DANMARK ANBEFALING – Trækfugle gemmer på utrolige mysterier. Det var jeg slet ikke klar over før mit besøg i Skagen Grå Fyr – Center for trækfugle, der ligger enestående smukt på Grenen.
Trækfuglecentret trækker mig ind i fuglenes forunderlige verden ved hjælp af den nyeste teknologi. Med direkte opdateringer af fugleobservationer fra hele verden og ikke mindst ved hjælp af skærme med fantastiske film.
Det hele er interaktivt, så jeg kan trykke mig dybere ned i fuglenes mysterier. Visse fugle kan trække op til 11.000 kilometer og navigere i solskin, skyer og mørke. Centret afslører alle deres hemmeligheder på fascinerende og overskuelig vis, så selv en fugle-ignorant som mig må overgive sig.
Jeg slutter besøget med at stige de 210 trin rundt og rundt og 46 meter op i Danmarks næsthøjeste fyr til lyden af fuglestemmer. Min belønning er en ubetalelig udsigt over en af de vigtigste rastepladser på trækfuglenes motorvej – Skagens Gren. Efter fuglene er blevet sluset op gennem Europa, ender de her som i en tragt. Derfor kan de observeres her i meget store tal. Og som leder af fuglefyret, Jacob Funder, siger:
”Hvis man ikke er en dygtig fuglekigger, får man oplevelsen af at være det her.”
Jeg er fuldstændig enig med ham.
Udsigt over Grenen fra toppen af Skagen Grå Fyr.
FAKTA
Skagen Grå Fyr – Center for trækfugle åbnede den 12. maj 2017. Det er åbent året rundt.
Centret bliver drevet af Naturstyrelsen og har tilknyttet en fuglestation, der bliver drevet af Dansk Ornitologisk Forening.
SPANIEN – Lige siden jeg første gang så et foto af de karakteristiske rød- og hvidstribede buer, har jeg drømt om at besøge dette sted. Mange år senere står jeg her nu og må dreje rundt om mig selv for at fatte, hvor stor den er – La Mezquita – moskéen – i Cordoba.
Række efter række af fuldstændigt symmetriske buer, der hviler på 856 søjler, indgyder en følelse af uendelighed. Den sirlige symmetri virker meditativ, og jeg kan næsten mærke pulsen falder simultant med varigheden af besøget. La Mezquita er på én gang slet ikke, som jeg havde forestillet mig og meget, meget mere.
Dobbelte buer.
Jeg opdager først nu, at buerne er dobbelte, to og to balancerer de, den ene over den anden. Som om hver bue er sat med eftertryk. Disse dobbelte buer forstærker indtrykket af, at rummet aldrig ender. At moskeen er sit eget univers.
Som et meteornedslag midt i denne prægtige perfektion, har en pyntesyg kirke udraderet buer og søjler i et stort område. Med sine overdådige krummelurer, udskæringer, guld, hvælvinger og kuppel er kirkens udsmykning så voldsom, at pulsen straks stiger og blikket flakker rundt uden at kunne fokusere. Jeg skynder mig fra kirkens forvirrende uro ud i den omgivende moské. Her kan sjæl og sind finde ro og fokus. Forbindelsen til gud synes mere direkte uden distraherende overdekoration.
Den overdekorerede katedral midt i moskéen.
La Mezquitas fuldendte kosmos leder tankerne hen på Cordobas guldalder under maurernes styre for 1000 år siden, hvor muslimer, kristne og jøder stort set levede fredeligt sammen. Lige nu virker det desværre som en parentes i en historie, hvor en kristen konge lod en malplaceret katedral opføre midt i en enestående moské, og andre kristne ødelagde gudebilleder på egyptiske templer, mens muslimer langt senere, i vor egen tid, sprængte Buddhastatuer i Afghanistan i stumper og stykker.
Jeg tænker, at religion har to sider. En fantastisk, som prædiker godhed og skaber smukke værker samt en uforsonlig, som vil omvende og ødelægge det, der kan tolkes som afgudsdyrkelse eller ugudeligt. Den er som dobbelte buer, hvis to lag er dømt til at følges ad. La Mezquitas storslåethed inspirerer til store tanker.
Patio de los naranjos – appelsingården – ved indgangen til La Mezquita.
Buerne – og storslåetheden – fortsætter uden for moské-katedralen. På sydøstsiden af den, ned mod Guadalquivir-floden, står en triumfbue nærmest henkastet. De omkringliggende bygninger ser ud til at vende den ryggen med deres beskedne bagsider, så den er helt absurd i sin pompøsitet. Men set fra toppen af den 2.000 år gamle romerske bros 16 buer giver den pludselig bedre mening. Den blev bygget som byport under romerne men den udgave, der troner her i dag er fra 1500-tallet.
Puerta del Puente – Flodens Port – triumfbuen med La Mezquita i baggrunden.
Nu ser jeg buer overalt, ikke mindst på Plaza de la Corredera, der ligesom La Mezquita er et studie i symmetri med mange meter helt ens buegange og bygninger på pladsens fire sider. Her først på eftermiddagen hviler en afslappet ro og harmoni over den store plads.
Metervis af buegange på Plaza de la Corredera.
