Kig op, kig ned

AZORERNE ANBEFALING – Lige under mine fødder gemmer der sig det fineste håndværk. Jeg spadserer rundt på kilometervis af mosaikker, som hårdtarbejdende calceteiros – brolæggere – minutiøst har kreeret. Ny gade, nye mønstre – nogle er simple andre utroligt avancerede.

Fortov i Ponta Delgada, Sao Miguel, Azorerne, Portugal.
Fantastisk fortov i Ponta Delgada.
Fortov i Ponta Delgada, Sao Miguel, Azorerne, Portugal.
Motiver af majs og ananas – vigtige afgrøder på øen Sao Miguel, hvor Ponta Delgada ligger.
Fortov i Ponta Delgada, Sao Miguel, Azorerne, Portugal.
Ny gade, nyt motiv.

Her i Ponta Delgada – ligesom i mange andre af verdens byer – venter kunstneriske oplevelser de pudsigste steder. Efter jeg har været fuldstændigt optaget af at følge det sort-hvide kunsthåndværk rundt i byen og er blevet træt af at kigge ned, begynder jeg at dreje blikket opad. Her er der også kreativ gevinst.

Byens mange franske altaner er omkransede af sirligt ornamenterede smedejernsrækværk. De byder på en mangfoldighed af dekorationer og stilarter.

Balkon i Ponta Delgada, Sao Miguel, Azorerne, Portugal
Kig op.
Balkon i Ponta Delgada, Sao Miguel, Azorerne, Portugal.
Flot fransk altan.
Balkon i Ponta Delgada, Sao Miguel, Azorerne, Portugal
En helt anden stil.

Jeg fryder mig over skønheden i disse ting, der de fleste andre steder udelukkende er funktion. Det er tidskrævende og kostbart at udsmykke fortove og rækværk, men nogen har ofret både tid og penge på det. De sørger for, at det kan betale sig for mig, og alle andre, at kigge både op og ned på en tur gennem byen.

Praça Gonzalo Velho Cabral, Ponta Delgada, Sao Miguel, Azorerne, Portugal.
Kunstnerisk brolægning ved byportene på Praça Gonzalo Velho Cabral.

FAKTA OM PORTUGISISK BROLÆGNING
Brolægningen i Ponta Delgada er calçada Portuguesa – portugisisk brolægning. Denne type brolægning har sin oprindelse fra romerske mosaikker. Siden er der udviklet en særlig portugisisk stil med sorte og hvide sten og traditionelle portugisiske mønstre.
Denne brolægning er populær i Portugal og på Azorerne – men har også spredt sig til tidligere portugisiske kolonier som Brasilien, Macao, Angola og Mozambique.
De sorte sten er vulkansk basalt og stammer fra Azorerne, mens de hvide er kalksten fra kontinentet.
På Azorerne kan man uddanne sig til calceteiro – brolægger.
Brolægningsarbejdet foregår i etaper:
1.    Underlaget jævnes.
2.    En firkantet form fyldes med en blanding af sand og tør cement.
3.    Stenene hugges til.
4.    Stenene lægges i det ønskede mønster i formen.
5.    De lagte sten stampes jævne med en brolæggerjomfru af træ.
6.    Sand strøes ud over stenene.
7.    Nogle dage senere fejes sandet væk og værket er klar til brug og beundring.

Região Autónoma dos Açores, Secretaria Regional da Ciência, Technologia e Equipamentos, Ponta Delgada, Sao Miguel, Portugal.
Også på officielle bygninger som Azorernes afdeling for videnskab, teknologi og anlæg er der smukt udformede balkonrækværk.

FAKTA OM PONTA DELGADA
Ponta Delgada er hovedstad i den delvist selvstyrende, portugisiske ø-gruppe Azorerne. Byen ligger på sydkysten af den største af øerne, São Miguel.
Der er cirka 50.000 indbyggere i Ponta Delgada og cirka 240.000 på samtlige 9 azoriske øer.
Øerne ligger midt i Atlanten cirka 1.500 kilometer fra Portugal og 4.000 kilometer fra USA.

