De mange små glæders kvarter

ENGLAND – Jeg har på få skridt overskredet en usynlig grænse. Verden bliver mere mangfoldig, farvestrålende og spændende i samme øjeblik, jeg drejer fra Piccadilly ned ad Oldham Street til Manchesters Northern Quarter. Her skridter en nydelig dame med laksko og forretningslook målrettet forbi nogle piger med bevidste huller i tøjet, piercinger og sjove hårfarver. Enkelte punkere med hanekam og nitter sender tankerne tilbage til 1980’erne. En forretning reklamerer med ”1 kilo for 15 £” underforstået et kilo brugt tøj. ”Vintage” står der på skiltet, en smart måde at få genbrug til at lyde eksklusivt på.

Vintage-forretning, Northern Quarter, Manchester, England.
Vintage eller genbrug?

Lidt længere henne ad gaden suger Afflecks mig ind i sit vilde univers af tøj, sko, ting og sager med farvestrålende mønstre, vovede snit og personligt design. Jeg tripper tøvende op ad den dunkle trappe og drejer til venstre ind i en butik, hvor jeg straks forelsker mig i nogle 1950’er inspirerede kjoler med figursnit foroven og masser af vidde forneden, lige til at snurre rundt i. Butikken glider umærkeligt over i en ny butik med mere nutidige caps, T-shirts og solbriller. Jeg virvler hurtigt videre til højre gennem en døråbning og befinder mig foran en forretning, hvor korsager og kavalergange kæmper om min opmærksomhed, men det er kjolernes og nederdelenes kunstneriske vandfalds-læg, jeg standser op og beundrer. Overstimuleret drejer jeg til venstre, hvor en en ny trappe leder til endnu uopdagede eventyrligheder. Herinde blander fortid og nutid, kitsch og kult sig med utallige fantasifulde udtryk til følge.

Afflecks, Northern Quarter, Manchester, England.
Afflecks – et sansebombardement af en markedsplads.

Nede på gaden igen har jeg fuldstændig mistet min ellers upåklagelige retningssans. Afflecks er en lokkende labyrint i fem etager, hvor selv Lady Gaga kan bruge to timer på original shopping.

Jeg har god tid og fortsætter gennem kvarteret, mens jeg ustandseligt glæder mig over de mange smukke og finurlige detaljer, som Northern Quarter er fuld af. Mange huse sprudler af beboernes kreative overskud. De slidte og beskidte facader har fået nyt liv med nye formål.

Skobutik, Northern Quarter, Manchester, England.
Flot murmaleri og reklame på samme tid.

Solen har slået et enkelt hul i skydækket og valgt at drapere sit bløde skin over en elegant bygning, der selv byder velkommen med en duft af karry, kål og linser, idet jeg trækker døren op. Manchester Craft and Design Centre er endnu et eksempel på genbrug – eller her er der vist tale om vintage, da indholdet er ganske eksklusivt. I den mere end 100 år gamle markedshal, der oprindeligt blev opført til fiske- og fjerkræmarkedet, faldbydes i dag unikadesign i en række bittesmå butikker. Bygningens ovenlysvinduer og lette linjer giver en illusion af evigt solskin.

Manchester Craft and Design Centre, Northern Quarter, England.
Smukke victorianske Manchester Craft and Design Centre.

”Det her er min gode side,” smiler en ældre mand, som er kommet i skudlinien af mit kamera. Jeg falder let i snak med ham og hans kone. Hun fortæller, at hun netop har genfundet et foto af sin mor fra 1940’erne. Billedet har aktiveret hukommelsen, og hun husker levende, hvor nøjsomt familien levede her i dette kvarter. Der er sket meget godt siden dengang.

I udstillingsskabet foran en af Craft and Design Centrets butikker, bemærker jeg et broderet skilt ”enjoy the little things” – glæd dig over de små ting – flankeret af de sødeste hæklede babyfutsko.

Northern Quarter, Manchester, England.

Northern Quarter viser, hvordan mange små tiltag tilsammen kan give et sted en helt skarp identitet, selvom de har hvert sit udtryk. Den gensidige inspiration gennemsyrer gaderne og virker opløftende.

Selvom Manchesters centrum er forholdsvis lille sammenlignet med København eller London, består byen af nogle meget distinkte kvarterer, der alle har hver sin stemning. I byens Medieval Quarter ligger den imponerende gotiske katedral side om side med charmerende bindingsværks-pubs. Spinningfiels excellerer i eksklusive modeforretninger og trendy restauranter, Civic Quarter er magtens centrum med majestætisk rådhus og rundt bibliotek. Chinatown dufter ligefrem af forårsruller, soya og stegte nudler. I Central Retail District finder man alle kædeforretningerne fra Lush til Primark og Debenhams. Og The Gay Village hylder homoseksualitet og alverdens andre minoriteter med regnbueflag og kulørte lamper.

Northern Quarter, Manchester, England.
Solsikkerne lyser op på en efterårsdag i Northern Quarter.

Jeg føler mig ubetinget mest hjemme i Northern Quarter. Her bliver jeg ansporet til selv at gøre noget. Lade kreativiteten og iværksætterånden flyde. Påvirke mit eget nabolag, så det også bliver mere inciterende og levende at bo i og besøge. Northern Quarter er Manchesters gode side – det er ikke uden ar og mærker fra tidens tand men viser at genbrug i de rette hænder kan forvandles til vintage.

 

Afflecks, Northern Quarter, Manchester, England.
En del af Afflecks facade prydes af et galvaniseret ståltræ udført af grovsmeden, David Hyde. Roden symboliserer, at Afflecks Palace blev grundlagt i 1981, og træets vækst viser, hvordan stedet har udviklet sig gennem årene.

FAKTA AFFLECKS
Oprindeligt “Affleck and Brown” – en gardinforretning, der opstod i 1860’erne og voksede til at dække en hel blok langs Oldham Street, Church Street og Tib Street. Senere husede bygningen flere stormagasiner, inden det fra 1981 til 2008 blev til det ikoniske og trendy ”Affleck’s Palace.” I begyndelsen af 1990’erne blev det favoritsindkøbssted for medlemmerne af alle de Manchester-bands, der var en del af ”Madchester – summer of love.” Blandt andet Happy Mondays, The Stone Roses og Inspiral Carpets. I 2008 genåbnede stedet som Afflecks, og i dag er der mere end 60 uafhængige butikker og caféer i denne alternative markedsplads, der kalder sig ”Emporium of Eclecticism.”

Strawberri Peach, Afflecks, Northern Quarter, Manchester, England.
Butikken “Strawberri Peach” giver den gas med feminitet i Afflecks.

FAKTA MANCHESTER CRAFT AND DESIGN CENTRE
Bygningen er fra 1873 og blev opført til byens fiske- og fjerkræmarked. Det lukkede i 1973.
I 1982 flyttede kooperativet Manchester Craft Village ind i bygningen.
I dag rummer stedet en række uafhængige kreative iværksættere. Ideen er, at de gennem samarbejde og fælles passion, gensidigt profiterer af hinanden. Manchester Craft and Design Centres opgave er at fremme og promovere borgernes adgang til og forståelse af moderne billedkunst, kunsthåndværk og design.

Manchester Craft and Design Centre, Northern Quarter, England.
En af de oprindelige fiske- og fjerkræboder byder i dag på smykkedesign i Manchester Craft and Design Centre.

