Helt på toppen på Monte Baldo

ITALIEN I BØRNEHØJDE – 1.760 meter. Så højt er Anemone på syv år og Marguerite på tre år kommet op ved at tage svævebanen, Funivia Malcesine Monte Baldo, ved Gardasøens østbred. De er enige om, at det bare er helt på toppen at bruge svævebanen til at bestige et bjerg – en anbefaling de gerne vil give videre til andre børn. Kig med i stedkenders første video:

FAKTA MONTE BALDO
Monte Baldo er en del af de italienske prealper. Bjergkæden går fra nord til syd på Gardasøens østside. Den ligger i regionen, Veneto, der har Venedig som regionshovedstad.
Det er muligt både at vandre og cykle op til toppen, hvor der også findes en række fine vandre- og cykelruter.
Vi valgte at tage svævebanen, Funivia Malcesine Monte Baldo. Turen foregår i to etaper, og der er omstigning ved San Michele. Vi har et godt råd til den tur: Når I stiger ind i kabine nummer to ved San Michele, så stil jer trygt ved vinduet ind mod bjerget, mens alle andre slås om pladsen ud mod Gardasøen. Denne kabine drejer nemlig rundt, så I nok skal opleve den fantastiske udsigt over Malcesines tage, Scaligero-borgen og Gardasøen.
Det er ikke nødvendigt at medbringe mad og drikkevarer, hvis I kun vil op og nyde udsigten, der er nemlig både bar og et par restauranter på toppen.
Vores andet gode råd er at besøge Monte Baldo efter en regnvejrsdag, så er luften nemlig klar – og ikke fuld af dis.

Udsigt fra Monte Baldo, Veneto, Italien til Limone.
Fra toppen af Monte Baldo er der en flot udsigt til den lille by, Limone, på vestsiden af Gardasøen.

FAKTA GARDASØEN
Gardasøen – Lago di Garda – er Italiens største sø. Den er lidt mere end 50 kilometer lang og bredden spænder fra to kilometer i den nordlige ende til 17 kilometer i den sydlige. Mod nord er den omkranset af bjerge, mens de flader helt ud mod sydenden, der ligger på Posletten. Tre regioner deles om søen. Den vestlige side hører til Lombardiet, den nordlige til Trentino, mens den østlige, som nævnt, hører til i Veneto. Den største by ved søen er Desenzano (cirka 30.000 indbyggere), der ligger i det sydvestlige hjørne.

Udsigt over Gardasøen fra Monte Baldo, Macesine, Italien.
Udsigt mod syd og vest fra toppen af Monte Baldo-bjergkæden. Gardasøens sydende forsvinder i disen.

FAKTA MALCESINE
Malcesine, der ligger, hvor Monte Baldo dypper sine fødder i Gardasøen, er en idyllisk lille by med kun 4.000 indbyggere. Her er et besøg på den mere end 1.000 år gamle Castello Scaligero – Scaligero-borgen – også spændende. Især hvis snakken går om de drabelige slag, der blev udkæmpet herfra om herredømmet over den vigtige Gardasø. Billetten giver også adgang til et lille museum, der blandt andet fortæller om de planter og dyr, som findes på Monte Baldo.
Det er muligt at købe en dobbeltbillet, der både indeholder svævebane og borg, så man sparer lidt penge.

Tårnet på Castello Scaligero, Malcesine, Veneto, Italien.
Castello Scaligeros tårn er Malcesines ældste vartegn.

LINKS
Funivia Malcesine Monte Baldo
Udsigt med indtryk – et indlæg på stedkender om Gardasøen
VisitMalcesine
VisitGarda
Venetos Museumsportal
Den Italienske Stats Turistbureau

© Bitten Holmsgaard 2017

En middelhavsdrøm

ITALIEN, PÅ PLADSEN – De smalle huse rundt om Piazza Marconi står klinet op ad hinanden, gavl mod gavl. Facadernes røde og gule farver danner malerisk baggrund for de små fiskerbåde i lysende hvid og klare blå nuancer. I vestlig retning åbner pladsen sig mod den lille havn og Middelhavet. Mod øst skærer hovedgaden, via Visconti, sig ned imellem husene i bunden af slugten.