Brolægning i Ponta Delgada, Sao Miguel, Azorerne. Portugal.
I nogle byer nøjes man med at male streger på vejen men ikke i Ponta Delgada.

LINKS
Visit Azores
Azorernes regering
Visit Portugal
Indslag om portugisisk brolægning på Azores TV
Portugalnyt.dk

© Bitten Holmsgaard 2017

En middelhavsdrøm

ITALIEN, PÅ PLADSEN – De smalle huse rundt om Piazza Marconi står klinet op ad hinanden, gavl mod gavl. Facadernes røde og gule farver danner malerisk baggrund for de små fiskerbåde i lysende hvid og klare blå nuancer. I vestlig retning åbner pladsen sig mod den lille havn og Middelhavet. Mod øst skærer hovedgaden, via Visconti, sig ned imellem husene i bunden af slugten.

Del af Piazza Marconi i Vernazza, Cinque Terre, Italien.
Piazza Marconi i Vernazza. Byens hjerte lige ved haven, med den smalle hovedgade, via Visconti, der skærer sig ud mellem husene i pladsens ene hjørne.

Piazza Marconi er kranset med fiskerestauranter – der alle byder på et menukort fyldt med friskfangede lækkerier – samt den yndigste lille kirke Santa Margherita di Antiochia.

Piazza Marconi, Vernazza, Cinque Terre, Italien.
Kirken Santa Margherita di Antiochia er en markant bygning på Piazza Marconi. De stejle skrænter med vinstokke kan anes oven over kirken.

Pladsen er Vernazzas bankende hjerte, hvor færgepassagererne passerer forbi på vej op i byen, og togpassagerer og vandrere er på vej i modsat retning mod havnen.

Kig fra reataurant på Piazza Marconi, Vernazza, Cinque Terre, Italien.
Udsigt fra Piazza Marconi mod den lille havn og det store Middelhav bagved.

Her i denne middelhavsdrøm sidder jeg under en gul parasol og nyder et glas af den lokale hvidvin og har svært ved at løsrive mig. Piazza Marconi alene er hele turen værd. Heldigvis har jeg god tid.

Piazza Marconi, Vernazza, Cinque Terre, Italien.
Piazza Marconi.

FAKTA
Vernazza er en af de fem små byer, der tilsammen udgør Cinque Terre i regionen Ligurien, Italien.
Området er optaget på UNESCOs verdensarvsliste.
Byerne var oprindeligt fiskerbyer, men det er også dokumenteret, at man har dyrket vin her på de stejle skrænter i hvert fald i 1.000 år.
Der bliver stadig produceret flere forskellige typer af vin her.
Den smukkeste måde at komme til Vernazza og de andre fire byer er at sejle med rutebåd fra for eksempel Portovenere eller Levanto.
Det er hurtigst og billigst at tage toget fra for eksempel La Spezia eller Genova.
Det er også muligt at vandre til – og mellem – de fem byer. En del at ruten er den berømte Via dell’Amore – Kærlighedsvejen.

Udsigt fra Castello Doria over Piazza Marconi og sognekirken Santa Margherita di Antiochia, Vernazza, Cinque Terre, Ligurien.
Udsigt fra Castello Doria over Piazza Marconi og sognekirken Santa Margherita di Antiochia.

LINKS
Cinque Terre Nationalpark
Vernazza Kommunes side
Rutebåd: Navigazione Golfo dei Poeti
Find togbillet til Vernazza på trenitalia.com

© Bitten Holmsgaard 2017

Kunstnerisk opdagelsesrejse

DANMARK ANBEFALING – Vindens susen i trækronerne lyder som Vesterhavets brusen en god kilometer herfra. Blokhus Klitplantage indbyder til en rask gåtur, og siden juni 2016 byder skoven også på en række kunstværker.