FAKTA MANCHESTER
Manchester er centrum i Greater Manchester – det største by-område i Nordengland og det næststørste i hele Storbritannien. Der bor cirka 2,55 millioner i Greater Manchester, mens selve Manchester har cirka 530.000 indbyggere.
Byen blev grundlagt af romerne i år 79, mens indvandrede flamske vævere grundlagde byens tekstilindustri allerede i 1300-tallet. Manchester er kendt som verdens første industriby. Tekstilindustrien boomede i 1800-tallet, hvor byen blev centrum for især bomuldsspinderier. I slutningen af 1800-tallet blev den 58 km. lange Manchester Ship Canal etableret til dels ved at kanalisere de to floder Irwell og Mersey. Nu kunne de store oceandampere sejle helt ind til den nye Port of Manchester.
En del af byen blev ødelagt af tyske bomber under 2. Verdenskrig. Industriæraen sluttede i sidste halvdel af 1900-tallet, mens havnen lukkede i 1982.
Siden 2000 har Manchester været igennem en kolossal byudvikling, hvor hele bydele er blevet revet ned eller byfornyet. En  skov af kraner sætter stadig deres præg på såvel centrum som forstæder.
Manchester ligger på østbredden af floden Irwell cirka 260 km. nordvest for London, 56 km. nordøst for Liverpool og 56 km. nordvest for Sheffield.

Northern Quarter, Manchester, England.

LINKS
VisitManchester
Afflecks
Manchester Craft and Design Centre
Strawberri Peach
VisitBritain

© Bitten Holmsgaard 2017

Helt på toppen på Monte Baldo

ITALIEN I BØRNEHØJDE – 1.760 meter. Så højt er Anemone på syv år og Marguerite på tre år kommet op ved at tage svævebanen, Funivia Malcesine Monte Baldo, ved Gardasøens østbred. De er enige om, at det bare er helt på toppen at bruge svævebanen til at bestige et bjerg – en anbefaling de gerne vil give videre til andre børn. Kig med i stedkenders første video:

FAKTA MONTE BALDO
Monte Baldo er en del af de italienske prealper. Bjergkæden går fra nord til syd på Gardasøens østside. Den ligger i regionen, Veneto, der har Venedig som regionshovedstad.
Det er muligt både at vandre og cykle op til toppen, hvor der også findes en række fine vandre- og cykelruter.
Vi valgte at tage svævebanen, Funivia Malcesine Monte Baldo. Turen foregår i to etaper, og der er omstigning ved San Michele. Vi har et godt råd til den tur: Når I stiger ind i kabine nummer to ved San Michele, så stil jer trygt ved vinduet ind mod bjerget, mens alle andre slås om pladsen ud mod Gardasøen. Denne kabine drejer nemlig rundt, så I nok skal opleve den fantastiske udsigt over Malcesines tage, Scaligero-borgen og Gardasøen.
Det er ikke nødvendigt at medbringe mad og drikkevarer, hvis I kun vil op og nyde udsigten, der er nemlig både bar og et par restauranter på toppen.
Vores andet gode råd er at besøge Monte Baldo efter en regnvejrsdag, så er luften nemlig klar – og ikke fuld af dis.

Udsigt fra Monte Baldo, Veneto, Italien til Limone.
Fra toppen af Monte Baldo er der en flot udsigt til den lille by, Limone, på vestsiden af Gardasøen.

FAKTA GARDASØEN
Gardasøen – Lago di Garda – er Italiens største sø. Den er lidt mere end 50 kilometer lang og bredden spænder fra to kilometer i den nordlige ende til 17 kilometer i den sydlige. Mod nord er den omkranset af bjerge, mens de flader helt ud mod sydenden, der ligger på Posletten. Tre regioner deles om søen. Den vestlige side hører til Lombardiet, den nordlige til Trentino, mens den østlige, som nævnt, hører til i Veneto. Den største by ved søen er Desenzano (cirka 30.000 indbyggere), der ligger i det sydvestlige hjørne.

Udsigt over Gardasøen fra Monte Baldo, Macesine, Italien.
Udsigt mod syd og vest fra toppen af Monte Baldo-bjergkæden. Gardasøens sydende forsvinder i disen.

FAKTA MALCESINE
Malcesine, der ligger, hvor Monte Baldo dypper sine fødder i Gardasøen, er en idyllisk lille by med kun 4.000 indbyggere. Her er et besøg på den mere end 1.000 år gamle Castello Scaligero – Scaligero-borgen – også spændende. Især hvis snakken går om de drabelige slag, der blev udkæmpet herfra om herredømmet over den vigtige Gardasø. Billetten giver også adgang til et lille museum, der blandt andet fortæller om de planter og dyr, som findes på Monte Baldo.
Det er muligt at købe en dobbeltbillet, der både indeholder svævebane og borg, så man sparer lidt penge.

Tårnet på Castello Scaligero, Malcesine, Veneto, Italien.
Castello Scaligeros tårn er Malcesines ældste vartegn.

LINKS
Funivia Malcesine Monte Baldo
Udsigt med indtryk – et indlæg på stedkender om Gardasøen
VisitMalcesine
VisitGarda
Venetos Museumsportal
Den Italienske Stats Turistbureau

© Bitten Holmsgaard 2017

Keramikslottet i Gwalior

INDIEN ANBEFALING – Jeg kan næsten høre bjælderne ringle og for mit indre øje se de unge, sorthårede tjenerinder danse vuggende, med de små klokker fastgjort til anklerne. Sådan blev rajputkongen, Raja Man Singh Tomar, vækket hver morgen her i sit palads, Man Mandir. Det smukkeste af de seks paladser, som tilsammen udgør Gwalior Fort.

Gwalior Fort, Madhya Pradesh, Indien. © Bitten Holmsgaard.
Ved dansesalen i Man Mandir.

Jeg bliver både overrasket og betaget af de farvemættede, blankglaserede keramikkakler, der lyser op på både slottets facade og i de private indre gårdhaver. Gule ænder, grønne bananblade, udsmykkede elefanter og fine mønstre i koboltblåt og gult sender mine tanker til eventyrland. Er det ikke en blomsterduftende hindudronning, som jeg fornemmer antydningen af en bevægelse fra, gemt bag skærmen, reserveret kongens blik?

Gwalior Fort, Madhya Pradesh, Indien. © Bitten Holmsgaard.

Måske er det bare mindet om dronning Mrignayani, en viljestærk landsbypige, som kunne nedlægge en rasende tyr med de bare hænder og tryllebinde en konge. Hun blev Raja Man Sing Tomars hustru, og deres kærlighed udviklede sig til sød musik. Sammen komponerede de flere ragas – melodier – og grundlagde den berømte indiske musikskole, Gwalior Gharana.

Udsigt fra Gwalior Fort, Madhya Pradesh, Indien. © Bitten Holmsgaard.
Udsigt over et diset Gwalior fra Gwalior Fort.

Jeg går gennem døråbninger, ned ad trapper, rundt om hjørner og beundrer fortets detaljerige udsmykning. Jeg har svært ved at tage øjnene fra keramikfriserne, men paladsets rødlige sandsten åbenbarer også smukt udhuggede kunstværker. Hver enkelt påfugl, elefant og tiger gemmer på flere symbolske betydninger. Frugtbarhed, velstand og det menneskelige sind, der normalt er som en vild tiger. Væggenes og facadernes budskaber kan læses af den, som har forstand.

Udhugget påfugl, Gwalior Fort, Madhya Pradesh, Indien. © Bitten Holmsgaard.
En udhugget påfugl, der blandt andet symboliserer frugtbarhed. Ville Man Singh Tomar mon være på den sikre side?