Del af Piazza Marconi i Vernazza, Cinque Terre, Italien.
Piazza Marconi i Vernazza. Byens hjerte lige ved haven, med den smalle hovedgade, via Visconti, der skærer sig ud mellem husene i pladsens ene hjørne.

Piazza Marconi er kranset med fiskerestauranter – der alle byder på et menukort fyldt med friskfangede lækkerier – samt den yndigste lille kirke Santa Margherita di Antiochia.

Piazza Marconi, Vernazza, Cinque Terre, Italien.
Kirken Santa Margherita di Antiochia er en markant bygning på Piazza Marconi. De stejle skrænter med vinstokke kan anes oven over kirken.

Pladsen er Vernazzas bankende hjerte, hvor færgepassagererne passerer forbi på vej op i byen, og togpassagerer og vandrere er på vej i modsat retning mod havnen.

Kig fra reataurant på Piazza Marconi, Vernazza, Cinque Terre, Italien.
Udsigt fra Piazza Marconi mod den lille havn og det store Middelhav bagved.

Her i denne middelhavsdrøm sidder jeg under en gul parasol og nyder et glas af den lokale hvidvin og har svært ved at løsrive mig. Piazza Marconi alene er hele turen værd. Heldigvis har jeg god tid.

Piazza Marconi, Vernazza, Cinque Terre, Italien.
Piazza Marconi.

FAKTA
Vernazza er en af de fem små byer, der tilsammen udgør Cinque Terre i regionen Ligurien, Italien.
Området er optaget på UNESCOs verdensarvsliste.
Byerne var oprindeligt fiskerbyer, men det er også dokumenteret, at man har dyrket vin her på de stejle skrænter i hvert fald i 1.000 år.
Der bliver stadig produceret flere forskellige typer af vin her.
Den smukkeste måde at komme til Vernazza og de andre fire byer er at sejle med rutebåd fra for eksempel Portovenere eller Levanto.
Det er hurtigst og billigst at tage toget fra for eksempel La Spezia eller Genova.
Det er også muligt at vandre til – og mellem – de fem byer. En del at ruten er den berømte Via dell’Amore – Kærlighedsvejen.

Udsigt fra Castello Doria over Piazza Marconi og sognekirken Santa Margherita di Antiochia, Vernazza, Cinque Terre, Ligurien.
Udsigt fra Castello Doria over Piazza Marconi og sognekirken Santa Margherita di Antiochia.

LINKS
Cinque Terre Nationalpark
Vernazza Kommunes side
Rutebåd: Navigazione Golfo dei Poeti
Find togbillet til Vernazza på trenitalia.com

© Bitten Holmsgaard 2017

Neglebidende skovtur

ITALIEN I BØRNEHØJDE – Pinjetræer, buksbom, hortensiaer, palmer og en mangfoldighed af andre buske, slyngplanter og træer, jeg ikke kender, danner en vild frodighed af grønt, grønt, grønt!

Vi spadserer ad smalle stier med vægge af grønne hække og de høje træers kroner som loft – det er som at gå rundt i et netværk af levende grønne tunneller.

Pistoia Zoo, Toscana, Italien

Mange af burene og indhegningerne er næsten gemt væk i alt det grønne. Men ad en bredere vej når vi frem til et åbent område. Og der i vandbassinet bader to flodheste. Bag dem tårner girafferne sig op. Selvom det hele minder om en skov eller en meget træfyldt botanisk have, så nyder vi skyggen i Giardino Zoologico di Pistoia – Pistoias Zoologiske Have.

Giardino Zoologico di Pistoia, Toscana, Italien.

Og her er det tilladt at fodre både giraffer og elefanter. Foderet kan trækkes for 20 cent i små automater. Giraffen er helt pjattet med de små piller, som en lille pige rækker til den på sin flade hånd. Da den har spist op, og pigen trækker hånden til sig, søger den efter flere lækkerier med sin lange, blå tunge. Ja, blå!

Længere inde i haven bor tre jaguarer. Her sidst på eftermiddagen er de vågnet fra middagsluren. En af dem ligger og kigger lidt adspredt på os bare en meter borte. Mon den spekulerer på, hvordan menneskekød smager? Ser vi lækre ud? Lugter vi delikat? Vi er kun adskilt fra dens livsfarlige tænder og kløer af en tynd glasplade. Den tester – heldigvis – ikke rudens holdbarhed!