Kunstruten er afmærket med hvidmalede pinde, der er stukket ned i skovbunden, men visse steder er de helt væk, så jeg må lede efter flere af de otte værker. Med åbne øjne og sanser begiver jeg mig på en kunstnerisk opdagelsesrejse, der fører mig bort fra stierne og ud i det fjedrende grønne mos til store oplevelser med tankevækkende landskabskunst.

Mogens Otto Nielsens værk "Skibet i Hune Kirke," der hænger imellem trætoppene i Blokhus Klitplantage.
Skibet i Hune Kirke af Mogens Otto Nielsen. Dette værk hænger højt oppe mellem granernes toppe. Det er inspireret af historien bag kirkeskibet “København”, der hænger i den nærliggende Hune Kirke. For cirka 100 år siden gik Skoleskibet København ned – alle ombordværende omkom i Atlanterhavet. En af matroserne var fra Blokhus.

 

Will Beckers værk "Duality" i Blokhus Klitplantage.
Duality af Will Beckers. Det levende opspændte træ til venstre spejler de døde fragmenter af træ til højre. Livet spejler død og kunstighed. Kan også ses som manipuleret natur og en protest mod menneskets manipulation af naturen.

Fragment af Wil Beckers værk "Duality" i Blokhus Klitplantage.

 

Del af Wil Beckers værk "Duality" i Blokhus Klitplantage.

 

Del af Ann Mai Røge og Niels Edvard Nørgaard Sørensens værk "Picnic" i Blokhus Klitplantage.
Picnic af Ann Mai Røge og Niels Edvard Nørgaard Sørensen. De rustne, runde metalplader fremhæver det hav af græs og mos, der ligger som et tæppe i skovbunden. Den skovbund, der holder sandet fra at fyge og gør landskabet beboeligt. Pladerne giver fast grund under fødderne.

Del af Ann Mai Røge og Niels Edvard Nørgaard Sørensens værk "picnic" i Blokhus Klitplantage.

 

Musikalsk Legeplads af Søren Brynjolf. Den fine legeplads, der i forvejen findes i Gateway Blokhus – indgangen til Blokhus Klitplantage – er blevet beriget med kunstneriske musikinstrumenter, som alle må spille på og lege med.

Udsnit af Søren Brynjolfs værk "Musikalsk Legeplads" i Blokhus Klitplantage.

 

Marianne Jørgensens værk "ELSK" i Blokhus Klitplantage.
ELSK af Marianne Jørgensen. Ordet “ELSK” er brugt skulpturelt til at lave en slags graffiti i det offentlige rum.

Det er fantastisk at have muligheden for at opleve moderne kunst på en gåtur i naturen. Jeg må røre ved værkerne, træde på dem eller spille musik på dem. Naturen beriger kunsten og kunsten beriger naturen.

Blokhus Klitplantage.

FAKTA
Blokhus Klitplantage ligger ved den kendte badeby, Blokhus, i Jammerbugten – cirka 35 kilometer nordvest for Aalborg.
I forbindelse med land art-festivalen LAND-SHAPE i juni 2016 skabte danske og internationale kunstnere en række landskabs-kunstværker specielt til Blokhus Klitplantage. Otte af værkerne kan stadig ses på kunstruten i plantagen.
Det specielle ved land art – landskabskunst – er, at værkerne kun findes i en begrænset periode. De bliver, lidt efter lidt, nedbrudt eller opslugt af naturen.
På turistbureauet, VisitJammerbugten, i Blokhus kan man få en brochure med kort over kunstruten.
Kilde: Program fra LAND-SHAPE Festival 2016.

LINKS
Land-Shape kunstruten – der er kun otte værker tilbage
Land-shapes hjemmeside
Will Beckers hjemmeside
Mogens Otto Nielsens hjemmeside
Side med info om Ann Mai Røge
Søren Brynjolfs hjemmeside

© Bitten Holmsgaard 2017

Dråber fra himmelen

GAMBIA – Jeg elsker vin. Den slags jeg køber i glasflasker i en forretning eller i kælderen under en vingård. Men vin, høstet 10 til 20 meter over jordens overflade i toppen af oliepalmerne i Gambia, har jeg aldrig prøvet før.