Min fantasi maler igen billeder, som kun jeg kan se. Jeg husker, hvordan jeg som barn ønskede, at jeg havde evnerne til at tegne de fantastiske ting, jeg oplevede i mine drømme. Nu har et af mine drømmeslotte materialiseret sig her i Indien. Rajputterne formåede på formidabel vis at gøre fantasi til virkelighed. Og virkelighedens keramikdekorationer bringer endnu flere minder fra barndommens land, hvor jeg tilbragte timer og dage med min mor i lune keramikværksteder og prøvede at blive klog på rødler, begitning og forglødning.

Gwalior Fort, Madhya Pradesh, Indien. © Bitten Holmsgaard.
Man Mandir og resten af Gwalior Fort er bygget på kanten af en 100 meter høj enkeltstående klippe. Slottets mure virker som en forlængelse af klippevæggen.

Man Mandir og resten af det kæmpestore Gwalior Fort er i dag kun en svag afglans af storhedstiden for 500 år siden, hvor kuplerne var belagt med kobber og guld. Men hvilken afglans!

Gwalior Fort, Madhya Pradesh, Indien. © Bitten Holmsgaard.

Selvom Taj Mahal er imponerende og templerne i Khajuraho udsøgt udsmykkede, er og bliver keramikslottet i Gwalior min indiske favorit.

Gwalior Fort, Madhya Pradesh, Indien. © Bitten Holmsgaard.
En drøm af et keramikslot.

FAKTA
Gwalior ligger i Indiens næststørste delstat, Madhya Pradesh, i den centrale del af landet.
Gwalior har skønnet 1.3 millioner indbyggere i 2017.
Byen ligger cirka 320 kilometer syd for Delhi og 120 kilometer syd for Agra.

Gwalior Fort, Madhya Pradesh, Indien. © Bitten Holmsgaard.
Gwalior Fort og Man Mandir våger over byen.

FAKTA GWALIOR FORT
Fortet dækker et område på næsten 3 kvadratkilometer på et plateau, der ligger på toppen af en 100 meter høj sandstensklippe. Som en del af fortet finder man blandt andet seks paladser, hvoraf et i dag er omdannet til museum, adskillige templer, vandreservoirer og cisterner, syv porte samt barakker og bungalows fra den britiske periode i 1800-tallet.
Den tidligste historiske beskrivelse af et fort på dette sted er fra 575. Man Mandir er opført i 1508 og er i fire etager, hvoraf to etager er underjordiske.
Mange dynastier har regeret herfra. Efter det hinduistiske Tomar-dynasti overtog de muslimske stormoguler fra Agra og senest endnu et hindudynasti, nemlig Scindia,  fra 1735-1948, hvor alle de indiske prinsestater blev integreret i den nye selvstændige republik, Indien. Efterfølgende er flere Scindia-familiemedlemmer gået ind i politik.

Gwalior Fort, Madhya Pradesh, Indien, © Bitten Holmsgaard.
Raja Man Singh Tomars trone uden for paladset. Her måtte han lade sig skue af folket hver dag. Så han syg ud? Eller stærk nok til at befolkningen var forsikret om, at han kunne opretholde fred?

FAKTA FORTETS VOGTERE
Fuldstændigt fascinerende er turen fra Urwahi-porten op til fortet. Her vogter nemlig mere en 100 jain-statuer, der er hugget ud i klippevæggen i årene mellem 700- og 1400-tallet. Ifølge overleveringen er de udført på bestilling af en af Tomar-dronningerne. Hun var enten selv jainist eller en stor beundrer af deres ikke-volds-religion.
Under stormogulen, Baburs, regeringstid blev statuernes ansigter ødelagt af hans soldater, men siden er de blevet restaurerede.

Jain-statuer, Gwalior Fort, Madhya Pradesh, Indien. © Bitten Holmsgaard.
Næsten som i et drømmesyn kigger jain-statuer ud af klippevæggen på vej fra Urwahi-porten til selve fortet.

FAKTA JAINISME
En indisk religion, der er en udløber af hinduismen og opstået samtidig med buddhismen omkring 500 år før hvor tid. Cirka 0,4 % af inderne tilhører denne religion.
Ordet “jain” stammer fra “jina,” der på det ældgamle indiske sprog, sanskrit, betyder “erobrer.” En titel, der blev givet til 24 profeter, som erobrede deres egen bevidsthed, begær og krop, og dermed blev befriet for den uendelige cyklus af genfødsler – og viste vejen til nirvana for alle andre.
Barmhjertighed over for alt liv – menneskeligt og ikke-menneskeligt – er centralt i religionen. Intet levende væsen må skades. Derfor er jainister vegetarer. De spiser intet, der kan flyve, løbe eller svømme. De fleste rodfrugter undgår de endda også, da de mener, at hele planten bliver ødelagt, når man fjerner roden.
Mahavira var den sidste af de 24 profeter og bliver anset for at være stifteren af moderne jainisme. Han opgav alt jordisk gods og gik nøgen omkring og var fuldstændigt ligeglad med søvn, personlig hygiejne og mad. Han rejste rundt i hele Indien og prædikede ikke-vold – ahimsa. Han opnåede nirvana gennem dyb meditation uden at drikke eller spise og forlod således sin menneskekrop.
Der er to retninger inden for jainisme: Digambara og Svetambara.
Digambara-munkene går fuldstændigt nøgne omkring, fordi de tror, at Mahavira selv valgte nøgenheden. De trækker håret ud af deres hoveder, rejser fra sted til sted på bare tæer og dækker ikke kroppen, om det er brændende hedt eller frysende koldt. De spiser kun det, de bliver budt af deres tilhængere – og kun den mængde, der kan være på en håndflade eller i en knyttet hånd.
Svetambara-munke og -nonner bærer udelukkende todelte, hvide dragter, fordi de tror på, at Mahavira modtog en guddommelig klædning, som han senere mistede og først derefter gik nøgen omkring. De bærer en påfuglefjer-børste, som de bruger til at feje insekter væk fra vejen, hvor de går – så de ikke risikere at skade dem. De bærer tillige masker for at undgå at indånde insekter.
Jainismen har haft stor betydning for Indiens kamp for selvstændighed, fordi Mahatma Gandhi overtog idéen om ikke-vold – ahimsa.

Jain-statuer, Gwalior Fort, Madhya Pradesh, Indien. © Bitten Holmsgaard.
Adinath var den første af jain-profeterne – og her er han den største jain-statue.

LINKS
Distriktet Gwalior
Madhya Pradesh Tourism
Gwalior top 10 på TripAdvisor
Det arkæologiske museum på fortet
Link til et andet indlæg om Indien her på stedkender

© Bitten Holmsgaard 2017

Fuglefyret

DANMARK ANBEFALING – Trækfugle gemmer på utrolige mysterier. Det var jeg slet ikke klar over før mit besøg i Skagen Grå Fyr – Center for trækfugle, der ligger enestående smukt på Grenen.

Trækfuglecentret trækker mig ind i fuglenes forunderlige verden ved hjælp af den nyeste teknologi. Med direkte opdateringer af fugleobservationer fra hele verden og ikke mindst ved hjælp af skærme med fantastiske film.

Det Grå Fyr - Center for trækfugle, Skagen, Danmark.

Det hele er interaktivt, så jeg kan trykke mig dybere ned i fuglenes mysterier. Visse fugle kan trække op til 11.000 kilometer og navigere i solskin, skyer og mørke. Centret afslører alle deres hemmeligheder på fascinerende og overskuelig vis, så selv en fugle-ignorant som mig må overgive sig.

Skagen Grå Fyr - Center for trækfugle, Skagen, Danmark.