Pludselig vender den sig en halv omgang, lægger sig ned og begynder at bide negle – eller rettere kløer. Det er nogle ordentlige søm, den har, så da vi går videre efter 10 minutters tid, er den stadig dybt koncentreret i gang med venstre pote.

Giardino Zoologico di Pistoia, Toscana, Italien.

Selvom lugten er skarp, og jeg får lettere hjertebanken og gåsehud, træder jeg alligevel over tærsklen til reptilhuset. Som et andet Pantheon er det cirkelformet med et rundt ovenlysvindue som kronen på værket.

Her kan de dumdristige stikke fingrene ned til krokodillerne, og hvis de er heldige, nøjes med at få bidt negle! Zoo advarer dog med et skilt, hvor der står “Gli animali mordono” – dyrene bider.

Giardino Zoologico di Pistoia, Toscana, Italien

Jeg er overbevist om, at det aldrig var gået i Danmark. Men synes samtidig, at det øger spændingen – og viser en stor tillid til folks fornuft. Også til de teenagedrenge, som netop er på vej ind.Vi zigzagger videre i havens labyrint – godt hjulpet af det kort, vi fik udleveret ved indgangen.

Nedenfor bjørneindhegningen ligger en sø med pelikaner, der brummer og gæs, der vasker sig – på bredden kurrer duerne. De må være tenorerne til pelikanernes bas – og som alter og sopraner i fuglekoret lyder utallige sangfugle. Vi kan også ane bruset fra et lille vandfald endnu inden, vi når frem til det. Luften er friskere og køligere her i vandets nærhed.

En chihuahua tripper forbi med sin ejer. Jeg når lige at tænke, om den mon er en delikatesse for bjørne, inden en distræt dyrepasser slæber to hvide spande frem til hegnet. “Orso femmina” – hunbjørn –  står der på den ene. Og jeg bemærker – lidt skuffet – at den er fyldt med frugt og hvidt brød. Hunbjørnen er absolut ikke skuffet. Hun skynder sig frem til godbidderne, efterhånden som dyrepasseren smider dem ind over hegnet.

Giardino Zoologico di Pistoia, Toscana, Italien

Alligevel synes jeg, det er lidt tandløst – med tanke på gruopvækkende historier om campister og natlige bjørnebesøg.

Vores besøg i Giardino Zoologico di Pistoia er som helhed absolut med bid i. For jaguaren er det ligefrem en neglebidende skovtur – for os er den lærerig, overraskende og med den rette fantasi næsten uhyggelig.

Zoo Pistoia, Toscana, Italien.

FAKTA
Pistoia ligger mellem Firenze og Lucca i Toscana, Italien.
Giardino Zoologico di Pistoia ligger to kilometer vest for Pistoia.
Man skal selv køre eller tage taxa dertil.
Det er en stor Zoo, hvor der blandt andet også er tigre, løver, aber, fugle, kænguruer, kælezoo, legepladser, cafe og restaurant.
Der er ikke et koldt område med dyr fra Arktis.
Nogle bure er små og gammeldags – men de er i gang med at modernisere og forbedre dyrenes forhold.

LINKS
Giardino Zoologico di Pistoia
Pistoias turistkontor

© Bitten Holmsgaard 2013

Assisi – en farve og en følelse

ITALIEN – Når jeg tænker på Assisi, tænker jeg først og fremmest på byens farve. Assisifarvet. En ganske bestemt nuance af lys gul – eller beige – eller sand – Assisigul?

Farven og byens særlige atmosfære hænger sammen. Der hviler en ro og enhed over Assisi – på trods af de mange mennesker, som valfarter til dette katolske pilgrimsmål.

Selvom jeg er én i mængden, og vi alle går i gåsegang op mod byporten, breder roen sig i sind og krop i takt med, at jeg indånder byen. Vejen snor sig op mod Colle del Paradiso – Paradisbakken. Assisianerne ved det godt: Man er bogstaveligt talt tættere på himmelen her. Det er ikke svært at forstå, at mennesker kan føle et kald på lige netop dette sted.