Anderledes myldrende er der omkring den fine gamle byport, Puerta de Almodóvar, der gennem sin bue tillader adgang fra Calle Cairuáns bassiner til de blændende hvide husfacader og snævre, snoede stræder i la Judería, jødekvarteret. Her møder jeg både en guitarbygger, som smiler og hilser gennem den åbne dør, da jeg nysgerrigt standser for at se ham arbejde, samt de fineste sølvfiligran-øreringe dekoreret med grøn og hvid emalje, som jeg nu bærer med glæde.
Kig gennem Puerta de Almodóvar til la Judería.
Cordoba er meget mere end La Mezquita. Jeg er lykkelig for, at jeg har god tid til at slentre rundt, fare vild og indånde den venlige atmosfære i buernes by.
Calle Cairuán løber langs Cordobas middelalder-bymur, der skærmer for la Judería på den modsatte side.
FAKTA
Cordoba ligger i regionen Andalusien i Sydspanien og har cirka 330.000 indbyggere.
Der har været bosættelser, hvor Cordoba ligger allerede fra år 800 før vor tidsregning. Byen blev senere erobret af blandt andre romerne, som døbte den Corduba.
Andalusien og store dele af den Iberiske Halvø – Spanien og Portugal – blev regeret af maurerne – muslimske erobrere fra Nordafrika og det syriske område – fra 711 til 1492. Maurerne navngav området Al-Andalus og gjorde Cordoba til hovedstad i en periode.
La Mezquita blev bygget mellem år 785 og slutningen af 900-tallet. Det var emir Abd al-Rahman I, som satte byggeriet i gang.
Cordobas guldalder var årene 929-1031, hvor byen var den velhavende hovedstad i et selvstændigt kalifat. Litteratur og videnskab blomstrede i denne periode.
I 1200-tallet generobrede den kristne kong Ferdinand III Cordoba og fordrev maurerne.
Det var den kristne kong Carlos I, der i 1523 besluttede at bygge en katedral midt i moskéen. Derfor blev blandt andet 437 af moskéens 1293 søjler revet ned for at gøre plads til katedralen. Han skulle dog siden have fortrudt sin gerning og have sagt: ”Vi har ødelagt noget, der var enestående i verden.”
Såvel La Mezquita som det historiske centrum omkring den samt ”Festival de los Patios Cordobeses” – Cordobas årlige festival for blomstrende gårdhaver – er med på UNESCOs verdenskulturarvsliste.
Puente Romano – den romerske bro – med de 16 buer.
DANMARK ANBEFALING – Lugten af tjære pirrer næseborene allerede, idet jeg træder ind ad døren, og vækker minder om barndom og gåture ad moler og langs havne. Indenfor fylder en næsten færdigbygget gammeldags klinkbygget fiskekutter over to trediedele af Han Herred Havbådes lille bådebyggeri. Herinde virker kutteren som en kæmpe.
Han Herred Havbådes bådebyggeri er så lille, at jeg ikke kan komme på så stor afstand, at jeg kan få hele båden med på et billede.
Og den bliver større i takt med, at jeg klatrer op af trapper og stiger for at komme om bord. Jeg kravler helt ind i maven på den for at se på motoren og op i styrehuset, hvor rattet endnu ligger uforbundet på styrestolen.
Alle besøgende får lov at klatre op ad trappen og komme om bord.
Jeg glæder mig nostalgisk over, at denne type båd stadig efterspørges, og at der stadig eksisterer fiskere på denne egn, som dagligt sejler ud og fisker med garn og snurrevod og om eftermiddagen lander dagens fangst direkte på stranden.
Begejstringen over at sådan et åndehul, hvor tradition og respekt for håndens værk og historien stadig findes – næsten på trods af tidens krav om effektivisering og stordrift – bobler i mig, mens jeg kigger ud over stranden og havet uden for skibsbyggeriet.
Han Herred Havbådes bådebyggeri ligger direkte på stranden.
Jeg anbefaler alle, som gerne vil opleve traditionen i levende live, at kigge inden for i Han Herred Havbådes bådebyggeri i Slettestrand, hvis I alligevel er i nærheden.
På dækket af “Kakani III” i bådebyggeriet i Han Herred Havbåde.
FAKTA
Foreningen Han Herred Havbåde er et samarbejde mellem Lildstrand, Thorupstrand og Slettestrand i Han Herred. Formålet er at bevare og videreudvikle de karakteristiske klinkbyggede kystbåde, der stadig bruges til erhvervsfiskeri i Thorupstrand.
Havbådehuset og bådebyggeriet ligger i Slettestrand ved Jammerbugten lidt nordøst for Fjerritslev i Nordjylland.
Det er et arbejdende værksted, og alle er velkomne til at kigge indenfor hver tirsdag fra kl. 14-16 eller den første lørdag i måneden fra kl. 10-15.
Det er gratis, men frivillige donationer modtages gerne.
Tag bare børnene med i bådebyggeriet – såvel den 7- som 2-årige syntes, det var spændende.
Kutteren, der i foråret 2017 bliver færdigbygget i bådebyggeriet, er Kakani III, der er bestilt af Thorupstrand Kystfiskerlaug. Lauget er en sammenslutning af fiskerfamilier, der køber fangstrettigheder i fællesskab.
Thorupstrand er Nordeuropas største kystfiskerleje på åben strand.
Sidst der blev leveret en klinkbygget båd til kystfiskeri var i 2002.
Her hos Han Herred Havbåde holdes traditionerne i live.