Jeg slutter besøget med at stige de 210 trin rundt og rundt og 46 meter op i Danmarks næsthøjeste fyr til lyden af fuglestemmer. Min belønning er en ubetalelig udsigt over en af de vigtigste rastepladser på trækfuglenes motorvej – Skagens Gren. Efter fuglene er blevet sluset op gennem Europa, ender de her som i en tragt. Derfor kan de observeres her i meget store tal. Og som leder af fuglefyret, Jacob Funder, siger:

”Hvis man ikke er en dygtig fuglekigger, får man oplevelsen af at være det her.”

Jeg er fuldstændig enig med ham.

Skagen Grå Fyr - Center for trækfugle, Skagen, Danmark.
Udsigt over Grenen fra toppen af Skagen Grå Fyr.

FAKTA
Skagen Grå Fyr – Center for trækfugle åbnede den 12. maj 2017. Det er åbent året rundt.
Centret bliver drevet af Naturstyrelsen og har tilknyttet en  fuglestation, der bliver drevet af Dansk Ornitologisk Forening.

Udsigt fra Skagen Grå Fyr over Skagen by, Danmark.
Udsigt fra Skagen Grå Fyr over Skagen by.

LINKS
Skagen Grå Fyr – Center for trækfugle
Toppen af Danmark
VisitNordjylland
Naturstyrelsen Vendsyssel
Dansk Ornitologisk Forening

Skagen Grå Fyr - Center for trækfugle, Skagen, Danmark.

© Bitten Holmsgaard 2017

Buernes by

SPANIEN – Lige siden jeg første gang så et foto af de karakteristiske rød- og hvidstribede buer, har jeg drømt om at besøge dette sted. Mange år senere står jeg her nu og må dreje rundt om mig selv for at fatte, hvor stor den er –  La Mezquita – moskéen – i Cordoba.

Række efter række af fuldstændigt symmetriske buer, der hviler på 856 søjler, indgyder en følelse af uendelighed. Den sirlige symmetri virker meditativ, og jeg kan næsten mærke pulsen falder simultant med varigheden af besøget. La Mezquita er på én gang slet ikke, som jeg havde forestillet mig og meget, meget mere.

La Mezquita, Cordoba, Andalusien, Spanien.
Dobbelte buer.

Jeg opdager først nu, at buerne er dobbelte, to og to balancerer de, den ene over den anden. Som om hver bue er sat med eftertryk. Disse dobbelte buer forstærker indtrykket af, at rummet aldrig ender. At moskeen er sit eget univers.

Som et meteornedslag midt i denne prægtige perfektion, har en pyntesyg kirke udraderet buer og søjler i et stort område. Med sine overdådige  krummelurer, udskæringer, guld, hvælvinger og kuppel er kirkens udsmykning så voldsom, at pulsen straks stiger og blikket flakker rundt uden at kunne fokusere. Jeg skynder mig fra kirkens forvirrende uro ud i den omgivende moské. Her kan sjæl og sind finde ro og fokus. Forbindelsen til gud synes mere direkte uden distraherende overdekoration.

La Mezquita, Cordoba, Andalusien, Spanien.
Den overdekorerede katedral midt i moskéen.

La Mezquitas fuldendte kosmos leder tankerne hen på Cordobas guldalder under maurernes styre for 1000 år siden, hvor muslimer, kristne og jøder stort set levede fredeligt sammen. Lige nu virker det desværre som en parentes i en historie, hvor en kristen konge lod en malplaceret katedral opføre midt i en enestående moské, og andre kristne ødelagde gudebilleder på egyptiske templer, mens muslimer langt senere, i vor egen tid, sprængte Buddhastatuer i Afghanistan i stumper og stykker.

Jeg tænker, at religion har to sider. En fantastisk, som prædiker godhed og skaber smukke værker samt en uforsonlig, som vil omvende og ødelægge det, der kan tolkes som afgudsdyrkelse eller ugudeligt. Den er som dobbelte buer, hvis to lag er dømt til at følges ad. La Mezquitas storslåethed inspirerer til store tanker.

Patio de los naranjos, La Mezquita, Cordoba, Andalusien, Spanien
Patio de los naranjos – appelsingården – ved indgangen til La Mezquita.

Buerne – og storslåetheden – fortsætter uden for moské-katedralen. På sydøstsiden af den, ned mod Guadalquivir-floden, står en triumfbue nærmest henkastet. De omkringliggende bygninger ser ud til at vende den ryggen med deres beskedne bagsider, så den er helt absurd i sin pompøsitet. Men set fra toppen af den 2.000 år gamle romerske bros 16 buer giver den pludselig bedre mening. Den blev bygget som byport under romerne men den udgave, der troner her i dag er fra 1500-tallet.

Triumfbue ved Guadalquivir, Cordoba, Andalusien, Spanien.
Puerta del Puente – Flodens Port – triumfbuen med La Mezquita i baggrunden.

Nu ser jeg buer overalt, ikke mindst på Plaza de la Corredera, der ligesom La Mezquita er et studie i symmetri med mange meter helt ens buegange og bygninger på pladsens fire sider. Her først på eftermiddagen hviler en afslappet ro og harmoni over den store plads.

Plaza de la Corredera, Cordoba, Andalusien, Spanien.
Metervis af buegange på Plaza de la Corredera.

Anderledes myldrende er der omkring den fine gamle byport, Puerta de Almodóvar, der gennem sin bue tillader adgang fra Calle Cairuáns bassiner til de blændende hvide husfacader og snævre, snoede stræder i la Judería, jødekvarteret. Her møder jeg både en guitarbygger, som smiler og hilser gennem den åbne dør, da jeg nysgerrigt standser for at se ham arbejde, samt de fineste sølvfiligran-øreringe dekoreret med grøn og hvid emalje, som jeg nu bærer med glæde.

Puerta de Almodóvar, Cordoba, Andalusien, Spanien.
Kig gennem Puerta de Almodóvar til la Judería.

Cordoba er meget mere end La Mezquita. Jeg er lykkelig for, at jeg har god tid til at slentre rundt, fare vild og indånde den venlige atmosfære i buernes by.

Calle Cairuán, Cordoba, Andalusien, Spanien.
Calle Cairuán løber langs Cordobas middelalder-bymur, der skærmer for la Judería på den modsatte side.

FAKTA
Cordoba ligger i regionen Andalusien i Sydspanien og har cirka 330.000 indbyggere.
Der har været bosættelser, hvor Cordoba ligger allerede fra år 800 før vor tidsregning. Byen blev senere erobret af blandt andre romerne, som døbte den Corduba.
Andalusien og store dele af den Iberiske Halvø – Spanien og Portugal –  blev regeret af maurerne – muslimske erobrere fra Nordafrika og det syriske område – fra 711 til 1492. Maurerne navngav området Al-Andalus og gjorde Cordoba til hovedstad i en periode.
La Mezquita blev bygget mellem år 785 og slutningen af 900-tallet. Det var emir Abd al-Rahman I, som satte byggeriet i gang.
Cordobas guldalder var årene 929-1031, hvor byen var den velhavende hovedstad i et selvstændigt kalifat. Litteratur og videnskab blomstrede i denne periode.
I 1200-tallet generobrede den kristne kong Ferdinand III Cordoba og fordrev maurerne.
Det var den kristne kong Carlos I, der i 1523 besluttede at bygge en katedral midt i moskéen. Derfor blev blandt andet 437 af moskéens 1293 søjler revet ned for at gøre plads til katedralen. Han skulle dog siden have fortrudt sin gerning og have sagt: ”Vi har ødelagt noget, der var enestående i verden.”
Såvel La Mezquita som det historiske centrum omkring den samt ”Festival de los Patios Cordobeses” – Cordobas årlige festival for blomstrende gårdhaver –  er med på UNESCOs verdenskulturarvsliste.