Vajende oliepalmer pryder hele Gambias kyststrækning. I toppen af mange af dem, lige under bladene, hænger plastikflasker som futuristiske frugter. Flaskerne tilhører de lokale palmevintappere. En af dem er Lucas Jatta.

Palmevintapper i Gambia står i sin slynge i toppen af en palme.
Palmevintapperen, Lucas Jatta, på arbejde i toppen af en oliepalme.

Hver morgen, inden temperaturen når over 30 grader, dukker han op på sin arbejdsplads. Den består af 12 til 15 oliepalmer samt et kontor. Kontoret er  kasserede, halvt ødelagte plastikhavemøbler, og hvad Lucas Jatta ellers har kunnet finde at sidde på og arbejde ved. Dette skrab-sammen er næsten skjult under nogle palmer med lavthængende grene.

Før han begynder på dagens arbejde, drikker han lidt palmevin. Morgenmad er der ikke råd til, men som han siger: ”Palmevin fylder godt i maven.”

Palmevintapperen Lucas Jatta fra Gambia.
Lucas Jatta på kontoret.

Inden Lucas Jatta elegant og ubesværet løber op ad palmens ru stamme, tryller han med palmebladene.

Sådan ser det i hvert fald ud. Han tager et helt frisk og grønt palmeblad. Skærer det til i siderne. Og så forvandler hans hænder på 15 sekunder i præcise, små og glidende bevægelser bladet til en tappe-tud. Et topeffektivt arbejde, som han har perfektioneret i sine 20 år som palmevintapper. Tuden eller tragten skal han bruge senere.

12 meter oppe i palmetræet fjerner Lucas Jatta med hurtige, præcise hug med kniven de palmeblade, der sidder i vejen for frugten. Det er nemlig kun saften fra oliepalmens gule frugter, der kan bruges til palmevin. Lucas Jatta skærer et enkelt snit i frugten.

Palmevintapper i Gambia hugger palmeblade af oliepalme.
Lucas Jatta hugger palmeblade af.

Nu kommer tappe-tuden i brug. For at sikre at frugtens dyrebare dråber alle finder vej ned i den medbragte plastikflaske, monterer han den græsgrønne tud lige under et snit. Spidsen af den når en centimeter ned i flaskehalsen.

Langsomt afgiver oliepalmens frugt sin hvidlige saft. Kun fem centimeter i bunden af flasken bliver det til på en dag. Til gengæld arbejder saften i flasken selv alkoholprocenten op. Jo længere tid, den får lov at hænge i fred, jo stærkere bliver den. Gæringen begynder helt naturligt i det varme klima og fortsætter helt ind i munden på den, som drikker den.

Palmevintapper i Gambia højt oppe i toppen af en oliepalme.
Palmevintapning foregår 10 til 20 meter over jordens overflade.

Hele Lucas Jattas sikkerhed beror på hans håndtering af den slynge, han bruger, når han klatrer, samt på hvordan han placerer sine bare fødder på stammen.

Han har selv lavet sin slynge. Den er snoet, flettet og klistret sammen af træ, bambus og tov. Det gør den stiv og ufleksibel, så han kan stå i en 45 graders vinkel ud fra oliepalmens stamme.

Palmevintapper i Gambia.
Med slyngen om livet.

Men inden han finder sikkert fodfæste i toppen af palmen, skal han klatre mange meter op. Og det er som at se en linedanser, når hans arme og hænder hurtigt flytter slyngen opad i træet, mens han løbende bevæger fødderne opad, opad.

Heroppe i toppen af træerne tømmer han flaskerne hver dag. Forsigtigt hælder han dagens dråber fra himmelen over i en dunk, som kommer med ned på kontoret. Her bliver nyvaskede plastflasker fyldt op med vinen. Parat til salg.