DANSK VESTINDIEN/US VIRGIN ISLANDS – Hjertet banker en lille smule hurtigere og stoltheden over, at gadeskiltene er forsynet med navne som ”Toldbod Gade,” ”Dronningens Gade” og ”Crystal Gade” sætter ekstra energi i skridtene. Her spadserer jeg rundt under Caribiens sol i byen, der bærer en dansk dronnings navn – Charlotte Amalie – flere tusinde kilometer fra lille Danmark.
Dronningens Gade – eller Main Street som den også hedder – nummer 6 i Charlotte Amalie bærer stadig A.H. Riises navn. Han kom oprindeligt fra Ærø men blev den første apoteker på Skt. Thomas. Forretningen lokker i dag med meget mere end medicin. Mange af murstenene i de gamle huse blev fragtet fra Flensburg som ballast i skibene.
Højt oppe på en bakke med udsigt over byen og havet, masser af ro og behagelig brise troner Crown House, der i begyndelsen af 1800-tallet var Peter von Scholtens fars hus. Længere nede ad bakken ligger den tidligere plantageejerbolig, Haagensen House, hvor jeg lader mig beruse af den postkortidylliske udsigt og en rom punch. Det røde Fort Christian i centrum, tæt på havnen er opført for at beskytte øen mod fjentlige angreb og i kælderen finder jeg trange, triste celler til slaver, som var kommet på kant med deres ejer eller andre.
Fort Christian er fra 1672 ikke ’71, som der ellers står på det. Tallene og de andre materialer var med skib fra Danmark, men det blev forsinket undervejs, så fortet først nåede at blive bygget færdigt året efter.
Mens jeg følger sporene af Danmarks historie på St. Thomas, er mine ører indhyllet i et patchworkworktæppe af ufuldendte samtaler på amerikansk, der overlapper hinanden og er syet sammen med en tråd af reggaemusik, som løber løbsk ud af højttalerne på de biler, der kører forbi.
Lille strandkiosk i Cruz Bay på St. John. Der er ingen farveforskrækkelse på disse kanter.
Anderledes uforstyrret er St. John, hvor jeg i Trunk Bay næsten ikke kan tro mine sanser, mens mine fødder synker halvt ned i det blødeste, reneste sand, jeg nogensinde har oplevet. Da jeg lader kroppen glide ned i det funklende turkisblå, glasklare og overraskende varme vand, må jeg give den unge amerikaner ret, som står i vand til navlen med en kold øl i den ene hånd og en cigar i den anden og udbryder: ”Det her må være så tæt, man kan komme på Himmerige.”
Udsigt over Trunk Bay, St. John – også et paradis for snorkling.
Helt modsat har livet været på Annaberg Plantage nogle kilometer derfra. Her blev sukkerrør forarbejdet til sukker af afrikanske slaver, som stort set sled sig ihjel.
Resterne af vindmøllen på Annaberg Plantage, der er bygget i begyndelsen af 1800-tallet og var en af de største på øerne. Ved jævn vind blev møllen brugt til at presse saften ud af sukkerrørerne.
På den nedlagte plantage, der nu fungerer som museum, får jeg kuldegysninger over et jernhalsbånd – beregnet til slaver – med to buede kroge, der stikker ud over hver sin skulder, så en flugt gennem de høje sukkerrør blev umulig, fordi krogene sætter sig fast. Min mave knuger sig sammen, og jeg indser den gru, de gennemlevede. Jeg skammer mig over, at det blandt andet var danskere, der behandlede disse mennesker så kynisk og brutalt.
Her på Fort Frederik i Frederiksted på St. Croix kom Peter von Scholten med sin berømte erklæring: “Alle de, der på De Danske Vestindiske Øer ikke er frie, kan fra i dag anse sig for at være frie.”
En lille moralsk opmuntring venter på Fort Frederik i Frederiksted på St. Croix. Herfra gav den danske generalguvernør, Peter von Scholten, i 1848 ordren til, at slaverne i Dansk Vestindien skulle sættes fri. Fortet virker fortabt og glemt af omverdenen. Det har udført sin mission.
Tøndevis af rom bliver lagret på Cruzan Rum Destillery på St. Croix.
Få kilometer fra fortet får en overvældende stank af gær min mave til at trække sig sammen. Jeg er midt i den store rundtur for at lære alt om produktionen af Cruzan Rum. Tænk, at noget, der udgiver så kvalm en lugt, ender i fine flasker for at blive drukket med stort behag. Fabrikken blev etableret af Nelthropp-familien i begyndelsen af 1800-tallet, da man havde fundet ud af, at den melasse, der er tilbage, når man har presset saften ud af sukkerrørene og lavet den til sukker, kan destilleres til spiritus. Et produkt, der både kan hjælpe med at dulme dårlig samvittighed og hverdagens uhyrlige trængsler. Jeg skyller besøget ned med en mørk årgangsrom, der brænder hele vejen ned gennem halsen.
For mig byder det tidligere Dansk Vestindien på en tropisk historiecocktail med ingredienserne rom, paradisiske strande, slaveri, Peter von Scholten, stolthed og skam.
Her i fangehullet i kælderen under Fort Christian i Charlotte Amalie på St. Thomas blev oprørske slaver fængslet. Hvis de havde prøvet at stikke af, kunne de også risikere at blive brændemærket i for eksempel panden!