Broder Theodor, Assisi, Umbrien, Italien
Broder Theodor fortæller.

En af dem, som er blevet ramt af Assisi, er Broder Theodor, franciskanermunk med danske aner. Han viser rundt i Basilica di San Francesco.

Kirken er allermest kendt for at rumme Frans af Assisis jordiske rester samt 28 freskomalerier af Giotto, der skildrer scener fra Frans’ liv.

De store turistbusser ankommer på stribe, og grupper af italienske skoleelever, amerikanske teenagere og tyske turister drages mod det fælles mål: Basilica di San Francesco – Sankt Frans’ Basilika.

Men det, der gør størst indtryk denne dag, er Broder Theodors fortælling om Pietro Lorenzettis fresko ”Nedtagelsen fra Korset.”

Han beder os om at lægge mærke til detaljerne. Om at se, hvordan der er en, som bruger en knibtang til at tage naglerne ud af Jesus ben. Om at se sorgen i hans tilhængeres øjne.

Pludselig bliver jeg overvældet af bevægelse. Tårerne laver højvande i øjnene, og jeg får en smag af salt i munden.

Et kig ind til Piazza Inferiore di San Francesco og Basilica di San Francesco - Sankt Frans' Basilika, Assisi, Umbrien, Italien.
Et kig ind til Piazza Inferiore di San Francesco og Basilica di San Francesco – Sankt Frans’ Basilika.

Broder Theodor fortsætter og husker os på, at sorg og glæde er forbundet – så simpelt og banalt  – men lige her virker det som en af verdens vigtigste sandheder. Og jeg kan føle helt ind i sjælens dyb at uden at kende sorgen, kan jeg ikke for alvor værdsætte glæden.

Sådan er Assisi. Selv den mest jordbundne må kunne mærke det. Her er du tættere på gud eller altet, eller hvad du nu tror på.

Men byen byder selvfølgelig ikke kun på åndelig føde. Et rungende dybt ”Silenzio!” – Stille! – fra højttalerne i kirkerummet bliver en slags afskedssalut på vej ud af Frans’ Basilika. Den er møntet på de besøgende, som et kort øjeblik glemmer, at dette sted er helligt, og taler eller griner for højt.

Sankt Frans-brød i udstillingsvindue i Assisi, Umbrien, Italien.
Ikke franskbrød – men Sankt Frans-brød. Assisi tjener penge på sin helgen.

Stilhed er der ikke i hovedgaden, hvor forretningerne tjener penge på Frans og de millioner, som følger i hans fodspor. Adskillige souvenirbutikker sælger blandt utallige andre ting rosenkranse, franciskanerkors og munkefigurer. Konditorierne lokker med franciskanertærte, Sankt Frans-brød og andre hellige herligheder.

En mærkelig kontrast til Frans selv, som var tiggermunk og levede i fattigdom. Jeg køber alligevel et kageagtigt brød, som har påhæftet et billede af pave Frans I med en bøn på bagsiden.

Så er det også blevet tid til at begive sig nedad igen. Ned til bussen og hverdagens tanker. Vi lægger Assisis lysegule nuancer og følelsen af ro og enhed bag os og kører ned til motorvejens jag på den grønne slette.

Basilica di San Francesco, Assisi, Umbrien, Italien.
Tættere på himmelen – Basilica di San Francesco.
FAKTA ASSISI
Assisi ligger i Umbrien, Italien.
Cirka 175 kilometer nordøst for Rom.
Der bor cirka 28.000 mennesker i Assisi.
Via Giovanni Jorgensen, Assisi, Umbrien, Italien.
Via Giovanni Jorgensen i Assisi. Opkaldt efter den danske journalist og forfatter, Johannes Jørgensen, som boede i byen i næsten 40 år i første halvdel af 1900-tallet. Han konverterede til katolicismen og skrev blandt andet en verdensberømt biografi om Frans af Assisi. Han blev desuden udnævnt til æresborger i Assisi.

FAKTA FRANS AF ASSISI
Frans af Assisi levede fra 1182-1226.
Han grundlagde franciskaner-munkeordenen, der blev anerkendt af den katolske kirke tre år før hans død.
Munkene bærer et bælte med tre knuder, der symboliserer deres løftem om kyskhed, lydighed og fattigdom.
Frans blev helgenkåret to år efter sin død.
Frans er Italiens skytshelgen.