Palmevintapning i Gambia.
Dagens dråber fra himmelen bliver tappet.

Der er ingen varedeklaration på palmevin-flaskerne. Det er som regel genbrugte vandflasker. Derfor er det svært at vurdere, hvor stærk palmevinen er. Men Lucas Jatta forsikrer, at det absolut ikke skader at drikke en enkelt liter.

Nu hvor dagens høst er i hus, er det tid til en velfortjent fyraftens-flaske.

”Jeg elsker palmevin mere end noget andet. Mere end øl, Guiness og hvad man ellers kan drikke,” smiler Lucas Jatta, mens han sender et blødt blik til metalkruset med palmevin, som han holder varsomt i hånden.

Jeg får en flaske med og indrømmer blankt, at der er virkeligt mange ting, jeg elsker højere end palmevin.

Palmevintapper i Gambia på vej op i palme.

FAKTA OM PALMEVIN
Arbejdet som palmevintapper har overlevet i generationer i Gambia. Mange begynder som børn, inden de er fyldt 10 år. Ofte går arbejdet i arv i familien. Men det er en branche i tilbagegang.
Palmevinen kan kun holde i tre-fire dage. Som dagene går, bliver den stærkere og stærkere.
For god ordens skyld må det tilføjes, at visse mennesker siger, at man bliver hundesyg og får tynd mave af de himmelske dråber.
Palmevinen lugter lidt i retning af, hvordan man selv lugter dagen efter en heftig nat i byen. Mere præcist en klam cocktail af sur gær og svovl.
Smagen er heldigvis bedre – lidt i retning af Treo med et stænk lemon. Oplevelsen i maven er en eksplosionsagtig brændende følelse, som forsvinder i løbet af få sekunder. Hvis du holder dig til en enkelt deciliter vel at mærke.
Lyden er en høj syden og boblen, som til gengæld langt overgår Treo. Farven er neutral, hvidlig – den ligner faktisk Vodka Ice.
Palmevin kan alene anbefales, fordi den er autentisk gambisk. Den føres ikke i supermarkederne. Enkelte kiosker langs vejen forhandler den. Men handelen foregår oftest direkte hos palmevintapperen.

Solnedgang over havet i Gambia.

FAKTA OM GAMBIA
Det vestafrikanske land er den mindste stat på Afrikas fastland.
Det er halvt så stort som Jylland og har cirka 1,6 mio indbyggere.
Hovedstaden er Banjul.
Sprog: Engelsk samt en række lokale sprog.

LINKS
Gambia Tourism Board
Udenrigsministeriets rejsevejledning for Gambia

© Bitten Holmsgaard 2017

Besøg i en bog

SVERIGE I BØRNEHØJDE – Jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste, som engang imellem drømmer om at hoppe ind i en bog og blive en person i dens univers. Jeg ville måske ikke lige have valgt at blive en del af Alfons Åbergs verden, men det er her jeg er havnet –  mere præcist i Alfons Åbergs Kulturhus i Göteborg.

Alfons Åbergs Kulturhus i Göteborg
Alfons Åbergs Kulturhus er indrettet i Trädgårdsföreningens fine gamle frøhandel.

”Alfonse, Alfonse, Alfonseee.” To-årige Marguerite har dækket op til Alfons Åberg og tre andre dukker i Alfons Åbergs køkken, og nu er det spisetid.

Alfons Åbergs Kulturhus er et rigtigt eventyrhus, der straks suger børnene ind i sin fantasiverden og inviterer dem i gang med legen. Det er virkeligt som at være på besøg i Alfons verden, som vi kender den fra bøger og tegnefilm. Her er gedigen hygge med en rolig atmosfære.

Køkkenet i Alfons Åbergs Kulturhus i Göteborg.
Alfons Åbergs køkken inviterer til hygge og leg.