Puente Romano, Cordoba, Andalusien, Spanien.
Puente Romano – den romerske bro – med de 16 buer.

LINKS
Turismo de Cordoba
La Mezquitas hjemmeside
Spaniens turistside på dansk
Radioprogram på DR P1 om Andalusien fra år 711-1492

La Judería, Cordoba, Andalusien, Spanien.
Typisk gade i la Judería, jødekvarteret, i Cordoba.

© Bitten Holmsgaard 2017

Åndehul på trods

DANMARK ANBEFALING – Lugten af tjære pirrer næseborene allerede, idet jeg træder ind ad døren, og vækker minder om barndom og gåture ad moler og langs havne. Indenfor fylder en næsten færdigbygget gammeldags klinkbygget fiskekutter over to trediedele af Han Herred Havbådes lille bådebyggeri. Herinde virker kutteren som en kæmpe.

Han Herred Havbådes bådebyggeri er så lille, at jeg ikke kan komme på så stor afstand, at jeg kan få hele båden med på et billede.

Og den bliver større i takt med, at jeg klatrer op af trapper og stiger for at komme om bord. Jeg kravler helt ind i maven på den for at se på motoren og op i styrehuset, hvor rattet endnu ligger uforbundet på styrestolen.

Han Herred Havbåde, skibsbyggeriet, Slettestrand, Jammerbugten, Nordjylland.
Alle besøgende får lov at klatre op ad trappen og komme om bord.

Jeg glæder mig nostalgisk over, at denne type båd stadig efterspørges, og at der stadig eksisterer fiskere på denne egn, som dagligt sejler ud og fisker med garn og snurrevod og om eftermiddagen lander dagens fangst direkte på stranden.

Begejstringen over at sådan et åndehul, hvor tradition og respekt for håndens værk og historien stadig findes – næsten på trods af tidens krav om effektivisering og stordrift – bobler i mig, mens jeg kigger ud over stranden og havet uden for skibsbyggeriet.

Slettestrand, Jammerbugten, Danmark.
Han Herred Havbådes bådebyggeri ligger direkte på stranden.

Jeg anbefaler alle, som gerne vil opleve traditionen i levende live, at kigge inden for i Han Herred Havbådes bådebyggeri i Slettestrand, hvis I alligevel er i nærheden.

Han Herred Havbåde, Slettestrand, Jamerbugten, Danmark.
På dækket af “Kakani III” i bådebyggeriet i Han Herred Havbåde.

FAKTA
Foreningen Han Herred Havbåde er et samarbejde mellem Lildstrand, Thorupstrand og Slettestrand i Han Herred. Formålet er at bevare og videreudvikle de karakteristiske klinkbyggede kystbåde, der stadig bruges til erhvervsfiskeri i Thorupstrand.
Havbådehuset og bådebyggeriet ligger i Slettestrand ved Jammerbugten lidt nordøst for Fjerritslev i Nordjylland.
Det er et arbejdende værksted, og alle er velkomne til at kigge indenfor hver tirsdag fra kl. 14-16 eller den første lørdag i måneden fra kl. 10-15.
Det er gratis, men frivillige donationer modtages gerne.
Tag bare børnene med i bådebyggeriet – såvel den 7- som 2-årige syntes, det var spændende.
Kutteren, der i foråret 2017 bliver færdigbygget i bådebyggeriet, er Kakani III, der er bestilt af Thorupstrand Kystfiskerlaug. Lauget er en sammenslutning af fiskerfamilier, der køber fangstrettigheder i fællesskab.
Thorupstrand er Nordeuropas største kystfiskerleje på åben strand.
Sidst der blev leveret en klinkbygget båd til kystfiskeri var i 2002.

Han Herred Havbåde, Slettestrand, Jammerbugten, Danmark.
Her hos Han Herred Havbåde holdes traditionerne i live.

LINKS
Han Herred Havbåde
Thorupstrand Kystfiskerlaug
VisitJammerbugten
hanherred.dk
Indslag fra TV2 Nord om den nybyggede fiskekutter

© Bitten Holmsgaard 2017

Tropisk historiecocktail

DANSK VESTINDIEN/US VIRGIN ISLANDS – Hjertet banker en lille smule hurtigere og stoltheden over, at gadeskiltene er forsynet med navne som ”Toldbod Gade,” ”Dronningens Gade” og ”Crystal Gade” sætter ekstra energi i skridtene. Her spadserer jeg rundt under Caribiens sol i byen, der bærer en dansk dronnings navn – Charlotte Amalie – flere tusinde kilometer fra lille Danmark.

A.H. Riise i Dronningens Gade/Main Street, Charlotte Amalie, St. Thomas, US Virgin Islands.
Dronningens Gade – eller Main Street som den også hedder – nummer 6 i Charlotte Amalie bærer stadig A.H. Riises navn. Han kom oprindeligt fra Ærø men blev den første apoteker på Skt. Thomas. Forretningen lokker i dag med meget mere end medicin. Mange af murstenene i de gamle huse blev fragtet fra Flensburg som ballast i skibene.

Højt oppe på en bakke med udsigt over byen og havet, masser af ro og behagelig brise troner Crown House, der i begyndelsen af 1800-tallet var Peter von Scholtens fars hus. Længere nede ad bakken ligger den tidligere plantageejerbolig, Haagensen House, hvor jeg lader mig beruse af den postkortidylliske udsigt og en rom punch. Det røde Fort Christian i centrum, tæt på havnen er opført for at beskytte øen mod fjentlige angreb og i kælderen finder jeg trange, triste celler til slaver, som var kommet på kant med deres ejer eller andre.

Fort Christian, Charlotte Amalie, St. Thomas, US Virgin Islands.
Fort Christian er fra 1672 ikke ’71, som der ellers står på det. Tallene og de andre materialer var med skib fra Danmark, men det blev forsinket undervejs, så fortet først nåede at blive bygget færdigt året efter.

Mens jeg følger sporene af Danmarks historie på St. Thomas, er mine ører indhyllet i et patchworkworktæppe af ufuldendte samtaler på amerikansk, der overlapper hinanden og er syet sammen med en tråd af reggaemusik, som løber løbsk ud af højttalerne på de biler, der kører forbi.

Cruz Bay, St. John, US Virgin Islands.
Lille strandkiosk i Cruz Bay på St. John. Der er ingen farveforskrækkelse på disse kanter.

Anderledes uforstyrret er St. John, hvor jeg i Trunk Bay næsten ikke kan tro mine sanser, mens mine fødder synker halvt ned i det blødeste, reneste sand, jeg nogensinde har oplevet. Da jeg lader kroppen glide ned i det funklende turkisblå, glasklare og overraskende varme vand, må jeg give den unge amerikaner ret, som står i vand til navlen med en kold øl i den ene hånd og en cigar i den anden og udbryder: ”Det her må være så tæt, man kan komme på Himmerige.”

View over Trunk Bay, St. John, US Virgin Islands.
Udsigt over Trunk Bay, St. John – også et paradis for snorkling.

Helt modsat har livet været på Annaberg Plantage nogle kilometer derfra. Her blev sukkerrør forarbejdet til sukker af afrikanske slaver, som stort set sled sig ihjel.

Annaberg Sugar Mill, St. John, US Virgin Islands.
Resterne af vindmøllen på Annaberg Plantage, der er bygget i begyndelsen af 1800-tallet og var en af de største på øerne. Ved jævn vind blev møllen brugt til at presse saften ud af sukkerrørerne.

På den nedlagte plantage, der nu fungerer som museum, får jeg kuldegysninger over et jernhalsbånd – beregnet til slaver – med to buede kroge, der stikker ud over hver sin skulder, så en flugt gennem de høje sukkerrør blev umulig, fordi krogene sætter sig fast. Min mave knuger sig sammen, og jeg indser den gru, de gennemlevede. Jeg skammer mig over, at det blandt andet var danskere, der behandlede disse mennesker så kynisk og brutalt.

Fort Frederik, Frederiksted, St. Croix, US Virgin Islands
Her på Fort Frederik i Frederiksted på St. Croix kom Peter von Scholten med sin berømte erklæring: “Alle de, der på De Danske Vestindiske Øer ikke er frie, kan fra i dag anse sig for at være frie.”

En lille moralsk opmuntring venter på Fort Frederik i Frederiksted på St. Croix. Herfra gav den danske generalguvernør, Peter von Scholten, i 1848 ordren til, at slaverne i Dansk Vestindien skulle sættes fri. Fortet virker fortabt og glemt af omverdenen. Det har udført sin mission.

Cruzan Rum Destillery, St. Croix, US Virgin Islands.
Tøndevis af rom bliver lagret på Cruzan Rum Destillery på St. Croix.

Få kilometer fra fortet får en overvældende stank af gær min mave til at trække sig sammen. Jeg er midt i den store rundtur for at lære alt om produktionen af Cruzan Rum. Tænk, at noget, der udgiver så kvalm en lugt, ender i fine flasker for at blive drukket med stort behag. Fabrikken blev etableret af Nelthropp-familien i begyndelsen af 1800-tallet, da man havde fundet ud af, at den melasse, der er tilbage, når man har presset saften ud af sukkerrørene og lavet den til sukker, kan destilleres til spiritus. Et produkt, der både kan hjælpe med at dulme dårlig samvittighed og hverdagens uhyrlige trængsler. Jeg skyller besøget ned med en mørk årgangsrom, der brænder hele vejen ned gennem halsen.

For mig byder det tidligere Dansk Vestindien på en tropisk historiecocktail med ingredienserne rom, paradisiske strande, slaveri, Peter von Scholten, stolthed og skam.

Fangehul under Fort Christian, Charlotte Amalie, St. Thomas, US Virgin Islands.
Her i fangehullet i kælderen under Fort Christian i Charlotte Amalie på St. Thomas blev oprørske slaver fængslet. Hvis de havde prøvet at stikke af, kunne de også risikere at blive brændemærket i for eksempel panden!

FAKTA
Dansk Vestindien/US Virgin Islands er betegnelsen for Danmarks tidligere kolonier i Caribien, de tre øer St. Thomas, St. John (tidligere St. Jan) og St. Croix.
Øerne var i dansk besiddelse fra henholdsvis 1672, 1718 og 1733, indtil de blev solgt til USA den 31. marts 1917.
Oprindeligt boede her taino-indianere.
I 1493 gik Christopher Colombus i land på St.Croix under sin anden Amerikarejse, Men tainoerne jagede ham og hans mænd afsted igen. Colombus navngav øgruppen ”Jomfruøerne” efter legenden om Sankt Ursula og de 11.000 jomfruer. Det var også ham, som bragte sukkerrør med sig til Caribien. I løbet af 1600-tallet blev Caribien stort set omdannet til en sukkerfabrik.
Fra slutningen af 1600-tallet og frem til 1803 blev der sendt mere end 100.000 slaver fra Afrika til sukkerplantagerne på de tre øer.
I 1792 afskaffede Danmark, som det første land, slavehandlen men først med virkning fra 1803. Selve slaveriet blev dog opretholdt, og presset for slavernes frigivelse voksede.
I 1847 besluttede kongen, at fra 1859 skulle alle børn af slaver fødes frie. Oprøret ulmede alligevel, og i 1848 marcherede 8.000 slaver mod Frederiksted på St. Croix for at gøre krav på øjeblikkelig frigivelse. Slaverne truede med at gøre oprør og sætte ild til hele byen. Generalguvernør, Peter von Scholten, ville forhindre et blodbad og tog fuldstændig på egen hånd beslutningen om at ophæve slaveriet på de dansk vestindiske øer.
Efter en dansk folkeafstemning blev øerne den 31. marts 1917 overdraget til USA, der betalte 25 millioner dollar for dem. Øernes befolkning blev ikke spurgt.
Det skete under 1. Verdenskrig, og amerikanerne frygtede, at øerne, og den strategisk attraktive havn I Charlotte Amalie, skulle falde i tyskernes hænder.
Øerne skiftede navn til US Virgin Islands.

Fort Christiansværn, Christiansted, St. Croix, US Virgin Islands.
Fort Christiansværn i Christiansted på St. Croix. Nogle genkender det sikkert fra børnejulekalenderen “Nissernes Ø.”

LINKS
Rigsarkivet har en overdådighed af materiale om Dansk Vestindien
Rigsarkivets engelske side
Visit US Virgin Islands
Den vestindiske arv

© Bitten Holmsgaard 2017

Det hemmelige skatkammer

DANMARK ANBEFALING – Den berømte bisp Stygge Krumpen residerede her. Det samme gjorde Ingeborg Skeel. Hun satte sit umiskendelige præg på facaden ved at lade den smukke østfløj i rødsten opføre. Som kronen på hendes værk står den imposante sandstensportal, der er en gave fra kong Frederik II. Midt mellem markerne her i det blide østlige Vendsyssel toner Danmarks smukkeste renæssanceslot, Voergaard, overraskende frem.

Det gyldne lædertapet i Guldsalen, Voergaard Slot, Vendsyssel, Danmark.
Udsnit af det gyldne lædertapet, der har givet navn til guldsalen på Voergaard Slot. Tapetet er fra 1750 og lavet af vildsvineskind, der er nedlagt på slottets jord.

Allerede i guldsalen mærker jeg en kildren i maven og min nysgerrighed bliver vakt, for mellem de andre malerier hænger værker af Rubens, Raphaël og Goya. I den tilstødende musiksalon troner Napoleons ur, og hans private tallerkener hænger i vinduesnichen. Fra loftet i den rosa salon stråler en antik venetiansk lysekrone, der er håndlavet på øen Murano – verdensberømt for glaskunst af ypperste kvalitet.

Udsnit af guldsalen, Voergaard Slot, Vendsyssel, Danmark.
Til venstre for kaminen i guldsalen hænger øverst Goyas “Den Gale.” Nedenunder Rubens “Marie de Medici.” Over glasskabet et dobbeltportræt af Raphaël – kvinden er hans elskerinde La Fonarina.

Den ejer, som har sørget for, at Voergaard Slot den dag i dag er et uvurderligt kunstnerisk skatkammer, er grev Ejnar Oberbech-Clausen. Han voksede op på Fyn som søn af en skovfoged ved Juelsberg gods. Han elskede alt fransk og lærte sproget i skolen, inden han tog til Frankrig, hvor han han blev ansat hos grev Chenu-Lafitte nær Bordeaux.

Portræt af Oberbech-Clausen, Voergaard Slot, Vendsyssel, Danmark.
Portrættet af Ejnar Oberbech-Clausen som 23-årig hænger i den rosa salon på Voergaard Slot.

Da greven døde, giftede Oberbech-Clausen sig med hans rige enke, grevinde Henriette, som han var gift med i 31 år. Da hun døde i 1941, arvede han alle hendes besiddelser og rigdomme. I mellemtiden var det lykkes ham at blive udnævnt til romersk rigsgreve af pave Benedict XV. Han havde altid drømt om at eje et dansk slot, så i 1955 købte han Voergaard Slot ved Sæby og fyldte derefter adskillige togvogne med sin kunstsamling, antikke møbler og porcelæn, der blev kørt hertil fra Frankrig

Malteserkapellet, Voergaard Slot, Vendsyssel, Danmark.
Over altret i malteserkapellet på Voergaard Slot hænger en af de tre gobeliner, som pave Pius IX forærede til general Péan – grevinde Henriettes onkel. Dette kirkerum blev opført i 1957, da grev Oberbech-Clausen blev udnævnt til Malteserridder.