FAKTA
Dansk Vestindien/US Virgin Islands er betegnelsen for Danmarks tidligere kolonier i Caribien, de tre øer St. Thomas, St. John (tidligere St. Jan) og St. Croix.
Øerne var i dansk besiddelse fra henholdsvis 1672, 1718 og 1733, indtil de blev solgt til USA den 31. marts 1917.
Oprindeligt boede her taino-indianere.
I 1493 gik Christopher Colombus i land på St.Croix under sin anden Amerikarejse, Men tainoerne jagede ham og hans mænd afsted igen. Colombus navngav øgruppen ”Jomfruøerne” efter legenden om Sankt Ursula og de 11.000 jomfruer. Det var også ham, som bragte sukkerrør med sig til Caribien. I løbet af 1600-tallet blev Caribien stort set omdannet til en sukkerfabrik.
Fra slutningen af 1600-tallet og frem til 1803 blev der sendt mere end 100.000 slaver fra Afrika til sukkerplantagerne på de tre øer.
I 1792 afskaffede Danmark, som det første land, slavehandlen men først med virkning fra 1803. Selve slaveriet blev dog opretholdt, og presset for slavernes frigivelse voksede.
I 1847 besluttede kongen, at fra 1859 skulle alle børn af slaver fødes frie. Oprøret ulmede alligevel, og i 1848 marcherede 8.000 slaver mod Frederiksted på St. Croix for at gøre krav på øjeblikkelig frigivelse. Slaverne truede med at gøre oprør og sætte ild til hele byen. Generalguvernør, Peter von Scholten, ville forhindre et blodbad og tog fuldstændig på egen hånd beslutningen om at ophæve slaveriet på de dansk vestindiske øer.
Efter en dansk folkeafstemning blev øerne den 31. marts 1917 overdraget til USA, der betalte 25 millioner dollar for dem. Øernes befolkning blev ikke spurgt.
Det skete under 1. Verdenskrig, og amerikanerne frygtede, at øerne, og den strategisk attraktive havn I Charlotte Amalie, skulle falde i tyskernes hænder.
Øerne skiftede navn til US Virgin Islands.
Fort Christiansværn i Christiansted på St. Croix. Nogle genkender det sikkert fra børnejulekalenderen “Nissernes Ø.”
DANMARK ANBEFALING – Den berømte bisp Stygge Krumpen residerede her. Det samme gjorde Ingeborg Skeel. Hun satte sit umiskendelige præg på facaden ved at lade den smukke østfløj i rødsten opføre. Som kronen på hendes værk står den imposante sandstensportal, der er en gave fra kong Frederik II. Midt mellem markerne her i det blide østlige Vendsyssel toner Danmarks smukkeste renæssanceslot, Voergaard, overraskende frem.
Udsnit af det gyldne lædertapet, der har givet navn til guldsalen på Voergaard Slot. Tapetet er fra 1750 og lavet af vildsvineskind, der er nedlagt på slottets jord.
Allerede i guldsalen mærker jeg en kildren i maven og min nysgerrighed bliver vakt, for mellem de andre malerier hænger værker af Rubens, Raphaël og Goya. I den tilstødende musiksalon troner Napoleons ur, og hans private tallerkener hænger i vinduesnichen. Fra loftet i den rosa salon stråler en antik venetiansk lysekrone, der er håndlavet på øen Murano – verdensberømt for glaskunst af ypperste kvalitet.
Til venstre for kaminen i guldsalen hænger øverst Goyas “Den Gale.” Nedenunder Rubens “Marie de Medici.” Over glasskabet et dobbeltportræt af Raphaël – kvinden er hans elskerinde La Fonarina.
Den ejer, som har sørget for, at Voergaard Slot den dag i dag er et uvurderligt kunstnerisk skatkammer, er grev Ejnar Oberbech-Clausen. Han voksede op på Fyn som søn af en skovfoged ved Juelsberg gods. Han elskede alt fransk og lærte sproget i skolen, inden han tog til Frankrig, hvor han han blev ansat hos grev Chenu-Lafitte nær Bordeaux.
Portrættet af Ejnar Oberbech-Clausen som 23-årig hænger i den rosa salon på Voergaard Slot.
Da greven døde, giftede Oberbech-Clausen sig med hans rige enke, grevinde Henriette, som han var gift med i 31 år. Da hun døde i 1941, arvede han alle hendes besiddelser og rigdomme. I mellemtiden var det lykkes ham at blive udnævnt til romersk rigsgreve af pave Benedict XV. Han havde altid drømt om at eje et dansk slot, så i 1955 købte han Voergaard Slot ved Sæby og fyldte derefter adskillige togvogne med sin kunstsamling, antikke møbler og porcelæn, der blev kørt hertil fra Frankrig
Over altret i malteserkapellet på Voergaard Slot hænger en af de tre gobeliner, som pave Pius IX forærede til general Péan – grevinde Henriettes onkel. Dette kirkerum blev opført i 1957, da grev Oberbech-Clausen blev udnævnt til Malteserridder.
Rundt på slottet finder jeg også tre gobeliner fra Vatikanet, som Oberbech-Clausens hustru, grevinde Henriettes, onkel general Péan fik foræret af pave Pius IX. Og i Ingeborg Skeels gamle kontor ligger under glas den sidste franske konge, Louis XVI, og hans dronning, Marie Antoniettes, afskedsbreve, som de skrev, inden de mistede hovederne i guillotinen.