Oppe ad trappen finder vi blandt andet Alfons’ fars værksted, hvor vi må hamre lige så meget, som vi har lyst til. Mens børnene er optagede af leg, slapper jeg af under et tæppe i den lilla plyssofa.

Herinde i det fine gamle træhus er der også blevet plads til den store by, vi kender fra Alfons’ univers, med købmand, telefonboks og biograf, der selvfølgelig viser Alfons-film. I højhusene er der klatretårn med rutsjebane.

Klaretårn udformet som en storby i Alfons Åbergs Kulturhus i Göteborg.
Klatretårnet er populært.

Seksårige Anemone vender igen og igen tilbage til klatretræet, hvor hun afprøver nye tricks. Sådan flyver fire timer afsted.

Snip, snap, snude. Nu er den historie ude, og vi trækker overtøj og sko på og hopper ud i Göteborgs virkelighed igen.

 

FAKTA
Alfons Åbergs Kulturhus ligger centralt i Göteborg, på Slussgatan 1, skråt over for Centralstationen.
Der er åben er åbent hver dag 10-16. Der kan dog være lukket i forbindelse med jul og andre helligdage.
Hver dag er der forestillinger/underholdning i husets lille teater
Det er et hit for børn mellem 1 og 7 år. Vi har haft vores 10-årige niece med som hyggede sig men syntes, hun var lidt for stor.
Der er også toiletter i børnestørrelse og selvfølgelig puslepladser.
Det er muligt at leje lås til klap/barnevogn.
Vi sejlede med Stena Line fra Frederikshavn til Göteborg og retur med hhv. Stena Danica og Stena Jutlandica, der begge har legerum. Med det – i kombination med et par bøger og lidt tegnegrej – var den to- og seksårige rigtigt godt underholdt på den 3,5 timer lange overfart.

Palmehuset i Göteborg.
Der er frodigt og lunt i det smukke Palmehus i Trädgårdsföreningens park.

TIPS
Kombiner gerne Alfons Åbergs Kulturhus med et besøg i Palmehuset og på den fine legeplads i Trädgårdsföreningens park lige ved siden af – begge dele er gratis.
Den seks-årige havde løbehjul med, hvilket var et hit på gåturene rundt i Göteborg.

Legepladsen i Trädgårdsföreningen i Göteborg.
Legepladsen i Trädgårdsföreningens park er moderne og veludstyret.

LINKS
Alfons Åbergs Kulturhus
Göteborg
Legepladser i Göteborg
Stena Line

© Bitten Holmsgaard 2017

Kulinarisk tidsrejse

SVERIGE – Tænk engang at rejse mere end 100 år tilbage i tiden. Med åbne sanser og en smule fantasi er det faktisk muligt.

Allerede synet af den yppige gamle markedsbygning, Stora Saluhallen, i centrum af Göteborg sender tankerne på tur tilbage i tiden. Indenfor lever de mange madstande op til facadens løfter om en original oplevelse.

Stora Saluhallen i Göteborg.
Midt på Kungstorget indbyder Stora Saluhallen til kulinarisk shopping.

Albert Anderssons førsteklasses ferske kød er blevet solgt her siden hallen åbnede i 1888, og medarbejderne har også i dag travlt med at skære ud og pakke kød ind til de mange kunder, som står i kø ved glasdisken. Flickorna Kanold lokker med deres håndlavede chokolade. Deres paraplystativ består af farvestrålende sammenslåede slikkepinds-paraplyer med æble-, hindbær- og tuttifrutti-smag – lige til at tage med i tasken. Fristelser for enhver smag byder sig til i de 39 boder, der først og fremmest er en fryd for øjnene.

Inden for i Stora Saluhallen i Göteborg.
Hos Albert Andersson i Stora Saluhallen er det nemt at blive fristet.