Rundt på slottet finder jeg også tre gobeliner fra Vatikanet, som Oberbech-Clausens hustru, grevinde Henriettes, onkel general Péan fik foræret af pave Pius IX. Og i Ingeborg Skeels gamle kontor ligger under glas den sidste franske konge, Louis XVI, og hans dronning, Marie Antoniettes, afskedsbreve, som de skrev, inden de mistede hovederne i guillotinen.

Antik kinesisk røgelsesovn, Voergaard Slot, Vendsyssel, Danmark.
I spisesalen står denne kinesiske røgelsesovn. Den er mere end 1000 år gammel, og det gør den til en af de ældste kinesiske kunstgenstande i Europa.

Hvor end jeg vender mig på dette slot, er der uvurderlige antikviteter. Jeg undrer mig – og er også en smule flov – over, at jeg slet ikke har vidst, at der bag disse mure gemmer sig et hemmeligt skatkammer, hvor hver eneste ting har sin egen fantastiske historie. Den mest eventyrlige af dem alle er vist alligevel Ejnar Oberbech-Clausens egen.

Sandstensportalen, Voergaard Slot, Vendsyssel, Danmark.
Frederik IIs sandstensportal pryder østfløjen på Voergaard Slot, men den var oprindeligt tiltænkt Frederiksborg Slot.

FAKTA
Ejnar Oberbech-Clausen døde i 1963, 80 år gammel. Han havde ingen børn, så han oprettede ”Den Grevelige Oberbech Clausen Péanske Familiefond,” der skulle sikre bevarelsen af Voergaard Slot og dets store samling af inventar for eftertiden.
Voergaard Slot rummer – i kraft af grev Oberbech-Clausen – Danmarks største private kunstsamling.
Jeg anbefaler at besøge slottet i uge 29, hvor der er Middelalderdage. Her er der ægte middelalderstemning med mange udendørs boder, ridderturnering, gøgl m.m. Blandt andre Stygge Krumpen bliver vakt til live og går rundt og ser til, at alt foregår i god ro og orden.
Voergaard Slot ligger kun to kilometer fra afkørsel 14 på motorvej E45 syd for Sæby.
I forhold til andre nordjyske museer er Voergaard Slot en overset perle med 20.000 gæster i 2016, der var rekordår.
Kilde: Verner Krogh, guide, Voergaard Slot.
Læs mere om slottets historie i bogen ”Voergård gennem 500 år” af Hans Gregersen.

Middelalderdage, Voergaard Slot, uge 29, Vendsyssel, Danmark.
Til Middelalderdage på Voergaard Slot i uge 29 bliver historien vakt til live.

LINKS
Voergaard Slot
Middelalderdage på Voergaard Slot
Toppen af Danmark om Sæby og omegn
VisitNordjylland

© Bitten Holmsgaard 2017

Minder om en mur

TYSKLAND – To hvide roser er sirligt stillet over kors ved billedet af Doris Schmiel. Hun blev dræbt af skud i forsøget på at flygte fra Øst- til Vestberlin den 19. februar 1962. Det er 55 år siden, men hun er ikke glemt.

Foto af Doris Schmiel i Fenster des Gedenkens, Gendenkstätte Berliner Mauer, Berlin.
Doris Schmiels foto i Fenster des Gedenkens.

Hendes foto er et af 131, som her i Fenster des Gedenkens – Erindringsvinduet – husker os på de mennesker, som blev dræbt eller omkom under flugtforsøg eller i forbindelse med det tidligere DDR-regime. Erindringsvinduet er en del af Gedenkstätte Berliner Mauer – Mindesmærket for Berlinmuren – der ligger langs Bernauer Strasse. Et af de steder, hvor den 43,1 kilometer lange Berlinmur fra 1961 til 1989 delte by og borgere, og forhindrede østberlinerne i at rejse til vesten.

Fenster des Gedenkens, Gedenkstätte Berliner Mauer, Berlin.
Fenster des Gedenkens.

Inde i Dokumentationszentrum – mindesmærkets museum – skildrer et kæmpefoto, hvordan to babyer på armen af hver sin mor rækker ud efter hinanden over pigtrådshegnet i de første dage efter muren blev opført, hvor kontakt stadig var mulig.

I samme udstilling kan jeg ikke løsrive mig fra et mindre foto af en glædestrålende lille dreng, som løber sin bedstemor i møde. Han har ikke set hende i to år, fordi hun bor i Østberlin og han i Vestberlin. Billedet er taget i 1964, hvor de to lande har lavet en aftale, så vestberlinere kan søge om at besøge familie i øst en enkelt dag.

Gedenkstätte Berliner Mauer, Dokumentationszentrum, Hilde ullstein bild.
Foto i Dokumentationszentrum af Hilde, ullstein bild.

Jeg besøgte Berlin første gang i 1986 på studietur med efterskolen og husker svagt forskellen mellem de to bydele. I Østberlin ville nogle unge fyre købe vores cowboybukser og veksle penge. Med vestlig valuta åbnede det sorte marked nemlig for dem. Her var gader og huse i gråtoner. Mens der i Vestberlin var knald på lys og farver, og Springer Verlags lysavis med dagens nyheder trodsede DDRs lukkethed og også lod sig læse øst for muren.

Den eneste erindring, jeg har om selve muren, er ved Brandenburger Tor, hvor vi i Østberlin kunne køre tæt forbi den berømte byport, mens Berlinmuren blokerede adgangen fra Vestberlin.

Brandenburger Tor, Berlin.
I dag er der fri passage gennem Brandenburger Tor.

Det må have krævet disciplin at tro på, at ens land og styre er bedre end nabolandets, når man er nødt til at sætte en mur og bevæbnede vagter op for at forhindre indbyggerne i at flytte. Og det må have været mærkeligt – og indimellem  skræmmende – at bo i Vestberlin, løsrevet fra resten af sit land, omgivet af en anden magt, der fuldstændigt har spærret en inde bag en mur.

Da jeg forlader Gedenkstätte Berliner Mauer og drejer ned ad Strelitzer Strasse har jeg vand i øjnene – måske er det bare på grund af den kolde vind. Jeg er ikke helt sikker.

Gedenkstätte Berliner Mauer, Bernauerstrasse, Berlin.
Kig til en del af Gedenkstätte Berliner Mauer fra udsigtsplatformen ved Dokumentationszentrum.

FAKTA
Gedenkstätte Berliner Mauer er det centrale mindesmærke for Tysklands deling. Det består af mange forskellige elementer og strækker sig over 1,4 kilometer langs den tidligere grænsestribe. Her findes også det sidste stykke Berlinmur, der er inklusiv originalt DDR-grænseanlæg.
Der er gratis adgang til det hele.
Afsæt god tid.

Husene på østsiden af Bernauerstrasse bliver brugt til at skildre forskellige episoder fra murens tid.