I spisesalen står denne kinesiske røgelsesovn. Den er mere end 1000 år gammel, og det gør den til en af de ældste kinesiske kunstgenstande i Europa.
Hvor end jeg vender mig på dette slot, er der uvurderlige antikviteter. Jeg undrer mig – og er også en smule flov – over, at jeg slet ikke har vidst, at der bag disse mure gemmer sig et hemmeligt skatkammer, hvor hver eneste ting har sin egen fantastiske historie. Den mest eventyrlige af dem alle er vist alligevel Ejnar Oberbech-Clausens egen.
Frederik IIs sandstensportal pryder østfløjen på Voergaard Slot, men den var oprindeligt tiltænkt Frederiksborg Slot.
FAKTA
Ejnar Oberbech-Clausen døde i 1963, 80 år gammel. Han havde ingen børn, så han oprettede ”Den Grevelige Oberbech Clausen Péanske Familiefond,” der skulle sikre bevarelsen af Voergaard Slot og dets store samling af inventar for eftertiden.
Voergaard Slot rummer – i kraft af grev Oberbech-Clausen – Danmarks største private kunstsamling.
Jeg anbefaler at besøge slottet i uge 29, hvor der er Middelalderdage. Her er der ægte middelalderstemning med mange udendørs boder, ridderturnering, gøgl m.m. Blandt andre Stygge Krumpen bliver vakt til live og går rundt og ser til, at alt foregår i god ro og orden.
Voergaard Slot ligger kun to kilometer fra afkørsel 14 på motorvej E45 syd for Sæby.
I forhold til andre nordjyske museer er Voergaard Slot en overset perle med 20.000 gæster i 2016, der var rekordår.
Kilde: Verner Krogh, guide, Voergaard Slot.
Læs mere om slottets historie i bogen ”Voergård gennem 500 år” af Hans Gregersen.
Til Middelalderdage på Voergaard Slot i uge 29 bliver historien vakt til live.
TYSKLAND – To hvide roser er sirligt stillet over kors ved billedet af Doris Schmiel. Hun blev dræbt af skud i forsøget på at flygte fra Øst- til Vestberlin den 19. februar 1962. Det er 55 år siden, men hun er ikke glemt.
Doris Schmiels foto i Fenster des Gedenkens.
Hendes foto er et af 131, som her i Fenster des Gedenkens – Erindringsvinduet – husker os på de mennesker, som blev dræbt eller omkom under flugtforsøg eller i forbindelse med det tidligere DDR-regime. Erindringsvinduet er en del af Gedenkstätte Berliner Mauer – Mindesmærket for Berlinmuren – der ligger langs Bernauer Strasse. Et af de steder, hvor den 43,1 kilometer lange Berlinmur fra 1961 til 1989 delte by og borgere, og forhindrede østberlinerne i at rejse til vesten.
Fenster des Gedenkens.
Inde i Dokumentationszentrum – mindesmærkets museum – skildrer et kæmpefoto, hvordan to babyer på armen af hver sin mor rækker ud efter hinanden over pigtrådshegnet i de første dage efter muren blev opført, hvor kontakt stadig var mulig.
I samme udstilling kan jeg ikke løsrive mig fra et mindre foto af en glædestrålende lille dreng, som løber sin bedstemor i møde. Han har ikke set hende i to år, fordi hun bor i Østberlin og han i Vestberlin. Billedet er taget i 1964, hvor de to lande har lavet en aftale, så vestberlinere kan søge om at besøge familie i øst en enkelt dag.
Foto i Dokumentationszentrum af Hilde, ullstein bild.
Jeg besøgte Berlin første gang i 1986 på studietur med efterskolen og husker svagt forskellen mellem de to bydele. I Østberlin ville nogle unge fyre købe vores cowboybukser og veksle penge. Med vestlig valuta åbnede det sorte marked nemlig for dem. Her var gader og huse i gråtoner. Mens der i Vestberlin var knald på lys og farver, og Springer Verlags lysavis med dagens nyheder trodsede DDRs lukkethed og også lod sig læse øst for muren.
Den eneste erindring, jeg har om selve muren, er ved Brandenburger Tor, hvor vi i Østberlin kunne køre tæt forbi den berømte byport, mens Berlinmuren blokerede adgangen fra Vestberlin.
I dag er der fri passage gennem Brandenburger Tor.
Det må have krævet disciplin at tro på, at ens land og styre er bedre end nabolandets, når man er nødt til at sætte en mur og bevæbnede vagter op for at forhindre indbyggerne i at flytte. Og det må have været mærkeligt – og indimellem skræmmende – at bo i Vestberlin, løsrevet fra resten af sit land, omgivet af en anden magt, der fuldstændigt har spærret en inde bag en mur.
Da jeg forlader Gedenkstätte Berliner Mauer og drejer ned ad Strelitzer Strasse har jeg vand i øjnene – måske er det bare på grund af den kolde vind. Jeg er ikke helt sikker.
Kig til en del af Gedenkstätte Berliner Mauer fra udsigtsplatformen ved Dokumentationszentrum.
FAKTA
Gedenkstätte Berliner Mauer er det centrale mindesmærke for Tysklands deling. Det består af mange forskellige elementer og strækker sig over 1,4 kilometer langs den tidligere grænsestribe. Her findes også det sidste stykke Berlinmur, der er inklusiv originalt DDR-grænseanlæg.
