Fiskebastionen, Budapest, Ungarn.

Budapest – de venlige skulpturers by

UNGARN – En alvorlig lille pige med narrehat sidder på gelænderet ved sporvognsstoppestedet nær Vigadó tér. Hun yder en magnetisk tiltrækning på andre børn – og faktisk også på voksne.

Lidt længere henne ad promenaden langs Donau sidder en lidt ældre pige sammen med sin hund. Hun er ved at kaste en bold til den. Begge pigerne er støbt i bronze, og de er to af Budapests mange venlige statuer.

Budapest - de venlige skulpturers by
Den lille pige med narrehatten er kendt som ”Kiskirálylány” – Lille Prinsesse.

Skulpturerne dukker op overalt i byen, og mange af dem virker helt dagligdags. Her er det ikke kun konger, komponister og præsidenter, der er afbilledet. De er her skam også – men mellem alle de kendte møder vi en helt anden slags mennesker – og dyr.

Disse rolige ansigter giver tryghed midt i storbyen. Man er aldrig alene, og så føles de oven i købet som godt selskab.

Ved Zrínyi Utca er der skulpturel hjælp til nødlidende: En både myndig og jovial politibetjent, der på trods af sin fastlåste position er maksimalt tryghedsskabende. Jeg kan næsten se for mig, hvordan han forlader sin post for at få sig en portion kraftig gullaschsuppe måske suppleret med en fed ungarsk gåselever skyllet ned med en øl og en skarp, når ingen bemærker det.

Budapest - de venlige skulpturers by
Ungarsk politibetjent fra forgangne tider – en af Budapests venlige statuer.

Budapest er et gæstfrit udendørs museum. Fra imponerende kongestatuer på Borghøjen, jeg kun tør beundre på afstand over Imre Nagy – tidligere premier minister, som blev henrettet under kommunismen – som jeg får lyst til at stille mig ved siden af og skue ind i fremtiden sammen med til energiske Ronald Reagan, som jeg er lige ved at tage i hånden og gå en rask tur med.

Men figurerne er ikke kun til at se på. De er også legepladser – børn og barnlige sjæle kan frit kravle på dem, holde om dem eller blive fotograferet med dem. I det hele taget er Budapest virkelig børnevenlig. Der er næsten lige så mange legepladser som skulpturer – og de er lige så centralt beliggende og placeret på lige så smukke steder som de skønne billedstøtter.

Budapest - de venlige skulpturers by
Imre Nagy – Ungarns premierminister i to omgange. Sidste gang i forbindelse med opstanden i 1956 mod kommunismens diktatur. Han støttede opstanden og meldte Ungarn ud af Warzawapagen. Det fik Sovjet til at sende tropper til Ungarn. I 1958 blev Imre Nagy dømt til døden og henrettet. I dag er han et symbol på det demokratiske Ungarn. 

Som et modspil til alle de venlige statuer i centrum findes Memento Park i en af forstæderne. En slags skulptur-kirkegård, hvor kommunister som Lenin, Marx og Engels har fundet deres sidste hvilested. De blev nemlig pillet ned, da den kommunistiske periode sluttede i 1989.

Men i centrum venter det gode bekendtskab, det overraskende møde eller det trygge selskab – alt sammen i form af Budapests venlige skulpturer.

FAKTA

Budapest er Ungarns hovedstad. Der bor cirka 1,8 millioner mennesker i Budapest.
Byen er delt i to af Donaufloden – Buda med bjergene mod vest og flade Pest mod øst. Otte broer forbinder de to sider.
Donau er Europas næstlængste flod med sine 2.857 kilometer. Den udspringer i Schwarzwald i Sydtyskland og passerer en række andre lande, inden den munder ud i Sortehavet.
Hundeskulptur i træ, Budapest, Ungarn.
Den kæmpestore træhund midt i Budapest virker ikke spor skræmmende – men rolig og venlig.

LINKS

Budapests Turistkontor
Memento Park
Flere statuer i Budapest
Budapests Broer

© Bitten Holmsgaard

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.