Men næsen får også lov at lege med. Allerede inden jeg når hen til Zeytoons Delikatesser bydes næseborene velkommen af duftende oregano. Mens jeg bevæger mig rundt i markedet ændrer duften sig fra den fade, lidt brutale, lugt af råt kød over en let og fin duft af frisk fisk til den mere gennemtrængende af ost i alle aldre.

Stora Saluhallen-skilt.

Ikke langt fra Stora Saluhallen, bare en slentretur op ad travle Östra Hamngatan, gennem shoppingcentret Nordstan og slutteligt ad gangbroen højt hævet over trafikken, når jeg havnen Lilla Bommen. Her fortsætter den kulinariske tidsrejse ombord på den 135 år gamle, tidligere postbåd, M/S S:t Erik. Nu får ganen endelig del i lækkerierne.

Havnen Lilla Bommen i Göteborg.
M/S S:t Erik ligger i den hyggelige havn Lilla Bommen.

Ombord er der dækket op til svensk jullunch, og vi begynder med et glas stærkt og krydret glögg. En dejlig drik, hvis oprindelse er meget ældre end skibet. Glöggen slår en tone af nostalgi og nydelse an.

Nya Älvborgs Fästning ved Göteborg.
Nya Älvsborg Fästning set fra S:t Eriks dæk.

I blændende hvidt vintersolskin tøffer vi stille afsted på Göta Älven, forbi Nya Älvsborg Fästning, solbadende sæler og videre ud i skærgården. Fra skibets højttalere anes kun julemelodierne, mens alle vi julefrokostgæster ved vores forskellige borde snakker, skåler og spiser os igennem traditionelle retter som 13 forskellige slags marinerede sild, rejer, skinke og köttbullar.

Glögg, hvidvin og julebryg beruser og maden gør mig mæt og afslappet. Solen synker i horisonten. Skærgårdsøerne fremstår som sorte silhuetter mod en himmel af lysende orange, der gradvist toner over i blåt. Vandet er spejlblåt med orange striber, hvor skibet laver kølvand.

Solnedgang over skærgården ved Göteborg.
Solnedgang over skærgården uden for Göteborg.

Tænk at S:t Erik efter 135 år stadig holder tæt og kan sejle. Det går ikke hurtigt men støt og stabilt derudad. Jeg nyder at være lukket inde i denne tidsboble uden at kunne foretage mig andet end at være til, spise, drikke, tale og nyde udsigten. God tid er en luksus. Efter årtier med fokus på hurtighed og effektivitet er der heldigvis oaser, hvor tiden har stået stille og tidligere tiders vægt på kvalitet er bevaret.

Jeg vil lade mig inspirere af min kulinariske tidsrejse og i min travle hverdag dryppe tidsbobler ud, hvor elektronikken bliver slukket, pligter sat på hold, og det kun handler om at åbne alle sanser og være til.

FAKTA
Göteborg er Sveriges næststørste by med cirka 548.000 indbyggere.
Stora Saluhallen ligger på Kungstorget centralt i Göteborg og har åbent mandag til lørdag.
M/S S:t Erik sejler forskellige ture ud fra Lilla Bommen i Göteborg. Der er flest ture om sommeren og i december.

LINK
Göteborg
Stora Saluhallen
Udflugter med M/S S:t Erik

© Bitten Holmsgaard 2016

Lige min kop te

ISTANBUL, TYRKIET – Som dansere, hvis koreografi er vokset sammen med kroppen, bevæger de sig rundt med fjedrende skridt. De gentager de samme mønstre, men ruten bliver ændret for hver runde.

De tyrkiske çaycı – te-tjenere – danser i deres egen cyklus, mens gæsterne i Kapalı Çarsı – Den Store Bazar – knokler rundt med uregelmæssige bevægelser og abrubte stop, så snart en forretning eller ting fanger deres opmærksomhed.

Ung mand drikker te i Kapalı Çarsı, Istanbul, Tyrkiet.
Tedrikker tager en pause i Kapalı Çarsı – Den Store Bazar.