LINK
Basilica di San Francesco
Città di Assisi
Assisi Online
Den Franciskanske Sekularorden i Danmark

© Bitten Holmsgaard 2013

Orvieto – synlig og usynlig

ITALIEN – Med funicolaren – kabelbanen – stiger vi op gennem tufklippen, som en teaterskuespiller gennem en hemmelig lem i scenegulvet. Hvilken entré! Men intet publikum til at klappe –
bare en morgenstille by hvor der endnu kun er virkelig livligt på markedspladsen og i luften over os. Her svinger talrige svaler sig kvidrende – som mørke silhuetter mod den forårsblå himmel – mens de ustandselig skifter retning i bratte sving.

Dette er den synlige del af Orvieto. Byen som knejser uindtageligt på toppen af de 300 meter høje og næsten lodrette klippevægge.

Nede under byen – hugget ud i klippen – gemmer sig hundredevis af huler og gange: Det usynlige Orvieto.
Underjordiske huler under Orvieto, Umbrien, Italien.
På vej ned til det usynlige Orvieto.
For mere end 2500 år siden begyndte de daværende beboere – etruskerne – at bygge brønde. Og brøndene er der endnu. Arbejdet foregik naturligvis med håndkraft. Nedad – meter efter meter.
Domkirken – Duomo di Orvieto – i den synlige by ovenover er berømt for en cyklus af freskomalerier ”Dommedag” af renæssancemaleren Luca Signorelli.  Et af motiverne er ”Nedstigning til Helvede”.

 

Duomo di Orvieto, Umbrien, Italien.
Det synlige Orvieto. Domkirken – indenfor Luca Signorellis er dommedagsfresker.

Og da han endelig havde fundet vand 80 meter nede under byen, og hans arbejde var overstået, og han ikke mere behøvede at kravle ned i det 120×80 centimeter store hul hver dag for at sikre sin familie vand, og han for sidste gang kunne klatre op med fingre og tæer krummet fast om de udhuggede fordybninger i brøndens sider, oplevede han så en euforisk lykkefølelse ikke ulig Luca Signorellis malede mennesker i ”Kødets Opstandelse” – en anden af dommedagsskildringerne oppe i domkirken?

Mon den etruskiske brøndgraver har følt det, som om han var på vej mod helvede? Det blev godt nok først opfundet nogle århundreder senere af de kristne, men alligevel?

Etruskisk brønd under Orvieto, Umbrien, Italien.
Det usynlige Orvieto. 2500 år gammel etruskisk brønd.
Liv og død gjaldt det også i middelalder-orvietanernes underjordiske dueslag.  De var levende spisekamre
med udhuggede redepladser til hver due og direkte udgang mod syd, så duerne kunne holde varmen og selv flyve ud og finde mad. Når der var due på menuen, gik familien ned ad den private trappe fra boligen direkte ovenover – nemmere
bliver det vist ikke.
Dueslag i de underjordiske huler under Orvieto, Umbrien, Italien.
Det usynlige Orvieto. Underjordiske dueslag fra middelalderen.
Vores frokost på La Palomba – Duen – er ikke fra de højere luftlag men derimod umbrichelli (en umbrisk pastatype) med revet trøffel. Denne kostbare svamp som vokser usynligt
under den umbriske jord – og som kun kan snuses op af hunde og grise. Retten smager sort af jord og fugtighed – passende, når det nu ikke skulle være due.
Orvieto byder på meget mere – synligt og usynligt. Men kabelbanen sender afgangssignal, og vores tur på
denne scene er slut. Mens vi kigger bagud, forsvinder byen over os.
La Torre di Maurizio, Piazza del Duomo, Orvieto, Umbrien, Italien.
Det synlige Orvieto. La Torre di Maurizio, der ligger lige ved Piazza del Duomo.

FAKTA
Orvieto ligger i Umbrien, Italien.
Cirka 100 kilometer nord for Rom.
Der bor godt 20.000 mennesker i Orvieto.
Der er marked hver lørdag morgen og formiddag på Piazza del Popolo.