FAKTA OM TYSKLAND OG BERLINS DELING
Efter 2. Verdenskrig ophørte Tyskland med at eksistere som stat, og de allierede (USA, Storbritannien, Frankrig og Sovjetunionen) overtog 5. juni 1945 alle regeringsbeføjelser. Landet blev opdelt i fire zoner, som de fire besættelsesmagter administrerede hver især.
Berlin, der lå i Sovjetunionens zone, blev inddelt i fire sektorer. USA, Storbritannien og Frankrig overtog de tre vestlige sektorer og Sovjetunionen den østlige. I 1948 brød samarbejdet mellem de tre vestmagter og Sovjetunionen sammen og Berlin blev delt i to.
De tre vestmagter kunne ikke blive enige med Sovjetunionen om, hvilken side Tyskland skulle tilhøre. Det førte til, at vestmagterne lod vesttyske politikere oprette Vesttyskland (BRD) i 1949 – senere samme år tog Sovjetunionen initiativ til, at en selvstændig stat, Østtyskland (DDR), blev oprettet i øst. Vesttysklands hovedstad blev Bonn, mens Østtyskland havde Østberlin som hovedstad. Forholdet mellem de to stater var vanskeligt. Mange indbyggere i Østtyskland flygtede i løbet af de første år til Vesttyskland, hvor væksten i samfundet skabte mange arbejdspladser. Det førte til, at grænsen mellem de to lande blev lukket den 13. august 1961. På østsiden gik man i gang med at sætte pigtråd op, og i 1963 stod Berlinmuren færdig.
I 1989 er Østtyskland ved at gå i opløsning, og natten mellem den 9. og 10. november blev grænsen mellem Øst- og Vestberlin åbnet. Året efter blev de to lande genforenet og Berlin hovedstad.

Hus ved Rosenthaler Platz i Berlin.
Mange steder i Berlin mindes man, hvordan muren delte byen i to. Som på denne facade, hvor der står “Dette hus lå tidligere i et andet land.”

LINKS
Gedenkstätte Berliner Mauer
Visitberlins side om Berlinmuren
Mauer Museum Haus am Checkpoint Charlie
DDR Museum
East Side Gallery
Stasi-Museum Berlin
Tränenpalast
Museum The Kennedys

© Bitten Holmsgaard 2017

Livet og døden på museum

TYSKLAND I BØRNEHØJDE – Det er rigtige, døde mennesker, bliver min hjerne ved med at gentage, mens jeg kigger på skeletter, indvolde og menneskekroppe med huden skrællet af. Jeg ved, at alle kroppene er blevet doneret, så de efter døden kan træde i videnskabens tjeneste, men jeg kan alligevel ikke overbevise mig selv om, at alt, hvad jeg ser her på Menschen Museum på Alexander Platz i Berlin, virkelig har været en del af et levende menneske. Det ligner jo bare plastik eller andre materialer.

Alligevel har jeg sådan en mærkelig snurrende fornemmelse i tæerne og fingerspidserne, mens jeg går rundt i museet. Sådan en fornemmelse, jeg får, når kroppen føler noget er farligt, mens hjernen ved, at det er noget pjat.

Halvtotal af "Hækkeløberen" på Menschen Museum, Berlin, Tyskland.
“Hækkeløberen” viser samspillet mellem ydre og indre muskler. Muskler konverterer energi til bevægelse. De fungere ved, at deres fibre trækker sig sammen og bliver kortere.

”Hvad er det?” Spørger den seks-årige, hver gang vi kommer til en ny montre. Her er det levere – en sund, en fedtlever og en skrumpelever. Hun ville hellere være blevet på legepladsen og var irriteret over at skulle herind. Nu suger hun begærligt viden om menneskekroppen til sig.

Noget, der ligner et skelet viklet ind i rødt garn, viser sig at være alle menneskets blodårer. Vi kigger på den store pulsåre i låret og snakker om, at hvis der går hul på den, gælder det om at stoppe blodstrømmen straks med en finger eller en sten, ellers dør man meget hurtigt.

Plastinat med blodårer, Menschen Museum, Berlin, Tyskland.
Der er fem liter blod i kroppen, der skal nå hele kroppen rundt hvert minut. For at komme ud i de fjerneste afkroge løber blodet i et fint forgrenet netværk af blodbaner. Blodbanerne fungerer som transportbånd for ilt og næring.
Nærbillede af hovedets blodårer på plastinat i Menschen Museum, Berlin, Tyskland.
Vækst, bevægelse og vedligeholdelse er alt sammen noget, der kræver energi. Det tilfører blodet. Samtidig leder blodbanerne affaldsstoffer væk. Derfor er alle organer i kroppen afhængige af blod.

”Det må være en dame, for hun har bryster,” konkluderer den seksårige, mens vi kigger på ”Englen.” En menneskekrop, der er udstillet sådan, at rygmusklerne stikker ud som vinger, og der er indkik til lunger, aorta – hovedpulsåren –  og nyrer bagfra, mens musklerne på forsiden sidder, som sådan nogle plejer at gøre.

Plastinatet "Englen" i Menschen Museum, Berlin, Tyskland.
“Englen.”

Vi får nye indsigter på udstillingen, der også forsøger at sætte menneskelivet i perspektiv i såvel tekst som installationer. Et hit for både den seksårige, teenageren og mig er området for afstressning, hvor vi skiftes til at synke ned i en af de rødpolstrede cirkelrunde hulestole, mens vi kigger på væggen, hvor en bølgende mælkebøttemark i frø bliver vist i slow motion.

Plastinat af det menneskelige fordøjelsessystem, Menschen Museum, Berlin, Tyskland.
Fra mund til ende. Vores fordøjelsessystemet er cirka 8 meter langt.

Vi lever alle i kroppens hylster, og Menschen Museum gør igen og igen opmærksom på, at kroppen skal skattes og behandles med omsorg. Den skal bruges på alle leder og kanter men ikke misbruges. Den er et mirakel, som vi skal være taknemmelige for og som til sidst dør.

Måske er det denne sidste erkendelse, der vækker min krops midaldrende forsvarssystem. Her er livet og døden i den grad kommet på museum. Børnene labber bare nysgerrigt al den nye lærdom i sig og synes ganske upåvirkede af alle de døde. At besøge verdens første menneskemuseum er absolut ikke kedeligere end at være på  legeplads!

Plastinat i Menschen Museum, Berlin, Tyskland.
“Tådanseren” i Menschen Museum.

FAKTA
Menschen Museum, MEMU, er skabt af Dr. Gunther von Hagens og åbnede på Alexander Platz i Berlin i 2015.
Inden da havde hans udstilling Körperwelten/Body Worlds turneret verden rundt i 20 år og haft besøg af mere end 40 millioner mennesker.
Dr. Gunther von Hagens har selv udviklet den teknik, plastinering, der gør det muligt at konservere og udstille menneskekroppe og -organer. Plastinering er en længere proces. Først pumpes formalin ind i arterierne i den døde krop. Det dræber bakterier og stopper forrådnelse. Derefter uddrives kropsvæsker og -fedt i et acetonebad. Det centrale punkt i plastineringen sker, når kroppen eller kropsdelen derefter bliver lagt i en kunststofopløsning, der via undertryk erstatter acetonen med kunststoffet helt ud i hver enkelt celle. Kunststoffet kan for eksempel være silikone. Nu bliver kroppen sat i den rigtige position ved hjælp af tråde, nåle, hæfteklammer og skumblokke. Til sidst skal den hærdes. Afhængigt af materiale sker det ved hjælp af gas, lys eller varme. Plastificeringsteknikken bevarer kroppen intakt og uforgængelig men ganske hård og helt lugtfri. En hel krop kræver cirka 1.500 arbejdstimer og tager cirka et år at færdiggøre.
Kroppene er doneret gennem et specielt donorprogram, som Dr. Gunther von Hagens og Institut for Plastination skabte i 1983.

LINKS
Menschen Museum

© Bitten Holmsgaard 2017