Jeg er ikke nået mange skridt ind i den summende bazarbygning, før en çaycı drejer om et hjørne med sin runde metalbakke. Den formelig svæver 25 centimeter under hans hånd. Men ved nærmere eftersyn, kan jeg godt se, at bakken hænger i tre buede messingstænger, der samles i et cirkelformet håndtag.

Te-tjenerne er en del af en lang kontinuerlig vandring til og fra det lille tehus – çay evi – der kun er lidt større end et standardkøkken i en dansk to-værelses lejlighed.

En çaycı – te-tjener – gør sin tebakke parat i det lille tehus i Kapalı Çarsı – Den Store Bazar.

En çaycı træder energisk ud ad døråbningen med et sikkert sving til venstre. Han end ikke strejfer de mange mennesker, som myldrer afsted uden en fast kurs. Med et nyt sving til venstre fortsætter han målrettet ned ad en befærdet gade i den labyrintiske bazar. Foran en butik bliver to velformede glas afsat til en butiksejer og en kunde, som når at forsyne sig med sukkerknalder fra sukkerskåen, inden çayçi’en igen valser ud i virvaret – videre til de næste kunder.

I tehuset er en anden te-mand i gang med at sætte underkopper, glas, teskeer og sukkerskål på sin bakke, så tripper han tre skridt længere ind i det lille rum og venter stående, mens en af tehusets køkkenmænd fylder teen i glassene.

Et lille tehus, çay evi, i Kapalı Çarsı – Den Store Bazar i Istanbul, Tyrkiet.
Der er hele tiden aktivitet i det lille tehus – çay evi.

Det hele er nøje koreograferet – et par minutters ventetid, mens ordrerne bliver fremstillet, så afsted med et sving til højre eller venstre. Mesterligt følger te-tjenerne bevægelserne i masserne og laver ingen bratte bevægelser. De skridter afsted i deres egen regelmæssige puls som efter en indre rytme. Robuste men adrætte bringer de glassene sikkert frem og tomme tilbage.

Te-tjenernes vigtigste kunder er bazarens sælgere, som ringer og bestiller te til deres kunder, så de ikke spilder kostbare minutter på selv at hente den. Her er det nemlig almindelig høflighed at byde potentielle kunder på te.

Jeg spenderer et glas på mig selv. Den er skoldhed, så jeg holder forsigtigt på den øverste kant med tommel- og pegefinger. Jeg nipper til den mahognibrune væske og bliver overrasket over, at den slet ikke er bitter – med to sukkerknalder aner jeg kun lige smagen af sort te.

Jeg kunne sidde hele dagen og drikke te og kigge på temændenes diskrete dans her fra min plads med udsigt til det lille te-hus. Jeg er nemlig fuldstændig til fals for gammeldags service. Og når serveringen ankommer på lette fjed til en pris af 1 lira – cirka 3 kroner – så er det lige min kop te.

Kapalı Çarsı, Den Store Bazar, Istanbul, Tyrkiet.
Kapalı Çarsı – Den Store Bazar – byder på et væld af fristelser, indtryk og oplevelser.

FAKTA
Istanbul er Tyrkiets største by.
Officielt er der cirka 15 millioner indbyggere – uofficielt 17,5 millioner.
Kapalı Çarsı – Den Store Bazar – ligger midt i  Istanbuls historiske bydel.
Den Store Bazar er cirka 550 år gammel – i dag er der mere end 3.000 butikker.
Over 250.000 mennesker besøger bazaren hver dag.
Der er adskillige små tehuse – çay evi – i Kapalı Çarsı.
Tehuse og çaycı – te-tjenere – findes i hele Tyrkiet.
Først i 1930’erne blev te for alvor populært i Tyrkiet.

LINKS
Turistside om Istanbul
Tyrkiets turistside på dansk
Tyrkiets kultur- og turismekontor om Istanbul
Tyrkiets turistside
Kapalı Çarsı

© Bitten Holmsgaard 2015