Der er gratis adgang til det hele.
Afsæt god tid.
Husene på østsiden af Bernauerstrasse bliver brugt til at skildre forskellige episoder fra murens tid.
FAKTA OM TYSKLAND OG BERLINS DELING
Efter 2. Verdenskrig ophørte Tyskland med at eksistere som stat, og de allierede (USA, Storbritannien, Frankrig og Sovjetunionen) overtog 5. juni 1945 alle regeringsbeføjelser. Landet blev opdelt i fire zoner, som de fire besættelsesmagter administrerede hver især.
Berlin, der lå i Sovjetunionens zone, blev inddelt i fire sektorer. USA, Storbritannien og Frankrig overtog de tre vestlige sektorer og Sovjetunionen den østlige. I 1948 brød samarbejdet mellem de tre vestmagter og Sovjetunionen sammen og Berlin blev delt i to.
De tre vestmagter kunne ikke blive enige med Sovjetunionen om, hvilken side Tyskland skulle tilhøre. Det førte til, at vestmagterne lod vesttyske politikere oprette Vesttyskland (BRD) i 1949 – senere samme år tog Sovjetunionen initiativ til, at en selvstændig stat, Østtyskland (DDR), blev oprettet i øst. Vesttysklands hovedstad blev Bonn, mens Østtyskland havde Østberlin som hovedstad. Forholdet mellem de to stater var vanskeligt. Mange indbyggere i Østtyskland flygtede i løbet af de første år til Vesttyskland, hvor væksten i samfundet skabte mange arbejdspladser. Det førte til, at grænsen mellem de to lande blev lukket den 13. august 1961. På østsiden gik man i gang med at sætte pigtråd op, og i 1963 stod Berlinmuren færdig.
I 1989 er Østtyskland ved at gå i opløsning, og natten mellem den 9. og 10. november blev grænsen mellem Øst- og Vestberlin åbnet. Året efter blev de to lande genforenet og Berlin hovedstad.
Mange steder i Berlin mindes man, hvordan muren delte byen i to. Som på denne facade, hvor der står “Dette hus lå tidligere i et andet land.”
TYSKLAND I BØRNEHØJDE – Det er rigtige, døde mennesker, bliver min hjerne ved med at gentage, mens jeg kigger på skeletter, indvolde og menneskekroppe med huden skrællet af. Jeg ved, at alle kroppene er blevet doneret, så de efter døden kan træde i videnskabens tjeneste, men jeg kan alligevel ikke overbevise mig selv om, at alt, hvad jeg ser her på Menschen Museum på Alexander Platz i Berlin, virkelig har været en del af et levende menneske. Det ligner jo bare plastik eller andre materialer.
Alligevel har jeg sådan en mærkelig snurrende fornemmelse i tæerne og fingerspidserne, mens jeg går rundt i museet. Sådan en fornemmelse, jeg får, når kroppen føler noget er farligt, mens hjernen ved, at det er noget pjat.
“Hækkeløberen” viser samspillet mellem ydre og indre muskler. Muskler konverterer energi til bevægelse. De fungere ved, at deres fibre trækker sig sammen og bliver kortere.
”Hvad er det?” Spørger den seks-årige, hver gang vi kommer til en ny montre. Her er det levere – en sund, en fedtlever og en skrumpelever. Hun ville hellere være blevet på legepladsen og var irriteret over at skulle herind. Nu suger hun begærligt viden om menneskekroppen til sig.
Noget, der ligner et skelet viklet ind i rødt garn, viser sig at være alle menneskets blodårer. Vi kigger på den store pulsåre i låret og snakker om, at hvis der går hul på den, gælder det om at stoppe blodstrømmen straks med en finger eller en sten, ellers dør man meget hurtigt.
Der er fem liter blod i kroppen, der skal nå hele kroppen rundt hvert minut. For at komme ud i de fjerneste afkroge løber blodet i et fint forgrenet netværk af blodbaner. Blodbanerne fungerer som transportbånd for ilt og næring.Vækst, bevægelse og vedligeholdelse er alt sammen noget, der kræver energi. Det tilfører blodet. Samtidig leder blodbanerne affaldsstoffer væk. Derfor er alle organer i kroppen afhængige af blod.
”Det må være en dame, for hun har bryster,” konkluderer den seksårige, mens vi kigger på ”Englen.” En menneskekrop, der er udstillet sådan, at rygmusklerne stikker ud som vinger, og der er indkik til lunger, aorta – hovedpulsåren – og nyrer bagfra, mens musklerne på forsiden sidder, som sådan nogle plejer at gøre.
“Englen.”
Vi får nye indsigter på udstillingen, der også forsøger at sætte menneskelivet i perspektiv i såvel tekst som installationer. Et hit for både den seksårige, teenageren og mig er området for afstressning, hvor vi skiftes til at synke ned i en af de rødpolstrede cirkelrunde hulestole, mens vi kigger på væggen, hvor en bølgende mælkebøttemark i frø bliver vist i slow motion.
Fra mund til ende. Vores fordøjelsessystemet er cirka 8 meter langt.
