Budapest – de venlige skulpturers by

UNGARN – En alvorlig lille
pige med narrehat sidder på gelænderet ved sporvognsstoppestedet nær Vigadó tér.
Hun yder en magnetisk tiltrækning på andre børn – og faktisk også på voksne.

Den lille pige med narrehatten er kendt
som 
”Kiskirálylány” – Lille Prinsesse
Længere henne ad
promenaden langs Donau sidder en lidt ældre pige sammen med sin hund. Hun er
ved at kaste en bold til den. Begge pigerne er støbt i bronze, og de er to af
Budapests mange venlige statuer.
Skulpturerne dukker op
overalt i byen, og mange af dem virker helt dagligdags. Her er det ikke kun
konger, komponister og præsidenter, der er afbilledet. De er her skam også –
men mellem alle de kendte møder vi en helt anden slags mennesker – og dyr.
Disse rolige ansigter
giver tryghed midt i storbyen. Man er aldrig  alene, og så føles de oven i købet som godt selskab.
Ved Zrínyi utca er der
skulpturel hjælp til nødlidende: En både myndig og jovial politibetjent, der på
trods af sin fastlåste position er maksimalt tryghedsskabende. Jeg kan næsten
se for mig, hvordan han forlader sin post

Ungarsk politibetjent fra forgangne tider
– en af Budapests venlige statuer

for at få sig en portion kraftig
gullaschsuppe måske suppleret med en fed ungarsk gåselever skyllet ned med en
øl og en skarp, når ingen bemærker det.

Budapest er et gæstfrit
udendørs museum. Fra imponerende kongestatuer på Borghøjen, jeg kun tør beundre
på afstand over Imre Nagy – tidligere premierminister, som blev henrettet
under kommunismen – som jeg får lyst til at stille mig ved siden af og skue ind
i fremtiden sammen med til energiske Ronald Reagan, som jeg er lige ved at tage
i hånden og gå en rask tur med.
Men figurerne er ikke kun
til at se på. De er også legepladser – børn og barnlige sjæle kan frit kravle
på dem, holde om dem eller blive fotograferet med dem. I det hele taget er
Budapest virkelig børnevenlig. Der er næsten lige så mange legepladser som
skulpturer – og de er lige så centralt beliggende og placeret på lige så smukke
steder som de skønne billedstøtter.

Imre Nagy – Ungarns premierminister i to
omgange. Sidste gang i forbindelse med
opstanden i 1956 mod kommunismens
diktatur. Han støttede opstanden og
meldte Ungarn ud af Warzawapagen.
Det fik Sovjet til at sende tropper til
Ungarn. I 1958 blev Imre Nagy dømt
til døden og henrettet. I dag er han et
symbol på det demokratiske Ungarn

Som et modspil til alle de
venlige statuer i centrum findes Memento Park i en af forstæderne. En slags
skulptur-kirkegård, hvor kommunister som Lenin, Marx og Engels har fundet deres
sidste hvilested. De blev nemlig pillet ned, efter den kommunistiske periode
sluttede i 1989.
Men i centrum venter det
gode bekendtskab, det overraskende møde eller det trygge selskab – alt sammen i
form af Budapests venlige skulpturer.
FAKTA
Budapest er Ungarns
hovedstad.
Der bor cirka 1,8
millioner mennesker i Budapest.
Byen er delt i to af
Donaufloden – Buda med bjergene mod vest og flade Pest mod øst.
Otte broer forbinder de to sider.
Donau er Europas
næstlængste flod med sine 2.857 kilometer. Den udspringer i
Schwarzwald i
Sydtyskland og passerer en række lande, inden den munder ud i
Sortehavet.
Den kæmpestore træhund midt i Budapest virker
ikke spor skræmmende – men rolig og venlig

(c) copyright Bitten Holmsgaard 2013

LINKS

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *