Byporten, Ponta Delgada, Sao Miguel, Azorerne, Portugal.

Kig op, kig ned

AZORERNE ANBEFALING – Lige under mine fødder gemmer der sig det fineste håndværk. Jeg spadserer rundt på kilometervis af mosaikker, som hårdtarbejdende calceteiros – brolæggere – minutiøst har kreeret. Ny gade, nye mønstre – nogle er simple andre utroligt avancerede.

Fortov i Ponta Delgada, Sao Miguel, Azorerne, Portugal.
Fantastisk fortov i Ponta Delgada.
Fortov i Ponta Delgada, Sao Miguel, Azorerne, Portugal.
Motiver af majs og ananas – vigtige afgrøder på øen Sao Miguel, hvor Ponta Delgada ligger.
Fortov i Ponta Delgada, Sao Miguel, Azorerne, Portugal.
Ny gade, nyt motiv.

Her i Ponta Delgada – ligesom i mange andre af verdens byer – venter kunstneriske oplevelser de pudsigste steder. Efter jeg har været fuldstændigt optaget af at følge det sort-hvide kunsthåndværk rundt i byen og er blevet træt af at kigge ned, begynder jeg at dreje blikket opad. Her er der også kreativ gevinst.

Byens mange franske altaner er omkransede af sirligt ornamenterede smedejernsrækværk. De byder på en mangfoldighed af dekorationer og stilarter.

Balkon i Ponta Delgada, Sao Miguel, Azorerne, Portugal
Kig op.
Balkon i Ponta Delgada, Sao Miguel, Azorerne, Portugal.
Flot fransk altan.
Balkon i Ponta Delgada, Sao Miguel, Azorerne, Portugal
En helt anden stil.

Jeg fryder mig over skønheden i disse ting, der de fleste andre steder udelukkende er funktion. Det er tidskrævende og kostbart at udsmykke fortove og rækværk, men nogen har ofret både tid og penge på det. De sørger for, at det kan betale sig for mig, og alle andre, at kigge både op og ned på en tur gennem byen.

Praça Gonzalo Velho Cabral, Ponta Delgada, Sao Miguel, Azorerne, Portugal.
Kunstnerisk brolægning ved byportene på Praça Gonzalo Velho Cabral.

FAKTA OM PORTUGISISK BROLÆGNING

Brolægningen i Ponta Delgada er calçada Portuguesa – portugisisk brolægning. Denne type brolægning har sin oprindelse fra romerske mosaikker. Siden er der udviklet en særlig portugisisk stil med sorte og hvide sten og traditionelle portugisiske mønstre.

Denne brolægning er populær i Portugal og på Azorerne – men har også spredt sig til tidligere portugisiske kolonier som Brasilien, Macao, Angola og Mozambique.

De sorte sten er vulkansk basalt og stammer fra Azorerne, mens de hvide er kalksten fra kontinentet.

På Azorerne kan man uddanne sig til calceteiro – brolægger.

Brolægningsarbejdet foregår i etaper:

1.    Underlaget jævnes.
2.    En firkantet form fyldes med en blanding af sand og tør cement.
3.    Stenene hugges til.
4.    Stenene lægges i det ønskede mønster i formen.
5.    De lagte sten stampes jævne med en brolæggerjomfru af træ.
6.    Sand strøes ud over stenene.
7.    Nogle dage senere fejes sandet væk og værket er klar til brug og beundring.

Região Autónoma dos Açores, Secretaria Regional da Ciência, Technologia e Equipamentos, Ponta Delgada, Sao Miguel, Portugal.
Også på officielle bygninger som Azorernes afdeling for videnskab, teknologi og anlæg er der smukt udformede balkonrækværk.

FAKTA OM PONTA DELGADA

Ponta Delgada er hovedstad i den delvist selvstyrende, portugisiske ø-gruppe Azorerne. Byen ligger på sydkysten af den største af øerne, São Miguel.

Der er cirka 50.000 indbyggere i Ponta Delgada og cirka 240.000 på samtlige 9 azoriske øer.

Øerne ligger midt i Atlanten cirka 1.500 kilometer fra Portugal og 4.000 kilometer fra USA.

Brolægning i Ponta Delgada, Sao Miguel, Azorerne. Portugal.
I nogle byer nøjes man med at male streger på vejen men ikke i Ponta Delgada.

LINKS

Visit Azores
Azorernes regering
Visit Portugal
Indslag om portugisisk brolægning på Azores TV
Portugalnyt.dk
En artikel på stedkender fra Azorerne om et helt specielt museum

© Bitten Holmsgaard 2017

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.