Vi lever alle i kroppens hylster, og Menschen Museum gør igen og igen opmærksom på, at kroppen skal skattes og behandles med omsorg. Den skal bruges på alle leder og kanter men ikke misbruges. Den er et mirakel, som vi skal være taknemmelige for og som til sidst dør.
Måske er det denne sidste erkendelse, der vækker min krops midaldrende forsvarssystem. Her er livet og døden i den grad kommet på museum. Børnene labber bare nysgerrigt al den nye lærdom i sig og synes ganske upåvirkede af alle de døde. At besøge verdens første menneskemuseum er absolut ikke kedeligere end at være på legeplads!
“Tådanseren” i Menschen Museum.
FAKTA
Menschen Museum, MEMU, er skabt af Dr. Gunther von Hagens og åbnede på Alexander Platz i Berlin i 2015.
Inden da havde hans udstilling Körperwelten/Body Worlds turneret verden rundt i 20 år og haft besøg af mere end 40 millioner mennesker.
Dr. Gunther von Hagens har selv udviklet den teknik, plastinering, der gør det muligt at konservere og udstille menneskekroppe og -organer. Plastinering er en længere proces. Først pumpes formalin ind i arterierne i den døde krop. Det dræber bakterier og stopper forrådnelse. Derefter uddrives kropsvæsker og -fedt i et acetonebad. Det centrale punkt i plastineringen sker, når kroppen eller kropsdelen derefter bliver lagt i en kunststofopløsning, der via undertryk erstatter acetonen med kunststoffet helt ud i hver enkelt celle. Kunststoffet kan for eksempel være silikone. Nu bliver kroppen sat i den rigtige position ved hjælp af tråde, nåle, hæfteklammer og skumblokke. Til sidst skal den hærdes. Afhængigt af materiale sker det ved hjælp af gas, lys eller varme. Plastificeringsteknikken bevarer kroppen intakt og uforgængelig men ganske hård og helt lugtfri. En hel krop kræver cirka 1.500 arbejdstimer og tager cirka et år at færdiggøre.
Kroppene er doneret gennem et specielt donorprogram, som Dr. Gunther von Hagens og Institut for Plastination skabte i 1983.
AZORERNE ANBEFALING – Lige under mine fødder gemmer der sig det fineste håndværk. Jeg spadserer rundt på kilometervis af mosaikker, som hårdtarbejdende calceteiros – brolæggere – minutiøst har kreeret. Ny gade, nye mønstre – nogle er simple andre utroligt avancerede.
Fantastisk fortov i Ponta Delgada.Motiver af majs og ananas – vigtige afgrøder på øen Sao Miguel, hvor Ponta Delgada ligger.Ny gade, nyt motiv.
Her i Ponta Delgada – ligesom i mange andre af verdens byer – venter kunstneriske oplevelser de pudsigste steder. Efter jeg har været fuldstændigt optaget af at følge det sort-hvide kunsthåndværk rundt i byen og er blevet træt af at kigge ned, begynder jeg at dreje blikket opad. Her er der også kreativ gevinst.
Byens mange franske altaner er omkransede af sirligt ornamenterede smedejernsrækværk. De byder på en mangfoldighed af dekorationer og stilarter.
Kig op.Flot fransk altan.En helt anden stil.
Jeg fryder mig over skønheden i disse ting, der de fleste andre steder udelukkende er funktion. Det er tidskrævende og kostbart at udsmykke fortove og rækværk, men nogen har ofret både tid og penge på det. De sørger for, at det kan betale sig for mig, og alle andre, at kigge både op og ned på en tur gennem byen.
Kunstnerisk brolægning ved byportene på Praça Gonzalo Velho Cabral.
FAKTA OM PORTUGISISK BROLÆGNING
Brolægningen i Ponta Delgada er calçada Portuguesa – portugisisk brolægning. Denne type brolægning har sin oprindelse fra romerske mosaikker. Siden er der udviklet en særlig portugisisk stil med sorte og hvide sten og traditionelle portugisiske mønstre.
Denne brolægning er populær i Portugal og på Azorerne – men har også spredt sig til tidligere portugisiske kolonier som Brasilien, Macao, Angola og Mozambique.
De sorte sten er vulkansk basalt og stammer fra Azorerne, mens de hvide er kalksten fra kontinentet.
På Azorerne kan man uddanne sig til calceteiro – brolægger.
Brolægningsarbejdet foregår i etaper:
1. Underlaget jævnes.
2. En firkantet form fyldes med en blanding af sand og tør cement.
3. Stenene hugges til.
4. Stenene lægges i det ønskede mønster i formen.
5. De lagte sten stampes jævne med en brolæggerjomfru af træ.
6. Sand strøes ud over stenene.
7. Nogle dage senere fejes sandet væk og værket er klar til brug og beundring.
Også på officielle bygninger som Azorernes afdeling for videnskab, teknologi og anlæg er der smukt udformede balkonrækværk.
FAKTA OM PONTA DELGADA
Ponta Delgada er hovedstad i den delvist selvstyrende, portugisiske ø-gruppe Azorerne. Byen ligger på sydkysten af den største af øerne, São Miguel.
Der er cirka 50.000 indbyggere i Ponta Delgada og cirka 240.000 på samtlige 9 azoriske øer.
Øerne ligger midt i Atlanten cirka 1.500 kilometer fra Portugal og 4.000 kilometer fra USA.
I nogle byer nøjes man med at male streger på vejen men ikke i Ponta Delgada.
