenomkransede grave er alle brandgrave. De ældste er trekantede, de nyeste har form som et skib.

 

Det var mest mænd, der blev begravet i trekantede og bådformede grave, mens kvinders grave er ovale eller runde.

 

Årsagen, til at menneskerne slog sig ned på dette sted, var nærheden til Limfjorden. Dengang var det en vigtig transportvej og et af Danmarks vigtigste farvande. På den tid adskilte land mennesker, mens vand forbandt dem. Simpelthen fordi det var hurtigere at komme rundt med skib end til fods eller med hest. Limfjorden, der dengang var et sund og åbent mod havet i både øst og vest, var desuden udgangspunktet for vikingernes togter rundt i Europa blandt andet til England.

 

Omkring 1100 blev sandflugten for meget for beboerne, som forlod Lindholm Høje. Hele området blev siden dækket af op til 4 meter sand.

 

Arkæologerne har på Lindholm Høje fundet spor af to landsbyer, der er dateret fra 700-tallet til begyndelsen af 1100-tallet. De formoder, det drejer sig om den samme by, der blot er blevet flyttet.

 

Der har siden 1992 været tilknyttet et rigtigt fint museum til Lindholm Høje (børn under 18 år er gratis, voksne skal betale entré). Det forklarer på fineste vis historien om fundet af de mange grave, samt hvordan vikingerne levede her på højen. I underetagen fortælles mere generelt om oldtiden i området omkring Limfjorden.

 

Lindholm Høje Museet
Lindholm Høje Museet ligger umiddelbart ved siden af gravpladsen.

FAKTA VIKINGEMARKED PÅ LINDHOLM HØJE

Hvert år den sidste weekend i juni er der vikingemarked på Lindholm Høje. Her stiller vikingegrupper deres telte op, og man kan næsten føle, man er rejst tilbage til vikingetiden. Der er krigere, der kæmper. Håndværkere, der laver redskaber på vikingemanér. Og så kan man købe vikingeting og spise vikingemad. En rigtig interessant og hyggelig oplevelse for både børn og voksne.

 

3 ANDRE VIKINGEOPLEVELSER I NORDJYLLAND

1. Fyrkat ved Hobro

Uden for Hobro – 58 kilometer syd for Aalborg – ligger resterne af vikinge-ringborgen Fyrkat. Den blev opført i slutningen af 900-tallet af Harald Blåtand. I dag markerer en jordvold, hvor borgen lå, da bygningerne af træ er gået til i tidens løb. Nær dette sted er der blevet rekonstrueret 9 vikingehuse, der tilsammen udgør en vikinge stormandsgård, og som giver et godt indblik i, hvordan livet må have foregået her i vikingetiden. I løbet af sommeren er der levende værksteder og aktiviteter. (Børn under 18 år er gratis, voksne skal betale entré). Fundene fra Fyrkat kan ses på Hobro Museum.

 

Luftfoto af Fyrkat © Nordjyllands Historiske Museum – www.nordmus.dk
2. Vikingebyen i Sebbersund

Vikingebyen i Sebbersund – 26 kilometer sydvest for Aalborg – var en vigtig handelsplads ved Limfjorden. Det har man fundet ud af gennem arkæologiske udgravninger. Man har også fundet rester af både en trækirke og en stenkirke med hver sin gravplads på stedet samt af 3-400 grubehuse. Grubehuse var små arbejds- eller beboelseshuse, der ofte var runde. I 1999 opførte man en kopi af et grubehus i Sebbersund. Det er det, der siden er blevet til Vikingebyen i Sebbersund. Her bliver der i løbet af sommerhalvåret arrangeret aktiviteter samt et årligt vikingemarked. Man regner med, at denne handelsplads forsvandt samtidig med, at Limfjorden i 1100-tallet sandede til mod vest, så den reelt blev en fjord udelukkende med indsejling fra øst.

 

3. Aggersborg nær Løgstør

Ved Limfjorden – 2 kilometer nord for Løgstør og 50 kilometer nordvest for Aalborg – ligger resterne af Harald Blåtands første og største ringborg, Aggersborg. Kun en jordvold markerer, hvor dette bysamfund lå. Denne borg var så vigtig, at den kunne være blevet Danmarks hovedstad. Det er ret sjovt at tænke på, når man står her blandt marker med en landsbykirke i ryggen og udsigt over Limfjorden. Der er en ganske lille udstilling i en bygning ved siden af Aggersborg Kirke samt udendørs plancher, så interesserede kan lære mere om Aggersborg. Også her er der en gang årligt vikingemarked.

 

LINKS

Lindholm Høje Museet
Vikingemarked på Lindholm Høje
VisitAalborg
Vikingecenter Fyrkat
Hobro Museum
Aggersborg på VisitVesthimmerland
Vikingebyen i Sebbersund
Vikingeoplevelser i Nordjylland på VisitNordjylland.dk
En artikel på stedkender om en gratis udendørs kunstoplevelse i Nordjylland
En artikel på stedkender om en skøn vandretur 30 km fra Lindholm Høje

 

© Bitten Holmsgaard 2020

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.