ITALIEN, PÅ PLADSEN – De smalle huse rundt om Piazza Marconi står klinet op ad hinanden, gavl mod gavl. Facadernes røde og gule farver danner malerisk baggrund for de små fiskerbåde i lysende hvid og klare blå nuancer. I vestlig retning åbner pladsen sig mod den lille havn og Middelhavet. Mod øst skærer hovedgaden, via Visconti, sig ned imellem husene i bunden af slugten.
Piazza Marconi i Vernazza. Byens hjerte lige ved haven, med den smalle hovedgade, via Visconti, der skærer sig ud mellem husene i pladsens ene hjørne.
Piazza Marconi er kranset med fiskerestauranter – der alle byder på et menukort fyldt med friskfangede lækkerier – samt den yndigste lille kirke Santa Margherita di Antiochia.
Kirken Santa Margherita di Antiochia er en markant bygning på Piazza Marconi. De stejle skrænter med vinstokke kan anes oven over kirken.
Pladsen er Vernazzas bankende hjerte, hvor færgepassagererne passerer forbi på vej op i byen, og togpassagerer og vandrere er på vej i modsat retning mod havnen.
Udsigt fra Piazza Marconi mod den lille havn og det store Middelhav bagved.
Her i denne middelhavsdrøm sidder jeg under en gul parasol og nyder et glas af den lokale hvidvin og har svært ved at løsrive mig. Piazza Marconi alene er hele turen værd. Heldigvis har jeg god tid.
Piazza Marconi.
FAKTA
Vernazza er en af de fem små byer, der tilsammen udgør Cinque Terre i regionen Ligurien, Italien.
Området er optaget på UNESCOs verdensarvsliste.
Byerne var oprindeligt fiskerbyer, men det er også dokumenteret, at man har dyrket vin her på de stejle skrænter i hvert fald i 1.000 år.
Der bliver stadig produceret flere forskellige typer af vin her.
Den smukkeste måde at komme til Vernazza og de andre fire byer er at sejle med rutebåd fra for eksempel Portovenere eller Levanto.
Det er hurtigst og billigst at tage toget fra for eksempel La Spezia eller Genova.
Det er også muligt at vandre til – og mellem – de fem byer. En del at ruten er den berømte Via dell’Amore – Kærlighedsvejen.
Udsigt fra Castello Doria over Piazza Marconi og sognekirken Santa Margherita di Antiochia.
DANMARK ANBEFALING – Vindens susen i trækronerne lyder som Vesterhavets brusen en god kilometer herfra. Blokhus Klitplantage indbyder til en rask gåtur, og siden juni 2016 byder skoven også på en række kunstværker.
Kunstruten er afmærket med hvidmalede pinde, der er stukket ned i skovbunden, men visse steder er de helt væk, så jeg må lede efter flere af de otte værker. Med åbne øjne og sanser begiver jeg mig på en kunstnerisk opdagelsesrejse, der fører mig bort fra stierne og ud i det fjedrende grønne mos til store oplevelser med tankevækkende landskabskunst.
Skibet i Hune Kirke af Mogens Otto Nielsen. Dette værk hænger højt oppe mellem granernes toppe. Det er inspireret af historien bag kirkeskibet “København”, der hænger i den nærliggende Hune Kirke. For cirka 100 år siden gik Skoleskibet København ned – alle ombordværende omkom i Atlanterhavet. En af matroserne var fra Blokhus.
Duality af Will Beckers. Det levende opspændte træ til venstre spejler de døde fragmenter af træ til højre. Livet spejler død og kunstighed. Kan også ses som manipuleret natur og en protest mod menneskets manipulation af naturen.
Picnic af Ann Mai Røge og Niels Edvard Nørgaard Sørensen. De rustne, runde metalplader fremhæver det hav af græs og mos, der ligger som et tæppe i skovbunden. Den skovbund, der holder sandet fra at fyge og gør landskabet beboeligt. Pladerne giver fast grund under fødderne.
Musikalsk Legeplads af Søren Brynjolf. Den fine legeplads, der i forvejen findes i Gateway Blokhus – indgangen til Blokhus Klitplantage – er blevet beriget med kunstneriske musikinstrumenter, som alle må spille på og lege med.
ELSK af Marianne Jørgensen. Ordet “ELSK” er brugt skulpturelt til at lave en slags graffiti i det offentlige rum.
Det er fantastisk at have muligheden for at opleve moderne kunst på en gåtur i naturen. Jeg må røre ved værkerne, træde på dem eller spille musik på dem. Naturen beriger kunsten og kunsten beriger naturen.
FAKTA
Blokhus Klitplantage ligger ved den kendte badeby, Blokhus, i Jammerbugten – cirka 35 kilometer nordvest for Aalborg.
I forbindelse med land art-festivalen LAND-SHAPE i juni 2016 skabte danske og internationale kunstnere en række landskabs-kunstværker specielt til Blokhus Klitplantage. Otte af værkerne kan stadig ses på kunstruten i plantagen.
Det specielle ved land art – landskabskunst – er, at værkerne kun findes i en begrænset periode. De bliver, lidt efter lidt, nedbrudt eller opslugt af naturen.
På turistbureauet, VisitJammerbugten, i Blokhus kan man få en brochure med kort over kunstruten.
Kilde: Program fra LAND-SHAPE Festival 2016.
